“Forbundne, forpligtet,” sagde kongen. Forbløffede, forbavsede, stod folket og så det.

Danmark har fået en ny konge, men han nævnte ikke Gud i sit valgsprog. Margrethe derimod, hun sagde: ”Gud bevare kongen”.

Straks var der en hærskare af kommentatorer og debattører, der kunne konkludere en hel masse ud fra kongens manglende påkaldelse af Vorherre. Man var hurtige til at dømme – og bedømme – hvad ordet var i kongens mund og måske også i hans hjerte.

Han havde kun talt om “det, der er større end os selv.” Hvad var mon det? Var der et lille frimærke med plads til Gud i det udsagn? Og hvad betød selve undladelsen af at nævne Gud?

Årsagen var nok ikke, som i den jødiske tradition, at man, ved helt at undlade at sige ordet, naturligvis også undgår at komme til at misbruge Guds navn – som de ti bud forbyder.

Når der i vores danske bibler i Det Gamle Testamente står Herren, så skyldes det samme gamle, jødisk tradition: at sige Adonaj – altså Herren – i stedet for det, der faktisk står, nemlig Jahve.

Men den nye konges fravalg i ord, var nok ikke med den tanke liggende bag.

Et var sikkert, mange af dem, der dømte så hurtigt, måtte lige så hurtigt trække i land, da kong Frederik overraskede alle med udgivelsen af bogen Kongeord, hvor han beskrev, hvilken plads han gav den kristne tro, og direkte forklarede tanken bag ikke at nævne Gud i sit valgsprog.

Man skal passe på med ikke at blande stat og religion alt for meget. Før grundloven var pladsen til mennesker, som ikke tilsluttede sig kongens tro, forsvindende lille.

I dag har vi både demokrati og religionsfrihed, selvom vi har et monarki og en folkekirke, der ifølge grundloven understøttes af staten. Kongen skal være overhoved for folkekirken.

Har kongen i det hele taget religionsfrihed? Nogen vil mene ja, da han jo kan abdicere og følge sin personlige overbevisning, hvis ikke den er forenelig med embedets pligter. Men er det så ikke religiøs diskrimination på arbejdsmarkedet? Nej, for den organisation, der ansætter kongen – nemlig Kongeriget Danmark – har skrevet i sine vedtægter, grundloven, at staten understøtter Folkekirken.

Vist er det da godt, hvis kongen og andre vil proklamere deres tro på Gud, men at påkalde Gud i alle mulige sammenhænge, indebærer også den fare, at man bruger Gud som en slags sponsor for menneskers magt og dagsorden. Det tror jeg Gud ønsker sig frabedt.

Men er Danmark egentlig et kristent land? Kan et land være kristent? Hvis man med det blot konstaterer, den rolle kristendommen har spillet – og fortsat spiller – så kan man godt sige, at vi har et kristent land – og vi bliver mindet om det nærmest overalt.

Det var en konge, der i første omgang gjorde danerne kristne – og vi må formode, at der ikke var meget religionsfrihed for folket. Det var kongen, der gjorde nationen protestantisk og på basis af princippet cuius regio eius religio (den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende).

Det var dette princip, som man landede på efter den augsburgske religionsfred, hvor det blev kongen, der havde religionsfrihed, mens folket måtte følge ham – dog havde man, hvis man ikke kunne forlige sig med den herskendes tro, ret til at flytte mod mere tiltalende himmelstrøg, hvilket var en meget innovativ løsning i det 16. århundrede.

Først med grundlovens indførelse i 1849 blev det byttet rundt, så det var folket, der havde religionsfrihed, mens “kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke”. Så vi er ikke bare et kristent land, men et specifikt luthersk land – men med religionsfrihed. Sådan ligger landet – om man kan lide det eller ej.

Spørger man Søren Kierkegaard, så kan det, at man taler om et kristent land, i sig selv udgøre en hindring for, at nogen kan blive kristne – for det at være en kristen er en personlig sag for den enkelte. Hvis alle i forvejen er kristne, fordi de blev døbt som børn, så kan ingen blive kristen. Man kan ikke blive det, man i forvejen er. Men for kristendommen er processen, det at blive kristen, central.

Så måske er det ikke godt at kongen skal være kristen, altså at han er det fordi, han er konge. Nej, hver enkelt må selv forholde sig til Kristus. Hvis kongen skal være kristen, så er det bedst, at han er det uafhængigt af, at han er konge.

Det er fint, at et land er præget af kristendommen, men vi skal vogte os mod at betragte patriotisme som en del af vores kristne tro. Vi må gerne være glade for vores nationale identitet, men vi må advare mod kristen nationalisme, som er en meget stor, politisk faktor mange steder. Det spiller en stor rolle i USA, men også i flere europæiske lande stikker denne idé sit hoved frem. Det er problematisk, når kristendommen bliver så magtfuld, at den magt, den udøver, er i direkte kontrast til den magt, Kristus viste os vejen til at udøve. Politisk magt i kristendommens tjeneste forvandler sig meget let til, at Kristus kan bruges til at tjene en politisk dagsorden.

Derfor gør det måske ikke så meget, at Gud ikke er en del af kong Frederik X’s valgsprog.

Som kristne lever vi i denne verden som salt. Vi er i verden, men ikke af verden. Det betyder ikke, at vi skal være ligeglade med myndighederne, for Paulus omtaler dem, i Romerbrevet, som Guds tjenere.

Paulus skriver også i sit første brev til Timotheus, at vi skal bede for konger og andre i høje stillinger, “så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed”.

Lad os derfor gøre dronningens ord til en bøn: “Gud bevare kongen.”