Menu

Vores officielle trospunkter

Denne oversigt af 28 punkter, udtrykker syvende dags adventisternes opfattelse af Bibelens lære. De kan redigeres af en generalforsamling i kirkens verdensorganisation (the General Conference of Seventh-day Adventists), når menigheden af Helligånden ledes frem til en dybere forståelse af bibelsk sandhed eller finder en bedre måde at formulere Bibelens undervisning på.

1. Guds ord

Den hellige Skrift, Det gamle og Det nye Testamente er Guds skrevne ord. Det er givet ved guddommelig inspiration gennem hellige Guds mænd, der talte og skrev, drevet af Helligånden. I sit ord har Gud overgivet mennesket den kundskab, der er nødvendig for menneskets frelse. Den hellige Skrift er en ufejlbarlig åbenbaring af Guds vilje. Den er en rettesnor for menneskets liv og vandel, den autoritative åbenbaring af trospunkter og den pålidelige beretning om Guds gerninger i historien.

Bibeltekster
Peters Andet Brev 1,20-21 | Paulus’ Andet Brev til Timotheus 3,16-17 | Salmernes Bog 119,105 | Ordsprogenes Bog 30,5.6 | Esajas’ Bog 8,20 | Johannesevangeliet 17,17 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 2,13 | Brevet til Hebræerne 4,12

2. Treenigheden

Der er en Gud: Fader, Søn og Helligånd, en enhed af tre evige personer. Gud er udødelig, almægtig, alvidende, over alle og allestedsnærværende. Han er uendelig, mennesket kan ikke fatte ham, og alligevel er Gud kendt gennem den åbenbaring, han har givet af sig selv. Han er for evigt værdig til al skabningens tilbedelse, ophøjelse og tjeneste.

Bibeltekster
Femte Mosebog 6,4 | Matthæusevangeliet 28,19 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 13,13 | Paulus’ Brev til Efeserne 4,4-6 | Peters Første Brev 1,2 | Paulus’ Første Brev til Timotheus 1,17 | Johannes’ Åbenbaring 14,7

3. Gud Fader

Gud, den evige Fader, er skaber, opretholder og overhoved for al skabningen. Gud er retfærdig og hellig, barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på urokkelig kærlighed og trofasthed. De egenskaber og den magt, som kommer til syne hos Sønnen og Helligånden, er også åbenbaringer af Faderen.

Bibeltekster
Første Mosebog 1,1 | Johannes’ Åbenbaring 4,11 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,28 | Johannesevangeliet 3,16 | Johannes’ Første Brev 4,8 | Paulus’ Første Brev til Timotheus 1,17 | Anden Mosebog 34,6.7 | Johannesevangeliet 14,9

4. Guds Søn

Gud, den evige Søn, blev mennesker lig i Jesus Kristus. Ved Sønnen blev alle ting skabt, Guds karakter åbenbaret, menneskenes frelse virkeliggjort, og ved ham skal verden dømmes. Som sand Gud fra evighed blev Sønnen også sandt menneske, mennesket Jesus Kristus. Guds Søn blev undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Jesus levede og blev som menneske fristet, men han var til fuldkommenhed et eksempel på Guds retfærdighed og kærlighed. Ved sine undergerninger åbenbarede han Guds kraft og var i sig selv et vidne om, at han var Guds lovede Messias. Han led og døde frivilligt på korset for vores synder og i vort sted, blev oprejst fra de døde og opfór til Himmelen for at tjene i den himmelske helligdom til bedste for os. Han vil komme igen i herlighed for endeligt at udfri sit folk og genoprette alle ting.

Bibeltekster
Johannesevangeliet 1,1-3 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 1,15-19 | Johannesevangeliet 10,30;14,9 | Paulus’ Brev til Romerne 6,23 | Paulus’ Andret Brev til Korintherne 5,17-19 | Johannesevangeliet 5,22 | Lukasevangeliet 1,35 | Paulus’ Brev til Filipperne 2,5-11 | Brevet til Hebræerne 2,9-18 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,3.4 | Brevet til Hebræerne 8,1.2 | Johannesevangeliet 14,1-3

5. Gud Helligånd

Gud, den evige Ånd, var virksom sammen med Faderen og Sønnen i skabelsen, inkarnationen og genløsningen. Helligånden inspirerede Den hellige Skrifts skribenter. Ånden fyldte Kristi liv med kraft. Han drager og overbeviser mennesker, og de, der er lydhøre og tager imod, fornyer og forvandler han efter Guds billede. Sendt af Faderen og Sønnen for altid at være hos Guds børn skænker han menigheden åndelige gaver, giver den kraft til at vidne om Kristus og leder den til hele sandheden, som den er åbenbaret i Den hellige Skrift.

