Menu

Trospunkter der samler os

Syvendedags adventisterne anerkender Bibelen som deres eneste trosgrundlag. Begrebet trospunkter er derfor mere en formulering af en delmængde af bibelske anskuelser.

Syvendedags adventister anerkender Bibelen som deres eneste trosbekendelse. De mener også, at Den Hellige Skrift lærer os nogle grundlæggende trospunkter, som gengives herunder. De er kirkens forståelse og formulering af Skriftens lære og kan revideres. Det sker ved en generalforsamling i Generalkonferensen, når kirken af Helligånden ledes til en dybere forståelse af de bibelske sandheder eller finder, at den kan udtrykke Guds Hellige Ords lærdomme på en bedre måde.

Syvendedags adventisters officielle troslære

Syvendedags adventister anerkender Bibelen som deres eneste trosbekendelse. De mener også, at Den Hellige Skrift lærer os nogle grundlæggende trospunkter, som gengives herunder. De er kirkens forståelse og formulering af Skriftens lære og kan revideres. Det sker ved en generalforsamling i Generalkonferensen, når kirken af Helligånden ledes til en dybere forståelse af de bibelske sandheder eller finder, at den kan udtrykke Guds Hellige Ords lærdomme på en bedre måde.

1. Den Hellige Skrift

De Hellige Skrifter, Det Gamle og Det Nye Testamente, er Guds skrevne Ord og givet under guddommelig inspiration. De inspirerede forfattere talte og skrev drevet af Helligånden. I sit Ord har Gud givet menneskeheden det, som det er nødvendigt at forstå for at blive frelst. De Hellige Skrifter er den overordnede, autoritative og ufejlbarlige åbenbaring af Guds vilje. De giver os normerne for, hvordan vi skal leve, og de er den standard, med hvilken vi skal afprøve vores erfaring. I de Hellige Skrifter findes den
afgørende åbenbaring af alle læresætninger, og de indeholder en troværdig gengivelse af Guds handlinger i historien.
• Sl 119,105; Ordsp 30,5, 6; Es 8,20; Joh 17,17; 1 Thess 2,13; 2 Tim 3,16-17; Hebr 4,12; 2 Pet 1,20- 21.

2. Treenigheden

Der findes én Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden, en enhed af tre personer, som altid har eksisteret sammen. Gud er udødelig, almægtig, alvidende og altid nær. Han er uendelig og står over menneskelig fatteevne, men har gjort sig kendt ved at åbenbare sig selv. Gud er kærlighed og fortjener i al evighed hele skabningens tilbedelse, beundring og tjeneste.
• 1 Mos 1,26; 5 Mos 6,4; Es 6,8; Matt 28,19; Joh 3,16; 2 Kor 1,21-22; 13,14; Ef 4,4-6; 1 Pet 1,2.

3. Faderen

Gud den evige Fader er alle tings skaber, kilde, opretholder og hersker. Han er retfærdig og hellig, barmhjertig og nådig, har sent til vrede og strømmer over med kærlighed og trofasthed. De egenskaber og den kraft, som viser sig i Sønnen og Helligånden, tilhører også Faderen.
• 1 Mos 1,1; 5 Mos 4,35; Sl 110,1.4; Joh 3,16; 14,9; 1 Kor 15,28; 1 Tim 1,17; 1 Joh 4,8; Åb 4,11.

4. Sønnen

Gud den evige Søn blev menneske i Jesus Kristus. Ved ham blev alting skabt. I ham er Guds karakter åbenbaret, menneskehedens frelse fuldendt og verden dømt. Han er for evigt sand Gud, men blev også virkeligt menneske i Jesus Kristus. Han blev undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Han levede og blev fristet som et menneske, men var et fuldkomment eksempel på Guds retfærdighed og kærlighed. Ved sine mirakler manifesterede han Guds kraft og blev bekræftet som den Messias, Gud havde lovet. Han led og døde frivilligt på korset for vores synder og i vores sted, opstod fra de døde og steg op til himlen for at tjene som vores repræsentant i den himmelske helligdom. Han vil vende tilbage i herlighed for endeligt at befri sit folk og genoprette alle ting.
• Es 53,4-6; Dan 9,25-27; Luk 1,35; Joh 1,1-3.14; 5,22; 10,30; 14,1-3.9.13; Rom 6,23; 1 Kor 15,3-4; 2 Kor 3,18; 5,17-19; Fil 2,5-11; Kol 1,15-19; Hebr 2,9-18; 8,1-2.

