Tanken om, at vi er enestående, er ofte drivkraften i meget af det, vi befatter os med.

At føle sig speciel, udvalgt, fuld af tildelte kræfter eller den eneste, der er tilbage for at kæmpe for en sag, er en motivation der inspirerer og driver ting fremad. Men når denne tanke kobles sammen med religiøsitet, kan det blive en farlig cocktail. Disciplene havde denne tanke, da de spurgte Jesus “om vi skal lade ild falde ned fra himmelen, for at fortære dem som ikke er sammen med os”. Noget, som Jesus irettesatte på det mest bestemte.

Som kirke, som menighed, som enkeltindivider, er det nemt at komme til at overse, at det meste af det som gøres af gode initiativer, allerede er udført af andre. Det er nemt at glemme, at din indsats for Guds rige ikke er særlig og enestående. Et kig på “Herulfsholm Sogneblad”, som jeg lige fik tid til at bladre igennem, viser en variation af gode aktiviteter, som kan tage pusten fra enhver menighed, der planlægger den næste begivenhed. Her i december udgaven omtales der “julehjælpen”, “børnekirke”, “kirketaxa”, “julekoncert”, “indsamling til hjemløse”, “morgensang”, “cafe-kom-sammen”, “lysfest” og “babysalmesang”. Alt sammen fantastisk gode tiltag, der er skabt for at sprede glæde til ung og gammel, rig og fattig.

Tanken om at være eksklusiv, at være specielt god, eller at være en del af den “lille rest”, der skal stå i lysende standhaftighed i endens tid, kan være immobiliserende i lys af al den uegenenyttige indsats, der gøres af alle andre. Og for at forsvare vores egen mangel på den gode sag, forfalder vi ofte til at kritisere andres motiver.

Måske har vi brug for lidt mere ydmyghed i de kommende dage? Måske skal vi hjælpe til, der hvor behovene findes, og give af os selv til alt der gøres af anstrengelser, for at lette byrden for dem, der har tungt at bære. Måske skal vi lægge småligheden af andres indsats væk, og lade os inspirere til at gøre det lille vi kan, der hvor vi er.

Sammen med andre, selv dem der ikke er “sammen med os”, kan vi give en hjælpende hånd, bede for projekter, og påskønne andres indsats. Hvis noget inspirerer os til at lave tilsvarende i egen menighed, er det kun af det gode.  Men indtil vores kræfter strækker til så mange aktiviteter, skal vi måske i højere grad anerkende alt det fantastiske arbejde, der udføres i alle andre sammenhænge, end i min egen lille cirkel.  Vi er ikke de eneste. Gud har “sten til at tale”, hvis vi ikke selv strækker til. Hvor ville det være godt, hvis vi alle gav en stor smiley til enhver, der går i Jesu fodspor. Guds rige foregår sammen med enhver, der gør Guds vilje.