Bibeltekster
Første Mosebog 1,1-2 | Lukasevangeliet 1,35;4,18 | Apostlenes Gerninger 10,38 | Peters Andet Brev 1,21 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 3,18 | Paulus’ Brev til Efeserne 4,11.12 | Apostlenes Gerninger 1,8 | Johannesevangeliet 14,16-18.26;15,26.27;16,7-13

6. Skabelsen

Gud er skaber af alle ting og har i Skriften åbenbaret den autentiske beretning om sin skabergerning. I seks dage skabte Herren himmelen og jorden og alt levende på jorden og hvilede på den syvende dag af denne første uge. Således indstiftede Gud sabbatten som et vedvarende minde om sit fuldbragte skaberværk. Den første mand og den første kvinde blev skabt i Guds billede som kronen på skaberværket og fik overgivet herredømmet over verden og betroet ansvaret for den. Da skabelsen var tilendebragt, var alt “såre godt”, en lovprisning til Guds ære.

Bibeltekster
Første Mosebog 1-2 | Anden Mosebog 20,8-11 | Salmernes Bog 19,27;33,6.9;104 | Brevet til Hebræerne 11,3

7. Menneskets natur

Mennesket blev skabt i Guds billede som mand og kvinde med personligt særpræg, magt og frihed til at tænke og handle. Selv om de blev skabt som frie væsener med legeme, sjæl og ånd som en udelelig enhed, er de afhængige af Gud med hensyn til alt andet. Da vores første forældre var ulydige mod Gud, nægtede de at anerkende deres afhængighed af ham og faldt fra deres høje stilling under Gud. Gudsbilledet i dem blev skæmmet, og de blev underlagt døden. Deres efterkommere er delagtige i denne faldne natur og følgerne heraf. De fødes med svagheder og med tendenser til det onde. Men Gud har i Kristus forligt verden med sig selv, og ved sin Ånd genopretter han sit billede i angrende mennesker. Skabt til Guds ære er de kaldet til at elske ham og hinanden og drage omsorg for deres omgivelser.

Bibeltekster
Første Mosebog 1,26-28;2,7 | Salmernes Bog 8,4-9 | Apostlenes Gerninger 17,24-28 | Første Mosebog 3 | Salmernes Bog 51,7 | Paulus’ Brev til Romerne 5,12-17 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 5,19.20 | Salmernes Bog 51,12
Johannes’ Første Brev 4,7.8.11.20 | Første Mosebog 2,15

8. Den store strid

Hele menneskeheden er nu involveret i en vældig strid mellem Kristus og Satan, en strid, der drejer sig om Guds karakter, hans lov og hans herredømme over universet. Denne strid begyndte i Himmelen, da et skabt væsen, udrustet med frihed til at vælge, i selvophøjelse blev til Satan, Guds modstander, og fik en del af englene til at gøre oprør. Han førte oprørets ånd ind i denne verden, da han fik Adam og Eva til at synde. Menneskets synd bevirkede, at Guds billede i mennesket blev forvrænget, at der kom uorden i den skabte verden, og at denne til sidst blev ødelagt af en verdensomspændende syndflod. Hele skabningen er vidne til, at denne verden blev skueplads for den vældige strid, som berører hele universet, og ud af hvilken Guds kærlighed til sidst vil blive ophøjet, forsvaret og retfærdiggjort. For at hjælpe sit folk i denne kamp sender Kristus Helligånden og de loyale engle for at vejlede, beskytte og styrke sit folk på frelsens vej.

Bibeltekster
Johannes’ Åbenbaring 12,4-9 | Esajas’ Bog 14,12-14 | Ezekiels Bog 28,12-18 | Første Mosebog 3 | Paulus’ Brev til Romerne 1,19-32;5,12-21;8,19-22 | Første Mosebog 6-8 | Peters Andet Brev 3,6 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 4,9 | Brevet til Hebræerne 1,14

9. Kristi liv, død og opstandelse

I Kristi liv i fuldkommen lydighed mod Guds vilje, hans lidelse, død og opstandelse har Gud tilvejebragt det eneste middel til soning af menneskenes synder. De, der ved tro tager imod denne soning, får evigt liv. Al skabningen vil derved bedre kunne forstå Skaberens hellige og uendelige kærlighed. Denne fuldkomne soning ophøjer Guds lovs retfærdighed og hans nådefulde karakter, fordi den både fordømmer synden og skaber udvej for, at vi kan finde tilgivelse. Kristi død er stedfortrædende og sonende, forligende og forvandlende. Kristi opstandelse forkynder Guds sejr over det ondes magter, og for dem, som tager imod Kristi soning, er den garantien for deres endelige sejr over synd og død. Den erklærer, at Jesus Kristus er Herren, for hvem hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord.