5. Helligånden

Gud den evige Ånd er fælles med Faderen og Sønnen i skabelsen, inkarnationen og forløsningen. Han er lige så fuldt en person som Faderen og Sønnen. Han inspirerede Skriftens forfattere. Han fyldte Kristi liv med kraft. Han drager og overbeviser mennesker, og han fornyer og forvandler dem, der viser respons, efter Guds billede. Han er udsendt af Faderen og Sønnen for altid at være med Guds børn. Han giver kirken åndelige gaver og kraft til at vidne om Kristus, og han vejleder dem i overensstemmelse med Skriften i hele sandheden.
• 1 Mos 1,1-2; 2 Sam 23,2; Sl 51,11; Es 61,1; Luk 1,35; 4,18; Joh 14,16-18.26; 15.26; 16,7-13; ApG 1,8; 5,3; 10,38; Rom 5,5; 1 Kor 12,7-11; 2 Kor 3,18; 2 Pet 1,21.

6. Skabelsen

Gud har i Skriften åbenbaret den sandfærdige, historiske beskrivelse af, hvordan han har skabt. Han skabte universet, og i en nylig seks-dages skabelse skabte Herren ”himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer”, og hvilede på den syvende dag. På den måde etablerede han sabbatten som et evigtvarende mindesmærke om det værk, han havde udført og fuldendt på seks bogstavelige dage. Sammen med sabbatten udgjorde de den samme tidsenhed, som vi i dag kalder for uge. Den første mand og den første
kvinde blev skabt i Guds billede som kronen på skaberværket, og de blev givet herredømme over jorden med ansvar for at have omsorg for den. Da verden var fuldendt, så Gud, ”hvor godt det var”, og det skabte forkyndte Guds herlighed.
• 1 Mos 1-2,5; 11; 2 Mos 20,8-11; Sl 19,1-6; 33,6.9; 104; Es 45,12.18; ApG 17,24; Kol 1,16; Hebr 1,2; 11,3; Åb 10,6; 14,7.

7. Menneskets natur

Mand og kvinde blev skabt i Guds billede med individualitet og evne og frihed til at tænke og handle. Hvert menneske er en udelelig enhed af legeme, sind og ånd, og selv om det er skabt til frihed, er det afhængigt af Gud for liv og ånde og hele sin eksistens. Da vores første forældre var ulydige mod Gud, fornægtede de deres afhængighed af ham og faldt fra deres ophøjede position. Guds billede i dem blev beskadiget, og de blev underlagt døden. Deres efterkommere har del i denne faldne natur og dens konsekvenser. De er født med svagheder og tendenser til det onde. Men i Kristus forligede Gud verden med sig selv, og ved sin Ånd genopretter han i angrende mennesker deres skabers billede. De er skabt til Guds ære, og de opfordres til at elske ham og hinanden og at nære omsorg for deres omgivelser.
• 1 Mos 1,26-28; 2,7.15; 3; Sl 8,4-8; 51,5.10; 58.3; Jer 17.9; ApG 17,24-28; Rom 5,12-17; 2 Kor 5,19-20; Ef 2,3; 1 Thess 5,23; 1 Joh 3,4; 4,7-8.11.20.

