Menu

Perspektiv

Sabbatten for mig

Jo mere presset jeg var, jo mere havde jeg egentlig brug for en pause til bare at koble af med god samvittighed.

Det fjerde bud har været en stor del af min opvækst. Sabbatten var dedikeret til at bruge tiden sammen som en familie – det vil sige, at vi hverken så fjernsyn, tog ud for at købe ind eller på nogen måde lavede pligter. Dengang virkede det begrænsende, da det betød, at jeg ikke kunne tage til klassefester med mine venner fredag aften eller tage med til håndboldkampe om
lørdagen. I stedet blev sabbatten brugt på familien og bibelspil fredag aften og hele lørdag eftermiddag ude i haven med de andre børn fra kirken.

PAUSE MED GOD SAMVITTIGHED

Da jeg blev ældre og begyndte på mit studie, har jeg haft travlt hver dag med at læse og lave opgaver inden deadline, læse op til eksamener, arbejde ved siden af studiet samtidig med, at jeg skulle passe det sociale. Det har betydet, at jeg næsten har haft brug for 7 dage i ugen til at nå alt og derfor godt kunne have brugt sabbatten på at skrive opgaver. Dog har jeg lagt mærke til,
at jo mere presset jeg var, jo mere havde jeg egentlig haft brug for en pause til bare at koble af med god samvittighed. I den periode brugte jeg sabbatten som den pause, ligesom jeg havde fået den med mig fra min opvækst.

PRAKTIKPLADS MED HELLIGDAG

5. semester på mit studie var semestret, hvor vi skulle finde en praktikplads. Jeg var 100% sikker på, at jeg gerne ville være ejendomsmægler i København, og jeg søgte derfor på livet løs. Det endte med, at jeg efter ca. 100 ansøgninger var blevet kaldt ind til 4 samtaler. Jeg fik efterfølgende tilbudt praktikplads alle steder. Til samtalerne havde jeg spurgt ind til, om jeg nogensinde skulle arbejde om lørdagen. Tre af stederne sagde, at det var meget sandsynligt, at jeg kunne blive kaldt på arbejde om lørdagen. Det sidste sted sagde, at lørdagen var deres helligdag, så der var ingen chance for, at jeg nogensinde skulle arbejde om lørdagen. Dog var det også det eneste af praktikstederne, der fuldstændig udelukkede, at jeg ville kunne blive ansat efterfølgende. Det faktum, at de havde brugt ”helligdag“ omkring lørdagen, havde sat sig fast i mig, og jeg besluttede mig for at vælge at tage min praktikplads hos dem og arbejde hårdt for at få et arbejde efterfølgende.

TESTET VED EN FEJL

Det endte med, at jeg under min praktikperiode kom på førstepladsen ud af de 200 andre ansatte, da de i virksomhedens ledelse sendte en skuespiller, der lod som om, han var kunde, ud for
at teste, hvordan de ansatte i kæden behandlede deres kunder. Det var en fejl, at jeg skulle testes, da jeg kun var praktikant og bare havde taget vagten for hende, der var ansat, som skulle have været testet. Det endte med, at min chef var så imponeret over min arbejdsmoral og resultater under hele praktikforløbet, at han valgte at skrive en kontrakt med mig, som ville begynde, så snart jeg var færdig med mit studie. Jeg kan ikke andet end at takke Gud hver dag, for at han gav mig den mulighed, og jeg føler, at han har hjulpet mig med at vælge rigtigt samt guidet mig hver eneste dag.

SAMMEN OM SABBATTEN

Et af de tidspunkter, hvor sabbatten har størst betydning for mig, er, når jeg er sammen med de andre unge fra kirken. Hver lørdag efter kirke i Aalborg havde vi unge en uskreven regel om, at den eftermiddag var reserveret til hinanden. Mange af os, der boede deroppe, var studerende, der var væk fra vores familier. At bruge sabbatten med hinanden – mange af os opvokset med de samme værdier i barndommen – og bare kunne bruge sabbatten på at hygge os sammen, gå ture, spille spil, være aktive og bare nyde hinandens nærvær – det var så godt. Jeg følte mig aldrig ensom, for der var altid nogen, man kunne være sammen med, snakke med og bare bruge sabbatten med. Mine venner i kirken betyder rigtig meget for mig, og jeg elsker, at vi har fået en dag, hvor vi kan sætte alt andet til side og bare fokusere på at prise vores Gud og skabe relationer til andre. Det vigtigste, jeg har fået med videre fra min opvækst, er, at Gud netop
har skabt hviledagen, for at vi mennesker kan få en pause i slutningen af hver en travl uge.