Menu

Vi er alle på samme rejse

Det dybeste mørke. Den uudholdelige smerte. Brudte løfter og skuffelser. Din oplevelse af livet deler du med mange andre. Når du ser nogen, der strammer sig op eller stråler af glæde, ved du, at dette er øjeblikke i tid, som kan forsvinde som duggen om morgenen. At leve kan for mange være rigtig svært. Uanset, om du er en kristen, ateist, buddhist eller muslim, så er vi alle mennesker på samme rejse.

Er det at være en kristen ikke løsningen på alt, så man kun går rundt og smiler? Når mit liv går i stykker, og ingen synes at bryde sig om min eksistens, skyldes det så ikke alt det, jeg burde have gjort i livet, men undlod at gøre? Er jeg ikke bare selv ude om det? Har kirken noget at sige til dem, der lever i mørke og er lige ved at stå af toget?

Bag ethvert smil er der ofte en historie, du ikke forstår.

Nogle tror, at kirken mere er et partytelt end et hospital. Hvad vi ønsker at fortælle dig er, at vi erkender, hvor svært livet kan være. For os alle. Troende kristne eller ej.  Når man er en troende kristen, så bekender man sig til at bygge sine holdninger på, hvad Bibelen fortæller, og heri omtales der faktisk meget om det at leve. Derfor vil vi gerne, at kirken kan opleves som et sted, der dækker både den lette og den tunge side i livet.

Hvis du møder nogen i kirken, der optræder uden omsorg, uden empati eller uden lyttende forståelse, så kan du være sikker på, at de har noget at lære. For Jesus Kristus, som den person, de alle bekender sig til at følge, forstod altid den svage. Aldrig havde han sårende eller bebrejdende ord over for andre, og altid udviste han en tålmodighed for det sted, den enkelte person befandt sig i livet. Derfor er ordet håb det første, der presser sig på, når du læser, hvad Jesus gjorde og sagde!

Det er dette håb, vi ønsker at formidle som kirke. Det er dette håb, vi ønsker at tænde i dine øje. Det er dette håb, vi gerne vil omslutte dig med.

Vi håber, at vores veje mødes, og at vi ikke skuffer dig!