Pludselig gik det op for mig, hvor tungsindig jeg var som dreng og ung.

Begge mine forælder har været borte, og det er efterhånden nogle år siden, min mor døde som den sidste. Jeg købte mit barndomshjem fra mine brødre, og min hustru og jeg er efterhånden ved at vi igennem alt det efterladte, nu da vi er flyttet ind i huset. Min mor lignede sin mor og gemte alle breve og tegninger de fik fra venner og familie. Så da mormor var væk gemte min mor også mormors breve. De har opfrisket mange gamle minder og været spændende læsning. For eksempel kunne jeg læse mors afsløring af at nu havde hun fundet far, og mormors svar til dette. Jeg kunne også følge korrespondance fra min far, der i mange efterår og vintre tog til Gilleleje for at fiske, medens familien blev på Bornholm.

Imellem disse breve fra far, – mors korrespondance blev ikke gemt af far – skriver min far, som svar på et brev: ”Hvor er det synd at Lehnart lider så meget af melankoli og mørke tanker!” Og pludselig gik det op for mig, hvor tungsindig jeg var som dreng og ung. Og jeg kom pludselig til at huske den første gang, hvor jeg bevidst tog kampen op imod de tunge tanker. Min beslutning var at de aldrig skulle få lov til at styre mig.

Jeg læste i England og var på det tidspunkt 33 år gammel. Jeg havde slidt med en skriftlig opgave og fået en dårlig karakter. Jeg gik hjem fra College og mulede. Men stoppede så pludselig op under et træ og sagde til mig selv. En dårlig karakter skal ikke bestemme hvordan jeg har det. Hvis jeg skal bestå min eksamen, må jeg bare slide endnu hårdere. Andre skal ikke stemme, hvordan jeg har det. Det skal jeg nok selv. Fra da af begyndte jeg at tale anderledes til mig selv, og mit ynglingsudtryk i dag er: ”Hvor har vi det godt”. Min hustru – Inger – siger, at det skal der stå på min gravsten.