Menu

Nyheder

Foto: Tor Tjeransen

50 år med Per & Monica

30.10.2023

I året 1973 gjorde norske fjernsynsseere af programmet Lørdagskveld med Erik Bye for første gang bekendtskab med Monica og Per de Lange. Med den åndelige sang “Wayfaring Stranger” sang de sig ind i folks hjerter – den norske sanger Arne Bendiksen ringede om mandagen: han ville have dem i pladestudiet.

Selvom der er gået 50 år synger de stadig rundt om i kristne kirker og hvor de ellers bliver inviteret. Repertoiret er alsidigt med salmer og kristne sange, folkeviser og børnesange.

Ikke mere end et år efter deres fjernsynsdebut blev de inviteret med i programmet På direkte, hvor de fremførte “Dem himmelske lovsang”, som for mange blev parret signatursang. Senere deltog de også i programserien Ferske fjes (ansigter) på fjernsyn. Det syngende adventist-par, med kontrabas og guitar, blev kendt gennem talrige koncerter og pladeindspilninger.

Mødtes på college i England

Det var på Newbold College i England at engelske Monica Vine og norske Per de Lange mødte hinanden. Han var der for at studere teologi, og hun musik med klaver som hovedinstrument. Begge var en del af skolens sanggruppe, som rejste rundt og gjorde Newbold kendt – og kendte blev de også med hinanden. I maj 1970 blev de gift og flyttede siden til Bergen.

Her beskæftigede de sig med ungdomsarbejde og fik bekendtskaber i Ten-Sing-bevægelsen – et koncept under KFUM-KFUK, der engagerer unge i musik  – som blomstrede frem på den tid. Senere boede de også i Mandal, Naustdal, Oslo og Mjøndalen.

USA

I 1980 flyttede familien, nu også med to børn, fra Norge til USA. Monica tog sig en uddannelse som sygeplejerske, Per en mastergrad, så en doktorgrad i folkesundhed og familien voksede – fire blev til fem: en tredje søn.

De nåede at indspille fire LP’er inden de tog vest over Atlanten, men måtte indrømme, at de nok skulle have haft nogle flere engelske sange med, taget deres nye, amerikanske publikum i betragtning. Det nåede at blive til en enkelt plade, indspillet på Sunset Boulevard, med titlen Flowers On My Path.

Inden de forlod USA efter fire år lejede de en stor bil, kørte tværs igennem landet og holdt 20 koncerter på en måned. Det var hårdt, men det lønnede sig, da de med egne ord “fik set meget af det store land.”

“Sabbat og salat”

Per fortæller, at da han i en samtale nævnte, at han tilhørte adventistsamfundet, var svaret: “Adventist? Det er vel sådan ‘sabbat og salat’, er det ikke?”

Svaret var vel delvist korrekt. Adventistsamfundet har helligdag om lørdagen, og deres kost er for det meste vegetarisk. Per de Lange har også brugt mange år af sit liv på folkesundhedsarbejde kombineret med præsteembedet. De seneste kostanbefalinger fra det norske folkesundhedsinstitut, om at spise mindre rødt kød og afholde sig fra alkohol, er efter hans hjerte.

En af hans sidste ansættelser var hos amtslægen i Agder, hvor han arbejdede med folkesundhedsspørgsmål. Han har desuden været faglig redaktør på Sundhedsbladet, som den norske Adventistkirke udgiver, og har skrevet bogen Ha det godt – lenger. Han har afholdt mange rygestopkurser gennem årene, og har været stærkt involveret i afholdsarbejdet.

Ægteparret har også været engageret i bibelformidlingsarbejde, og i 2016 blev de tildelt Bibelprisen fra Det Norske Bibelselskab. Den modtog de “for deres engagement gennem 40 år i Bibelen gennem sang og musik”.

Bjorbekk

Monica og Per har siden 2002 boet i Bjorbekk i Sydnorge. Per voksede op her, i det hus, hans farfar havde bygget i 1915. Han var dengang amtsgartner, men startede så sin egen gartnervirksomhed.

Familienavnet, med det på norsk lidt fremmede de, stammer fra hans huguenot-forfædre på farens side. De slog sig ned i Holland i det 17. århundrede, og tog derefter de Lange som deres efternavn.

Pers mors familienavn var Lange, og både den tidligere udenrigsminister Halvard Lange, og hans far, modtageren af Nobels fredspris, Christian Lange, tilhørte samme slægt.

“Så vi kunne godt kalde os Lange de Lange, men det ville være lidt langt,” siger Per med et glimt i øjet.

Fakta

Per og Monica de Lange, født henholdsvis 1948 og 1949.

De har siden 1973 indspillet syv album med kristne sanger, børnesanger og folkeviser.

Den sidste var dobbelt-albumet Et liv i sang fra 2008.

Til oversigt