8. Den Store Strid

Menneskeheden er involveret i en stor strid mellem Kristus og Satan om Guds karakter, hans lov og hans herredømme over universet. Denne konflikt opstod i himlen, da et skabt væsen med en fri vilje i selvophøjelse blev til Satan, Guds modstander, og anførte en del af englene i et oprør. Han overførte sin oprørske holdning til jorden, da han ledte Adam og Eva til at synde. Menneskets synd førte til, at Guds billede i mennesket blev ødelagt, og at den skabte verden blev disharmonisk og til sidst ødelagt ved den
verdensomspændende oversvømmelse, som de historiske optegnelser i 1. Mosebog 1-11 gengiver. Denne jord er blevet en skueplads for alle skabninger i den universelle konflikt, hvori kærlighedens Gud til sidst vil blive kendt retfærdig. For at hjælpe sit folk i denne strid sender Gud Helligånden og sine trofaste engle for at vejlede, beskytte og støtte dem på frelsens vej.
• 1 Mos 3,6-8; Job 1,6-12; Es 14,12-14; Ez 28,12-18; Rom 1,19-32; 3,4; 5,12-21; 8,19-22; 1 Kor 4,9; Hebr 1,14; 1 Pet 5,8; 2 Pet 3,6; Åb 12,4-9.

9. Kristi liv, død og opstandelse

Gennem Kristi fuldkomment lydige liv mod Guds vilje, i hans lidelse, død og opstandelse, har Gud tilvejebragt det eneste middel for forsoning for menneskets synd. Derigennem kan den, der tror, få evigt liv og alle skabninger bedre forstå skaberens uendelige og hellige kærlighed. Den fuldkomne forsoning retfærdiggør Guds lov og hans barmhjertige karakter, for den både fordømmer vores synd og bringer os tilgivelse. Kristi død er stedfortrædende. Den forsoner, forliger og forvandler. Jesu legemlige opstandelse
forkynder Guds sejr over ondskabens magter, og for dem, der accepterer forsoningen, sikrer den deres endelige sejr over synd og død. Den bekendtgør Jesus Kristus som den herre, for hvis herredømme hvert knæ i himlen og på jorden skal bøje sig.
• 1 Mos 3,15; Sl 22,1; Es 53; Joh 3,16; 14,30; Rom 1,4; 3,25; 4,25; 8,3-4; 1 Kor 15,3-4.20-22; 2 Kor 5,14- 15.19-21; Fil 2,6-11; Kol 2,15; 1 Pet 2,21-22; 1 Joh 2,2; 4,10.

10. Frelsens erfaring

I sin uendelige kærlighed og nåde gjorde Gud ham, der ikke kendte til synd, til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Ledt af Helligånden føler vi vores behov, erkender vores syndighed, angrer vores overtrædelser og udøver tro på Jesus som frelser og Herre, stedfortræder og eksempel. Denne frelsende tro kommer af Ordets guddommelige kraft og er en gave, der skyldes Guds nåde. Ved Kristus bliver vi retfærdiggjorte, adopterede som Guds sønner og døtre og befriet fra syndens herredømme.
Gennem Ånden genfødes og helliges vi. Ånden fornyer vores sind, skriver Guds kærlighedslov i vores hjerter, og vi modtager kraft til at leve et helligt liv. Når vi forbliver i ham, får vi del i guddommelig natur og ejer frelsesvished både nu og i dommen.
• 1 Mos 3,15; Es 45,22; 53; Jer 31,31-34; Ez 33,11; 36,25-27; Hab 2,4; Mark 9,23-24; Joh 3,3-8.16; 16,8; Rom 3,21-26; 8,1-4.14-17; 5,6-10; 10,17; 12,2; 2 Kor 5,17-21; Gal 1,4; 3,13-14.26; 4,4-7; Ef 2,4-10; Kol 1,13-14; Tit 3,3-7; Hebr 8,7-12; 1 Pet 1,23; 2,21-22; 2 Pet 1,3-4; Åb 13,8.

