Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare,” lyder en af Lina Sandells elskede børnesange. Sådan ønsker vi, at det skal være – at Guds børn er i sikkerhed, når faren kommer. Og når vi læser Salmernes Bog 34,8, understreges denne tanke yderligere: ”Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem.“ Det er også dette bibelvers, der danner grundlag for udtrykket ”englevagt“, et udtryk, vi gerne vil bruge, når nogen uforklarligt er sluppet uskadt fra ulykker og andre farlige situationer. Selv i den daglige presse bruges denne sætning.

Men så opdager vi, at virkeligheden er mere nuanceret. Det er ikke altid, at alle Guds børn slipper uskadt fra farer, ulykker, misbrug og sygdom. Så bliver vores opfattelse af virkeligheden udfordret, og vi begynder at stille spørgsmål. Er sådanne ting tegn på, at personen har gjort noget forkert, så det, der sker med dem, er en straf fra Gud? Har Gud overladt dem til sig selv? Er englene taget på ferie?

Nogle sætter også spørgsmålstegn ved
deres egen tro. Er min tro ikke stærk nok
eller god nok til, at Gud kan opfylde sit ord
om beskyttelse?

Gamle spørgsmål

Spørgsmål som disse blev allerede stillet på Bibelens tid. ”På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: ‘Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?’ Jesus svarede: ‘Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham’“ (Joh 9,1-3).

Jesus afviser tanken om, at de ulykker, der plager folk, er straf for noget, de selv har gjort. I lignelsen om ukrudtet blandt hveden, som vi finder i Matthæusevangeliet 13, giver han os nogle tanker om, hvordan disse ting hænger sammen – ting, der hjælper os, når vi forsøger at finde en forklaring på disse spørgsmål:

”Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: ’Herre! Såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra?‘ Han svarede: ’Det har en fjende gjort’“ (Matt 13,24-28).

Her bemærker vi først det spørgsmål, der blev stillet: ”Hvor kommer ukrudtet fra?“ Og så bemærker vi svaret: ”Det har en fjende gjort.“ Det er ikke Gud, der står bag ukrudtet. Det har han ikke været indblandet i. Det har en fjende gjort.

Svaret

Vi stiller det samme spørgsmål, om end med lidt andre ord: ”Skabte Gud ikke en god og perfekt verden? Hvor kommer det onde så fra?“ Og svaret er det samme: ”Det har en fjende gjort.“

Jesus gav dem, der hørte denne lignelse, yderligere forklaring på, hvad det betyder: ”Marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen“ (vers 37-38).

Her er i det mindste et sted at begynde, når vi leder efter svar.

Ukrudt – ondskab – er ikke en del af
Guds plan. Det er ikke noget, Gud har
iscenesat. Det er noget, en fjende har
gjort. Og Jesus har identificeret fjenden:
Djævelen.

I Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, får han flere navne: ”Den store Drage … den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“ (Åb 12,9).

Jesus fortæller os, at vi har en fjende – en, der har sået ukrudt – som har bragt ondskab ind i verden, og han fortæller os, hvem fjenden er: Djævelen og Satan. Han giver os også flere egenskaber ved denne fjende, hvad der er hans holdning, hvad han håber at opnå, og hvilke metoder han bruger.

”I har Djævelen til fader … Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud af sig selv; for løgner er han og fader til løgnen“ (Joh 8,44).

Dette er ikke ligefrem en smigrende omtale: Morder, løgner, løgnens fader – der er ingen sandhed i ham. Sæt dette i kontrast til det, Jesus siger om sig selv og sin holdning: ”Jeg er vejen og sandheden og livet“ (Joh 14,6). ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod“ (Joh 10,10).

Hvornår slutter det?

Disse bibelvers gør det vanskeligt at argumentere for, at sygdom og lidelse, misbrug og terrorisme er noget, Gud sender som straf over mennesker, fordi de har gjort noget forkert, eller at deres tro ikke er god nok. Jesus siger, at dette er noget, en fjende har gjort, og der er ingen antydning nogen steder om, at der er noget samarbejde mellem Gud og denne fjende. Bibelen gør det meget klart, at Gud vil fjerne både ”ukrudt“ og fjenden. Han vil rette op på alt ved at skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden bor.

Så er det også malplaceret at spørge,
hvorfor Gud ikke gør noget ved det onde
i verden. Det er præcis, hvad han HAR
gjort. Han sendte Jesus, og i sit liv vandt
Jesus sejr både over fjenden og over
alle konsekvenserne af det onde.

”Han blev straffet,“ læser vi i Esajas’ Bog 53,5. Jesus betalte prisen, da han led døden.

Det giver os håb og mod til at leve vores liv i denne verden, en verden, hvor vi oplever vores del af smerte og modgang og er vidne til ondskab og ødelæggelse, en verden, hvor vi ofte får mulighed for at spørge: ”Hvor lang tid, Herre, før du griber ind og rydde op? Hvor lang tid går der, før håbet om en ny himmel og jord bliver til virkelighed for os?“

Vi får måske ikke et endeligt svar på de spørgsmål, men vi får noget andet – vi får sikkerhed for, at Herren vil være tæt på os gennem alle de smertefulde og vanskelige ting, vi må opleve, at han aldrig vil svigte os eller overlade os til os selv. For som han siger gennem profeten Esajas:

”Jeg bor i det høje og hellige og hos den,
der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at
oplive den nedbøjede ånd og oplive det
knuste hjerte“ (Es 57,15).

Og vi husker Jesu egne ord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“ (Matt 28,20).

Vi behøver ikke spørge, hvor Gud er, når katastrofen indtræffer. Han er tæt på os, sammen med den, der er knust og nedbøjet. Han er tæt på os hver dag, både onde og gode.

Bragt i Adventnyt · nr. 5 · oktober 2021