Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje.
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!
H.C. Andersen 1832

Denne julesalme består kun af to strofer, men de er fulde af billeder og indhold. Andersen digtede salmen i 1832 og var oprindelig en del af ”December“ i hans samling Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen. Med denne samling var det hans ide at skildre årets tolv måneder med små stemningsbilleder. ”Barn Jesus“ indgår som en sang, som han lader nogle fattige børn synge på gaden. Det er med andre ord børnenes ord, salmen udtrykker, helt i tråd med H.C. Andersens øvrige livsværk.

Hvordan blev salmen til

H.C. Andersen var for nylig hjemvendt fra en af sine mange rejser, hvor han blandt andet besøgte Dresden. Her havde han besøgt Gemäldemalerie Alte Meister, som dengang havde en berømt samling malerier. Her var der især ét billede, han blev optaget af, nemlig ”Natten“, malet af Correggio. Han bemærker bl.a.: ”Især den quindelige figur der holder Øinene for det blændende Lys, der falder fra Barnet.“1 Maleriet skildrer krybberummet julenat, hvor Maria og Jesusbarnet er badet i lys, mens dyrene i stalden anes i baggrunden.

Da Andersen kom hjem, var han fast besluttet på at skildre dette maleri i et digt samtidig med, at han havde Lukasevangeliets juleevangelium i baghovedet (Luk 2, 1-20).

Det er ikke for ingenting, at børn elsker H.C. Andersen. Han var i hele sit forfatterskab fokuseret på børnene, og det gælder naturligvis også i denne julesalme, hvor ordene ”barn“ eller ”børn“ optræder ikke mindre end syv gange i de to strofer.

H.C. Andersens tro

Forfatteren viste gennem hele sit liv og forfatterskab en dybt forankret gudstro. Ikke at han var regelmæssig kirkegænger eller bibellæser – langtfra. Men han havde en barnlig tro på Guds beskyttelse og omsorg og var overbevist om, at Gud styrer menneskers liv og vil dem det bedste. Han troede også på sjælens udødelighed og et evigt liv og afviste, at nogen kunne gå fortabt.

H.C. Andersen var en nær ven af naturforskeren H.C. Ørsted og så ikke nogen modsætning mellem videnskab og tro. I stedet for at gå i kirke holdt han af at gå ud i naturen og møde Gud i den – det kaldte han ”den ubevidste kirkegang“2. Han bad til Gud og troede på ham som en god og kærlig far. Han skrev på et tidspunkt i sin dagbog: ”Havde jeg Gud her, ville jeg trykke ham til mit hjerte.“

Barnetroen

Måske er det ikke så mærkeligt, at H.C. Andersen fokuserede så stærkt på børnene, når vi kender til hans egen enkle gudstro. Han skrev bl.a. i et digt: ”Jeg havde barnets stærke tro.“ For ham var det vigtigt at bevare barnet i sig. Han betragtede selve barnligheden som kernen i troen, måske inspireret af den beretning i Det Nye Testamente, hvor Jesus klandrer disciplene for at forhindre børnene i at komme til ham og siger: ”Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres“ (Matt 19,13).

Med denne baggrund kan vi følge budskabet i H.C. Andersens julesalme. Jesusbarnet, der ligger i krybben, er noget særligt – han var Guds søn, der kom her til jorden. ”Himlen var hans eje“, men ”hans pude her blev hø og strå“. Og selv om der var mørkt i stalden, lyste stjernen over huset som tegn på, at Gud var med. I anden strofe opfordrer digteren læseren til at glæde sig, ligesom englene på marken opfordrede hyrderne til det. For nu er Jesusbarnet født til frelse for os, og hvis vi modtager ham som ”børn i sjæl og sind“, er Himmeriget os sikret.

Kilder
1 Citeret i Historien om en salme: Barn Jesus i en krybbe lå – Kristendom.dk
2 H.C. Andersen, Mit livs eventyr, bd. 2

Bragt i Adventnyt · nr. 6 · december 2021