11. Vækst i Kristus

Ved sin død på korset besejrede Jesus ondskabens magter. Han, som i sit jordiske virke havde underlagt sig dæmoniske ånder, brød deres magt og sikrede deres endelige dom. Onde magter søger stadig at tage kontrollen over os, men Jesu sejr giver os sejr over dem, når vi vandrer med ham i fred, i glæde og i forvisningen om hans kærlighed. Helligånden bor nu hos os og giver os kraft. Dagligt overgivet til Jesus som vores frelser og Herre er vi befriet fra den byrde, vores tidligere gerninger har lagt på os. Vi lever ikke
længere i mørke, i frygt for onde magter, i uvidenhed eller i vores tidligere tilværelses meningsløshed. I denne nye frihed i Kristus kaldes vi til at vokse til lighed med hans karakter. Det gør vi ved dagligt at nyde fællesskab med ham i bøn, næres af hans Ord, meditere over Ordet og Guds ledelse, prise ham og ved at samles for at tilbede og tage del i kirkens mission. Vi kaldes også til at følge Kristi eksempel og i barmhjertighed afhjælpe menneskehedens fysiske, mentale, sociale, emotionelle og åndelige behov. Når vi
vier vores liv til kærlig tjeneste for mennesker omkring os og vidner om hans frelse, vil hans stadige nærvær gennem Ånden forvandle hvert øjeblik og hver opgave i livet til en åndelig erfaring.
• 1 Krøn 29,11; Sl 1,1-2; 23,4; 77,11.12; Matt 20,25-28; 25.31-46; Luk 10,17-20; Joh 20,21; Rom 8,38-39; 2 Kor 3,17-18; Gal 5-22-25; Ef 5,19-20; 6,12-18; Fil. 3,7-14; Kol 1,13-14; 2,6.14-15; 1 Thess 5,16-18.23; Hebr 10,25; Jak 1,27; 2 Pet 2,9; 3,18; 1 Joh 4,4

12. Kirken

Kirken er samfundet af troende, der bekender Jesus Kristus som herre og frelser. I fortsættelse af Guds folk på Det Gamle Testamentes tid er kirkens medlemmer kaldt ud fra verden og forenes for at tilbede, erfare fællesskab, blive undervist i Guds Ord, fejre Herrens nadver, yde tjeneste til menneskeheden og forkynde evangeliet til hele verden. Kirken får sin autoritet fra Kristus, det Ord, som blev kød og er åbenbaret i Skrifterne. Kirken er Guds familie. Adopteret af ham som hans børn lever medlemmerne på grundlag af den nye pagt. Kirken er Jesu legeme, et trosfællesskab, hvor Kristus selv er hovedet. Kirken er bruden, for hvem Kristus døde, så han kunne rense og hellige hende, og den består af de trofaste fra alle tidsaldre. Ved Jesu
genkomst som sejrvinder vil han føre hende frem for sig i herlighed, købt med hans blod, uden plet eller rynke, hellig og lydefri.
• 1 Mos 12,1-3; 2 Mos 19,3-7; Matt 16,13-20; 18,18.28:19, 20; ApG 2,38-42; 7,38; 1 Kor 1,2; Ef 1,22-23; 2,19-22; 3,8-11; 5,23-27; Kol 1,17-18; 1 Pet 2,9.

13. Guds ”rest” og dens mission

Den universelle kirke består af alle med en ægte tro på Kristus, men i de sidste dages udbredte frafald er en restgruppe blevet kaldt ud til at holde fast ved Guds bud og troen på Jesus. Denne restgruppe forkynder, at dommen er kommet, at der er frelse gennem Kristus, og at tiden for hans genkomst nærmer sig. Denne forkyndelse er symboliseret ved de tre engle i Johannes’ Åbenbaring 14. Den falder sammen med den himmelske domshandling og fører til omvendelse og reform på jorden. Alle troende inviteres til at deltage personligt i dette verdensomspændende vidnesbyrd.
• Dan 7,9-14; Es 1,9; 11,11; Jer 23,3; Mika 2,12; 2 Kor 5,10; 1 Pet 1,16-19; 4,17; 2 Pet 3,10-14; Jud 3.14; Åb 12,17; 14,6-12; 18,1-4.

14. Enhed i Kristi legeme

Kirken er et legeme med mange medlemmer, kaldt ud fra hver nation, stamme, sproggruppe og folkeslag. I Kristus er vi en ny skabning. Forskelle i race, kultur, uddannelse og nationalitet og forskelle mellem høj og lav, rig og fattig eller mand og kvinde bør ikke skabe splittelse blandt os. I Kristus er vi alle lige, og han har ved én Ånd bundet os i et fællesskab med ham og med hinanden. Vi bør tjene og lade andre tjene os uden diskrimination eller tilbageholdenhed. I Skrifternes åbenbaring af Jesus Kristus deler vi samme tro og samme håb, og vi er sammen om at vidne til hele verden. Denne enhed har sin oprindelse i den treenige Guds enhed, han, som har adopteret os som sine børn.
• Sl 133,1; Matt 28,19-20; Joh 17,20-23; ApG 17,26-27; Rom 12,4-5; 1 Kor 12,12-14; 2 Kor 5,16-17; Gal 3,27-29; Ef 2,13-16; 4,3-6.11-16; Kol 3,10-15.

