Psykologisk tager perspektiveringen udgangspunkt i mig selv. Dette behov for ’mig i centrum’ opstod ved syndefaldet og er roden til alt ondt.
Lad mig illustrere perspektiveringens indbyggede automatik, der styrer os alle. Når vores klode skal gøres todimensionel, hvad kommer så midt i tegningen? Selvfølgelig den vestlige verden – der også kaldes den første verden og den gamle verden.
Alle disse superlativer skubber andre stormagter og verdensimperier til side til fordel for Europa. De kan få mindre værdifulde titler som den anden og tredje verden.
Sangskriveren Erik Leth skrev teksten til Bornholmervalsen og siger i sidste vers: ”Danmarkskortet har jeg studeret, og jeg må indrømme, at: Jylland har fået hæderspladsen og helt op i hjørnet er sat: Bornholm! Bornholm! Bornholm! …“ Der er en hædersplads, og det er i hvert fald ikke en bornholmer, der har tegnet skolekortet.
Selvfremhævelsens perspektiv påvirker også måden, vi læser Bibelen på. Det gik helt galt, da Pave Leo X ville ændre tider og lov og lægge påsken fast, så langfredag altid var en fredag. De største teologer og astronomer blev spurgt til råds. Kopernikus havde den frækhed at påstå, at mennesket ikke var verdens centrum.
Teologerne argumenterede med Prædikerens Bog 1,4, at ”slægter går og slægter kommer, og jorden er bestandig den samme. Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og der står den op.“
Så selvfølgelig drejer alt i universet sig om mennesket! Eller gør det?
Hvordan læser du Bibelen? Hvad ser du som Bibelens absolut vigtigste tema? Er Gud hovedtemaet, eller er Bibelen en bog til vores opdragelse? Handler teksten om Gud eller om vores frelse?
Dit svar er vigtigt, for det fortæller, hvor gennemsyret du er af syndefaldets selvperspektivering. F.eks. handler sabbatten om Guds godhed og nåde, eller er den et tegn på lydighed?
Selv Bibelens forfattere er ramt af selvperspektiveringen, hvilket ikke gør denne mindre syndig. Jesus fortæller en beretning om en enke og en uretfærdig dommer i Lukasevangeliet 18,1-8.
Enken tigger om at få ret imod sin modpart, men dommeren nægter. Til sidst bliver dommeren dog så irriteret, at han skaffer hende ret. Lukas mener, lignelsen handler om, at vi ’altid skal bede og ikke blive trætte.’ Så Lukas sammenligner Gud med den uretfærdige dommer, der skal overtales gennem udholdenhed i bøn.
Jesus derimod slutter beretningen med et helt andet perspektiv. Han taler om kontrasten mellem Gud og den uretfærdige dommer: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han skaffer dem ret, og det snart.“
Selvperspektiveringen er dødssynden! Den ligger bag frelse ved gerninger, nationalisme, racisme, etnocentrisme, osv., osv.
Hjæælp, Gud! Vi behøver en frelser!
