Gud er kærlighed

For ca. 10 år siden, da jeg stadigvæk var håndværker, stod jeg i en stue der skulle gøres i stand. Jeg var alene og havde ingen radio med, som jeg ellers så ofte havde, når jeg selv gik i en lejlighed. Så jeg gik i mine egne tanker og tænkte på alt muligt. Jeg tænkte på, om jeg gjorde de rigtige ting godt nok, om der var nogen der lagde mærke til det, og om det gjorde nogen forskel. Altså tanker i retningen af Janteloven med: "Du skal ikke tro, at du er noget."

Det er bare lige modsat, for alle mennesker som Jesus gav sit liv for, er noget - vi er endda lige. Det var en ganske almindelig dag, og jeg gik og følte mig som "ikke noget særligt". Det fik Gud sat en stopper for, fordi lige pludselig følte jeg, at Gud kærtegnede eller strøg mit hjerte, og det var med en sådan ømhed, at det er svært at beskrive.

En umiddelbar glæde og lykke fyldte mit hjerte, så jeg kun kunne få denne fantastiske følelse af jublende taknemmelighed. Det er en fantastisk stor Gud vi har, tænk på at jeg ikke bad om noget, og så fik jeg en så fantastisk gave. Gud er med os i hele tiden. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke havde en radio med den dag, for så var det ikke sikkert, at jeg havde hørt Gud.

Venlig hilsen fra Lis Eskildsen



Find vores kirker og afdelinger