15. Dåb

I dåben bekender vi vores tro på Jesu Kristi død og opstandelse og aflægger vidnesbyrd om, at vi ønsker at dø fra synden og leve et nyt liv. Derved anerkender vi Jesus som vores herre og frelser, bliver hans folk og modtages som medlemmer af hans kirke. Dåben er et symbol på vores forening med Kristus, tilgivelse af vores synder og vores modtagelse af Helligånden. Den foregår ved neddykning i vand og er betinget af bekræftelse af troen på Jesus og vidnesbyrd om omvendelse fra synd. Den følger undervisning i De Hellige Skrifter og accept af Bibelens lære.
• Matt 2819-20; ApG 2,38; 16,30-33; 22,16; Rom 6,1-6; Gal 3,27; Kol 2,12-13.

16. Herrens nadver

I Herrens nadver får vi del i symbolerne for Jesu legeme og Jesu blod og giver derved udtryk for vores tro på Jesus som vores herre og frelser. I denne fællesskabserfaring er Kristus nær for at være sammen med og styrke sit folk. Ved at deltage forkynder vi fyldt med glæde Herrens død, indtil han kommer tilbage. Forberedelsen til nadveren omfatter selvransagelse, anger og bekendelse. Herren indstiftede fodvaskningen som et symbol på fornyet renselse. Derved udtrykker vi vores villighed til at tjene hinanden i
kristen ydmyghed og forene vores hjerter i kærlighed. Nadveren er åben for alle troende kristne.
• Matt 26,17-30; Joh 6,48-63; 13,1-17; 1 Kor 10,16-17; 11-23-30; Åb 3,20.

17. Åndelige gaver og tjenester

I alle tidsaldre giver Gud medlemmerne af sin kirke åndelige gaver, som anvendes i kærlig tjeneste til gavn for menigheden og verden. De udvirkes ved Helligåndens gerning, og Ånden deler ud til hver enkelt efter sin vilje. Menigheden modtager gennem disse åndelige gaver alle de evner og tjenester, som den behøver for at fuldføre den mission, Gud har givet den. Ifølge Bibelen indbefatter disse gaver tro, helbredelse, profeti, forkyndelse, undervisning, administration, forligelse, medfølelse og selvopofrende tjeneste og
omsorg, som kan bringe mennesker hjælp og opmuntring. Nogle medlemmer bliver kaldt af Gud og udrustet af Ånden til at udføre tjeneste som fx pastorer, evangelister eller lærere. Disse funktioner er anerkendt af kirken som særligt nødvendige for at udstyre medlemmerne til deres tjeneste, opbygge kirken til åndelig modenhed og skabe enhed i troen på og kundskaben om Gud. Når medlemmerne som trofaste forvaltere af de forskellige typer på nådegaver, som Gud giver, gør brug af netop disse åndelige gaver,
beskyttes kirken mod ødelæggende indflydelse fra falsk lærdom, vokser med en vækst, der stammer fra Gud, og opbygges i tro og kærlighed.
• ApG 6,1-7; Rom 12,4-8; 1 Kor 12,7-11.27-28; Ef 4,11-16; 1 Tim 3,1-13; 1 Pet 4,10-11.


18. Profetiens gave


Skrifterne bevidner, at den profetiske gave er en af Åndens gaver. Denne gave er et kendetegn for Guds rest i endens tid, og vi tror, at den manifesterede sig i Ellen G. Whites virke. Hendes skrifter taler med profetisk autoritet og bringer kirken trøst, vejledning, undervisning og tilrettevisning. De gør det også klart, at Bibelen er den norm, hvormed al lære og erfaring skal testes.
• 4 Mos 12,6; 2 Krøn 20,20; Am 3,7; Joel 2,28-29; ApG 2,14-21; 2 Tim 3,16-17; Hebr 1,1-3; ApG 12,17; 19,10; 22,8-9.


