Engang da jeg besøgte en kristen menighed i Nordamerika som gæstetaler, blev jeg inviteret til at spise med til menighedens fællesspisning. Efter gudstjenesten gik jeg derfor nedenunder, hvor maden var stillet frem. Det menighedsmedlem, der var ansvarlig for arrangementet, bad mig komme op foran for at sige tak for maden. Straks derefter fik jeg en tallerken i hånden, og det var klart, at den ansvarlige ville have mig til at tage af maden først.

Det havde jeg det ikke så godt med, da jeg kunne se adskillige børn i køen bag mig, som så mere sultne ud end mig. Men jeg tog tallerkenen og gik frem mod serveringsbordet. Idet jeg gjorde dette, pegede en kvinde på den forreste ret og sagde med kritik i stemmen og så alle kunne høre det: ”Der er RIGTIG ost i den ret.“

Hvis hun ikke havde sagt noget, ville jeg højst sandsynlig have sprunget denne ret over, da det ikke var en af mine favoritter. Men nu var alles øjne rettet mod mig for at se, hvad jeg ville gøre. Selv om jeg var fristet til at gå videre, fik jeg en fornemmelse af, at jeg skulle tage en skefuld. Som sagt så gjort, hvilket affødte en højlydt stønnen fra førnævnte kvinde.

En lille bevægelse med stor effekt

Jeg fyldte min tallerken med adskillige lækre og sunde retter og nød et rart fællesskab med de folk, jeg sad sammen med ved bordet. De fleste af dem, jeg sad sammen med, var allerede gået, da jeg gjorde mine til at tage af sted, men da jeg rejste mig og gik ud i forhallen, lagde jeg mærke til en kvinde, der var meget berørt.

Da der ikke var nogen andre i nærheden, spurgte jeg hende, om jeg kunne hjælpe hende med noget. Idet tårerne løb ned ad hendes kinder, sagde hun: ”Jeg har ventet på dig, pastor! Det er mig, der har lavet den ret med rigtig ost i. Jeg blev med i menigheden for få måneder siden, og nu er det tredje gang, nogen har kritiseret mig for den mad, jeg er kommet med. Jeg undlod at komme skinke i retten, som der ellers stod i opskriften, så hvorfor er folk så kritiske?“

Vi gik ovenpå for at tale sammen. Det, der var sket, var utilgiveligt, men det gav mig en mulighed for at tale med denne kvinde om formålet, skønheden og den balance, der findes i bibelens budskab om sundhed og helse.

Vi bad sammen, og hun takkede mig for at tage tid til at snakke med hende. Hun afsluttede med ordene: ”Jeg sagde til min mand her til morgen, at hvis det skete igen, ville jeg aldrig besøge den menighed igen. Men du tog en skefuld af retten og spiste det, og du talte med mig. Så nu vil jeg komme igen.“

Vær en ven

Omkring halvandet år efter episoden, jeg har beskrevet, talte jeg med den lokale pastor om den, og jeg fik at vide, at hans kone var blevet venner med damen og havde lært hende at lave vegetarisk mad. Kvinden er i dag et trofast og stabilt medlem i menigheden, og det er hende, der står for fællesspisningerne! Hendes mand er ovenikøbet blevet med i menigheden i mellemtiden.

Tænk hvilken forskel en lille servering kan have! Vi må altid spørge os selv: Elsker vi mennesker mere end vores principper om helse og sundhed?

Et fantastisk sundhedsbudskab

Som kristne er vi blevet velsignet med et fantastisk sundhedsbudskab. Vi fik det ikke bare for vores egen skyld, men også for at dele det med vores medmennesker, så de bliver tiltrukket og får lyst til at lære Jesus Kristus at kende. Det primære mål med sundhedsmission er jo netop at lede mennesker til Jesus.

Seriøse sundhedsmissionærer kan lære meget af Joseph Bates, en af adventistkirkens tidlige pionerer. I lang tid havde denne stovte tidligere sømand sagt farvel til alkohol, tobak og fedtrig mad og var blevet vegetar. D.E. Robinson skriver følgende om ham i sin bog The Story of our Health Message: ”Indimellem spurgte hans venner ham om, hvorfor han ikke ville spise kød, fed og stærkt krydret mad, og han svarede dem, at han allerede havde fået sin rigelige del af dette. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af sin holdning til sund mad, medmindre nogen spurgte ind til det. Naturligvis var han taknemmelig, hver gang nogle af hans medarbejdere fulgte trop og begyndte at undervise i sundhedsprincipper. Ved sådanne lejligheder tilsluttede han sig hjerteligt og talte frit om emnet.“1

Ekstreme synspunkter og praksis vedrørende sundhed og helse har været en plage for mange kristne. Dette fik Ellen White (en af stifterne af adventistkirken) til at skrive: ”Disse ekstremister gør mere skade i løbet af nogle få måneder, end de kan omgøre på et helt liv. De er engageret i et arbejde, som Satan elsker at se foregå.“2 Det ser ud til, at der altid er folk, som går til yderligheder med i øvrigt gode principper.

At opretholde balance

Ellen White var meget balanceret og fuld af kærlighed. I en prædiken fra 16. maj 1884 udtalte hun følgende: ”Vi gør ikke sundhedsreformen (et specielt push for at promovere en sund livsstil på 1800-tallet) til en jernform, som mennesker skal tilpasse sig. Et enkelt menneske kan ikke være standard for alle andre. Det, vi ønsker, er blot en lille smule god, sund fornuft. Bliv ikke yderliggående. Hvis du fejler, vil det være bedst at fejle på lige fod med andre mennesker, end hvis du er på et stade, hvor du er højt hævet over dem.“3

Paulus plæderede for det samme!

”Lad os derfor stræbe efter det,
der tjener freden og den indbyrdes
opbyggelse. Ødelæg ikke Guds værk
på grund af mad“ (Rom 14,19-20).

”Når vi underviser om sundhed og helse, må vi møde mennesker, hvor de er – lige som med alt andet evangelisk arbejde. Indtil vi kan undervise dem om, hvordan man forbereder sund mad, der er appetitlig, nærende og billig, skal vi ikke præsentere de mest avancerede standpunkter vedrørende sundhedsreformen.“4 Gid alle ville udvise denne balance og forståelse.

Man kan besøge Generalkonferencens (adventistkirkens hovedorganisation) sundhedsside 5, hvis man vil have yderligere information om emnet.

Sundhedsmissionærer bør altid huske Paulus’ ord: ”Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt“ (Kol 4,6).

1. D.E. Robinson, 1955: The Story of our Health Message p. 59. Southern Publ. Ass.
2. Ellen White, 1923: Counsels on Health p. 154. Pacific Press.
3. Ellen White, 1990: Sermons and Talks. Ellen G. White Estate
4. Ellen White, 1948: Testimonies for the Church, vol. 7, p. 135. Pacific Press
5. healthministries.com/gcnc

Fred Hardinge er uddannet ved Loma Linda Universitetet og ansat i Generalkonferencens helseafdeling.

Bragt i Adventnyt · nr. 3 · juni 2022 med tilladelse fra Adventist World og forfatteren.