Hvis du ikke kan stå ren, syndfri og ubesmittet for Guds ansigt, så kommer du slet ikke ind i himmelen.

De som fanges af fuldkommenhedslæren, er de stærke i samfundet. De er nøjagtig lige så oprigtige og nidkære, som de mere følelsesmæssige herlighedsdrømmere, men de får ubevidst deres åndelig behov dækket af, at de lever op til de regler og standarder, de (Gud) har sat for deres liv. (Måske er de bare bedre til at lyve overfor sig selv?) Tendensen i dag er, at de som en lille rest isolerer sig fra verden. Derved slipper de at forholde sig til verden og tage ansvar i den, og de kan forblive ubesmittede fra alt det onde omkring sig. Vækkelse og karakter er nøgleord. Nogle går så langt, at de siger: Hvis du ikke kan stå ren, syndfri og ubesmittet for Guds ansigt, så kommer du slet ikke ind i himmelen. Teologisk er der mange afskygninger i dag. For snart to hundrede år siden nåede den i den Amerikanske republik sit logiske ekstrem. Det skete under USA’s anden store vækkelse, hvor vækkelsesprædikanten Charles Finney florerede og Andrew Jackson kæmpede for at blive USA femte præsident (1929 til 1937). En af den han varmeste fortalere skrev:

“Jeg tror, at mennesket kan hæves; Mennesket kan blive mere og mere udstyret med guddommelighed; Og når det sker, bliver det mere lig Gud i sin karakter og vil være i stand til at styre sig selv. Lad os fortsætte med at løfte vort folk og gøre vore institutioner fuldkomne, indtil demokratiet skal nå et sådant perfektionsniveau, at vi kan hævde med sandhed, at folks stemme er Guds stemme.”

Her blandes datidens teologiske forkyndelse med en politisk demokratisk tænkning. Finney og Metodismen forkyndte, som navnet antyder, at mennesket ved Helligåndens hjælp og de rigtige metoder, kan opnå en åndelig vækst, der fører til absolut hellighed. Præsidenten hævdede, at når absolut hellige styrer landets institutioner, så får vi en hellig stat. Her har vi drømmen om et Amerika som Guds Eget Land. Bemærk hvordan den kommende præsidents talsmand Andrew Johnson fortsætter:

”Især USA, har påtaget sig den politiske forløsning af mennesket, og før eller senere vil det store arbejde være gennemført. I den politiske verden svarer det til kristendommens arbejde med moralen. De går sammen, ikke i hver sin retning eller som paralleller, men i mødende linjer – den ene renser og hæver mennesket religiøst, den anden politisk. . . På hvilket tidspunkt, de vil have afsluttet arbejdet med fremskridt og elevation er ikke til at forudsige, men når de er færdige, vil disse to linjer mødes – mennesket vil have opnået perfektion (fuldkommenhed) både i en religiøs og en politisk sfære.”

Han fortsætter næsten lyrisk og bibelsk om visionen for fremtiden. For når de to retninger mødes kan ”Proklamationen finde sted, at tusindårsrigets morgenlys er stået op, og at tiden er kommet, hvor løven og lammet skal ligge sammen, hvor ‘skildpaddens røst’ skal ‘høres i vores land’, hvor . . . det gode budskab skal proklameres. . . om menneskets politiske og religiøse forløsning, og at der er ‘fred på jorden og guds velbehag mod mennesker’.

Nej Guds velbehag på jorden kom med Jesus. Jeg forkaster drømmen om et tusindårigt fredsrige her på jorden, og med Paulus klynger jeg mig til løfter i (Romer 5:1-2): ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi nu står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.”