19. Guds lov


De store principper i Guds lov er udtrykt i De Ti Bud og efterlevet i Kristi eksempel. De giver udtryk for Guds kærlighed og vilje og hans formål for menneskelig handlemåde og medmenneskelige forhold, og de gælder alle mennesker til alle tider. Disse forskrifter er grundlaget for Guds pagt med sit folk og standarden for Guds dom. Gennem Helligåndens virke afslører de synd og vækker behovet for en frelser. Frelsen skyldes nåde alene, ikke gerninger, og dens frugt er lydighed mod buddene. Denne lydighed udvikler den kristnes karakter og hjælper den kristne til større harmoni i sindet. Den er et vidnesbyrd om vores kærlighed til Herren og vores omsorg for vores medmennesker. Troens lydighed viser, at Kristus har magt til at forvandle livet, og den styrker derfor vores kristne vidnesbyrd.
• 2 Mos 20,1-17; 5 Mos 28,1-14; Sl 19,7-14; 40,7-8; Matt 5,17-20; 22,36-40; Joh 14,15; 15,7-10; Rom 8,3-4; Ef 2,8-10; Hebr 8,8-10; 1 Joh 2,3; 5,3; Åb 12,17; 14,12.


20. Sabbatten


Efter seks dages skabelse hvilede vores nådige skaber på den syvende dag og indstiftede sabbatten som et minde om skabelsen for alle mennesker. Guds uforanderlige lovs fjerde bud kræver, at denne syvende dag overholdes som en dag til hvile, tilbedelse og tjeneste i overensstemmelse med Jesu lære og praksis, han, som er hviledagens herre. Sabbatten giver os glædeligt samvær med Gud og med hinanden. Den symboliserer vores forløsning i Kristus, er et tegn på vores helligelse, et udtryk for, hvem vi er tro imod, og en forsmag på vores evige fremtid i Guds rige. Sabbatten er Guds altid gyldige tegn på hans evige pagt med sit folk. Når man i glæde fejrer denne hellige tid fra aften til aften, fra solnedgang til solnedgang, fejrer man de skabende og forløsende handlinger, Gud har udført.
• 1 Mos 2,1-3; 2 Mos 20,8-11; 31,13-17; 3 Mos 23,32; 5 Mos 5,12-15; Es 56,5-6; 58,13-14; Ez 20,12-20; Matt 12,1-12; Mark 1,32; Luk 4,16; Hebr 4,1-11.)


21. Forvaltning


Vi er forvaltere for Gud. Han har betroet os tid og muligheder, evner og ejendele samt velsignelser fra jorden og dens resurser. Vi står som ansvarlige over for ham for den måde, hvorpå vi bruger dem. Vi anerkender Guds ejendomsret ved trofast at tjene ham og vores medmennesker, ved at give tienden tilbage til Gud og bringe gaver til forkyndelsen af evangeliet og som støtte for hans kirkes vækst. Forvaltning er et privilegium, som Gud har givet os, for at vi kan vokse i kærlighed og vinde sejr over
selviskhed og begær. Forvaltere glæder sig over de velsignelser, som andre oplever på grund af deres trofasthed.
• 1 Mos 1,26-28; 2,15; 1 Krøn 29,14; Hagg 1,3-11; Mal 3,8-12; Matt 23,23; Rom 15,26-27; 1 Kor 9,9-14; 2 Kor 8,1-15; 9,7.


