Menu

Perspektiv

Gud arbejder omkring dig

Er du klar over, hvor meget Gud er en del af de ting, der foregår omkring dig? Hvis ikke, så har du det måske på samme måde som jeg. Det er svært at gennemskue, hvordan Gud arbejder. Men af og til får vi et glimt, som fortæller os, at han er langt mere aktiv, end vi lægger mærke til.

Bibelhistorier om en aktiv Gud

Et af disse glimt fik jeg på TeenCamp på Himmerlandsgården i sommeren 2017. Og egentlig burde det slet ikke overraske mig. Jeg havde som taler medbragt en hel palet af historier fra Bibelen, der netop understreger den pointe, at Gud virker mere aktivt omkring os, end vi ofte opdager. Hvordan vil du fx ellers forklare, at de israelitiske spejdere dumpede ind hos en kvinde i Jeriko, som var ivrig efter at søge beskyttelse hos deres Gud? Eller historien om Gideon, der igen og igen fik vist, at Gud nok skulle være med ham, selv om han oplevede at blive begrænset i at skaffe resurser nok til den opgave, Gud havde givet ham?

Der er ikke stor forskel på os og de unge mænd, der fulgtes med Jesus, da de fik klar besked om, at de skulle se lidt nærmere på deres omgivelser i landsbyen Sykar:

“Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst” (Joh 4,35). Jesus talte ikke om landbrug den dag – men om mennesker!

Gud arbejder aktivt i dag

På TeenCampen var det mig, der skulle få lov til at se, hvor meget Gud arbejder med alle slags mennesker uanset alder og livssituation. Jeg fik åbnet mine øjne for, at vi ikke skal gå og gemme os for hinanden i kirken og i samfundet, men at rigtig mange af os går rundt med de samme tanker og spørgsmål uden at dele dem med hinanden, fordi vi tror, at vi er adskilt af alder, interesser og kultur. Jesu ord til sine disciple er mere virkelige i vores hverdag, end vi ofte opdager, og alt, hvad vi behøver at gøre, er at sige hej til et andet menneske og spørge ind til, hvordan Gud er en del af det menneskes liv.

Det er vigtigt, at vi husker det over for de unge, der kommer i vores menigheder, men i virkeligheden er det et vilkår, der gælder i alle vores relationer. Se dig omkring. Der er så mange muligheder også for dig til at være med i Guds verden. Del dine tanker med andre – og du vil opdage Guds aktiviteter endnu mere!