22. Kristen livsførelse


Vi er kaldede til at være gudhengivne mennesker, som i alle livets personlige og sociale aspekter tænker, føler og handler i overensstemmelse med bibelske principper. For at Ånden kan genskabe vores Herres karakter i os, vil vi kun involvere os i aktiviteter, som vil fremelske kristen renhed, sundhed og glæde i vores liv. Det betyder, at vores fornøjelser og underholdning skal stemme overens med den ædleste kristne smag og med kristne værdier for skønhed. Samtidig med, at vi anerkender, at der er kulturelle forskelle, bør vores påklædning være enkel, anstændig og ordentlig, som det sømmer sig for dem, hvis prydelse ikke består i det ydre, men i en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed. Det betyder også, at vi på forstandig vis vil passe på vores legeme, da det er et tempel for Helligånden. Sammen med passende motion og hvile skal vi søge den sundest mulige kostplan og afholde os fra føde, som Skrifterne kategoriserer som uren. Vi skal også afholde os fra alkoholholdige drikke, tobak og uansvarlig anvendelse af medicin og narkotika, som alt sammen er skadeligt for vores legemer. I stedet skal vi engagere os i det, som opdrager os til at lægge vores tanker ind under Kristus, som ønsker, at vi skal være sunde, glade og gode.
• 1 Mos 7,2; 2 Mos 20,15; 3 Mos 11,1-47; Sl 106,3; Rom 12,1-2; 1 Kor 6,19-20; 10,31; 2 Kor 6,14-7,1; 10,5; Ef 5,1-21; Fil 2,4; 4,8; 1 Tim 2,9-10; Tit 2,11-12; 1 Pet 3,1-4; 1 Joh 2,6; 3 Joh 2.


23. Ægteskab og familie


Ægteskabet blev indstiftet af Gud i Edens have. Jesus bekræftede, at det er en livslang forening, hvor en mand og en kvinde lever sammen i et kærligt fællesskab. For den kristne er ægteskabet ikke alene en forpligtelse over for ægtefællen, men også en forpligtelse over for Gud. Den bør kun indgås mellem en mand og en kvinde, der deler samme tro. Dette forhold er opbygget af gensidig kærlighed, ære, respekt og ansvar, og det skal afspejle forholdet mellem Kristus og hans kirke: det skal bestå i kærlighed, hellighed og
nærhed og være ubrydeligt. Om skilsmisse lærte Jesus, at den, der skiller sig fra sin ægtefælle af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår hor. Selv om der er familieforhold, der ikke når idealet, kan en mand og en kvinde, der helhjertet og i Kristus overgiver sig til hinanden i ægteskabet, opnå en kærlig enhed, vejledt af Helligånden og med menighedens støtte. Gud velsigner familien og ønsker, at dens medlemmer skal hjælpe hinanden til fuld modenhed. Nært fællesskab i familien er et af kendetegnene på det sidste budskab til verden. Forældre skal opdrage deres børn til at elske og adlyde Herren. Ved deres eksempel og ved deres ord skal de undervise børnene om, at Kristus er en kærlig, barmhjertig og omsorgsfuld vejleder, som ønsker, at de skal blive medlemmer af hans legeme – Guds familie – som omfatter både enlige og gifte.
• 1 Mos 2,18-25; 2 Mos 20,12; 5 Mos 6,5-9; Ordsp 22,6; Mal 4,5-6; Matt 5,31-32; 19,3-9.12; Mark 10,11-12; Joh 2,1-11; 1 Kor 7,7.10-11; 2 Kor 6,14; Ef 5,21-33; 6,1-4.


24. Kristi tjeneste i den himmelske helligdom


Der findes en helligdom i himlen, det sande telt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst. Deri tjener Kristus for vores skyld og giver de troende de goder, som er vundet ved hans sonoffer, bragt én gang for alle på korset. Ved sin himmelfart blev han indviet som vores ypperstepræst og begyndte den tjeneste som vores forbeder, som ypperstepræstens gerning i den hellige afdeling af den jordiske helligdom viste frem til. Ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 dage i 1844 påbegyndte han den anden og sidste fase af sin forsonertjeneste, en tjeneste, som ypperstepræstens gerning i den allerhelligste afdeling af den jordiske helligdom viste frem til. Denne tjeneste består i en undersøgende dom, en del af Guds endelige opgør med synd, illustreret forud ved renselsen af den gamle, hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I ceremonierne i den helligdom, som var et forbillede på den himmelske, blev helligdommen renset med blod fra dyreofre, men de himmelske ting selv er renset med Jesu blods fuldkomne offer. Den undersøgende dom åbenbarer for de himmelske væsener de mennesker blandt de døde, der sover i Jesus, og derfor er dømt værdige til sammen med ham at få del i den første opstandelse. Dommen afslører også, hvem af de mennesker, der lever ved Jesu genkomst, som forbliver i Kristus, som bevarer Guds bud og troen på Jesus, og som derfor er rede til at blive forvandlet og indgå i hans evige rige. Denne dom påviser, at Gud har været retfærdig, når han retfærdiggør den, som tror på Jesus. Den bekendtgør, at de mennesker, der er forblevet tro mod Gud, vil modtage riget. Fuldendelsen af Jesu tjeneste vil markere prøvetidens ophør, før Jesus kommer igen.
• 3 Mos 16; 4 Mos 14,34; Ez 4,6; Dan 7,9-27; 8,13-14; 9,24-27; Hebr 1,3; 2,16-17; 4,14-16; 8,1-5;9,11.28; 10,19-22; Åb 8,3-5; 11,19; 14,6-7; 20,12; 14,12; 22,11-12.)


25. Kristi andet komme


Kristi andet komme er kirkens salige håb, evangeliets mægtige klimaks. Frelserens komme bliver bogstavelig, personlig, synlig og verdensomspændende. Når han vender tilbage, vil de retfærdige blandt de døde opstå, og sammen med de retfærdige, som er i live, vil de blive herliggjort og taget til himlen, men de uretfærdige dør. Næsten alle profetiske linjer er opfyldt, hvilket sammen med verdens nuværende tilstand viser, at Kristi komme er nær. Tidspunktet for denne begivenhed er ikke blevet åbenbaret, og vi opmuntres derfor til altid at være rede.
• Matt 24; Mark 13; Luk 21; Joh 14,1-3; ApG 1,9-11; 1 Kor 15,51-54; 1 Thess 4,13-18; 5,1-6; 2 Thess 1,7-10; 2,8; 2 Tim 3,1-5; Tit 2,13; Hebr 9,28; Åb 1,7; 14,14-20; 19,11-21.


26. Død og opstandelse


Syndens løn er døden. Men Gud, som alene er udødelig, vil skænke sine forløste evigt liv. Indtil den dag er døden for alle mennesker en ubevidst tilstand. Når Kristus, som giver os livet, viser sig, vil de opstandne og levende retfærdige blive herliggjort og taget op fra jorden for at møde deres herre. De uretfærdige vil opstå i den anden opstandelse efter de tusinde år.
• Job 19,25-27; Sl 146,3-4; Præd 9,5-6.10; Dan 12,2.13; Es 25,8; Joh 5,28-29; 11,11-14; Rom 6,23; 6,16; 1 Kor 15,51-54; Kol 3,4; 1 Thess 4,13-17; 1 Tim 6,15; Åb 20,1-10.


27. De tusinde år og syndens ophør


De tusinde år er Kristi herredømme sammen med sine hellige i himlen mellem den første og den anden opstandelse. I denne periode vil de onde, der alle er døde, blive dømt. Jorden vil da være fuldstændigt øde, uden nogen levende, menneskelige beboere, men beboet af Satan og hans engle. Ved periodens afslutning vil Kristus sammen med sine hellige og det nye Jerusalem stige ned fra himlen til jorden. De uretfærdige vil blive opvakt fra de døde og vil sammen med Satan og hans engle omringe byen, men en ild fra Gud vil fortære dem og rense jorden. Universet vil derved blive befriet fra synd og syndere for evigt.
• Jer 4,23-26; Ez 28,18-19; Mal 3,19; 1 Kor 6,2-3; Åb 20; 21,1-5.


28. Den nye jord


På den nye jord, hvor retfærdighed bor, vil Gud skabe et evigt hjem for de retfærdige og et miljø, der egner sig fuldkomment for evigt liv, kærlighed, glæde og uddannelse i Guds nærvær. Her vil Gud selv bo hos sit folk, og lidelse og død er ophørt. Den store strid er endt, og synden er ikke mere. Alt, både de levende og det livløse, vil erklære, at Gud er kærlighed, og han vil herske for evigt. Amen.
• Es 35; 65,17-25; Matt 5,5; 2 Pet 3,13; Åb 11,15; 21,1-7; 22,1-5.