Bibeltekster
Johannesevangeliet 3,16 | Esajas’ Bog 53 | Peters Første Brev 2,21-22 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,3.2.20-22 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 5,14.15.19-21 | Paulus’ Brev til Romerne 1,4;3,25;4,25;8,3.4 | Johannes’ Første Brev 2,2;4,1 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 2,15 | Paulus’ Brev til Filipperne 2,6-11

10. Frelsens erfaring

I uendelig kærlighed og barmhjertighed gjorde Gud Kristus, som ikke kendte til synd, til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Ledet af Helligånden indser vi vort behov, erkender vor syndighed, angrer vore overtrædelser og viser tro på Jesus som Herre og Kristus, som stedfortræder og eksempel. Denne tro, hvormed frelsen modtages, kommer gennem ordets guddommelige kraft og er en nådegave fra Gud. Gennem Kristus bliver vi retfærdiggjort, antaget som Guds sønner og døtre og udfriet fra syndens herredømme. Gennem Ånden bliver vi født på ny og helliggjort. Ånden fornyer vort sind, skriver Guds kærligheds lov i vort hjerte og skænker os kraft til at leve et helligt liv. Når vi bliver i ham, får vi del i guddommelig natur og har forsikringen om frelse både nu og i dommen.

Bibeltekster
Paulus’ Andet Brev til Korintherne 5,17-21 | Johannesevangeliet 3,16 | Paulus’ Brev til Galaterne 1,4;4,4-7 | Paulus’ Brev til Titut 3,3-7 | Johannesevangeliet 16,8 | Paulus’ Brev til Galaterne 3,13.14 | Peters Første Brev 2,21.22 | Paulus’ Brev til Romerne 10,17 | Lukasevangeliet 17,5 | Markusevangeliet 9,23.24 | Paulus’ Brev til Efeserne 2,5-10 | Paulus’ Brev til Romerne 3,21-26 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 1,13.14 | Paulus’ Brev til Romerne 8,14-17 | Paulus’ Brev til Galaterne 3,26 | Johannesevangeliet 3,3-8 | Peters Første Brev 1,23 | Paulus’ Brev til Romerne 12,2 | Brevet til Hebræerne 8,7-12 | Ezekiels Bog 36,25-27 | Peters Andet Brev 1,3.4 | Paulus’ Brev til Romerne 8,1-4;5,6-10

11. At vokse i Kristus

Ved sin død på korset besejrede Jesus ondskabens magter. Han, der gennem sin jordiske tjeneste havde magt over de dæmoniske ånder, har brudt deres magt og sikret deres endelige undergang. Idet vi vandrer med Jesus i fred, i glæde og i vished om hans kærlighed, vil hans sejr give os sejr over de onde kræfter, der stadig søger at få magt over os. Nu bor Helligånden i os og giver os kraft. Når vi til stadighed overgiver os til Jesus som vores frelser og herre, er vi løst fra byrden af vores tidligere handlinger. Vi lever ikke længere i mørket, i frygt for onde magter, i uvidenhed og i vores tidligere meningsløse livsførsel. I denne nye frihed i Jesus er vi kaldet til at vokse til lighed med hans karakter ved dagligt samfund med ham gennem bøn, ved at hente næring fra hans ord, tænke over det og hans forsyn, synge til hans ære, samles til tilbedelse og deltage i kirkens mission. Idet vi giver os selv i kærlig tjeneste for mennesker omkring os og vidner om hans frelse, vil hans stadige tilstedeværelse hos os gennem Ånden gøre hvert øjeblik og hver gerning til en åndelig erfaring.

Bibeltekster
Salmernes bog 1,1-2;23,4;77,11-12 | Paulus’ Brev til Kollosenserne 1,13-14;2,6;2,14-15 | Lukasevangeliet 10,17-20 | Paulus’ Brev til Efeserne 5,19-20;6,12-18 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 5,16-18; 5,23 | Peters Andet Brev 2,9;3,18 | Paulus’ Andet Brev til Korinterne 3,17-18 | Paulus’ Brev til Filipperne 3,7-14 | Matthæusevangeliet 20,25-28 | Johannesevangeliet 20,21 | Paulus’ Brev til Galaterne 5,22-25 | Paulus’ Brev til Romerne 8,38-39 | Johannes’ Første Brev 4,4 | Brevet til Hebræerne 10,25

12. Menigheden

Menigheden er det samfund af troende, der bekender Jesus Kristus som Herre og Frelser. Ligesom Guds folk på Det Gamle Testamentes tid er vi kaldet ud fra verden, og vi slutter os sammen for at tilbede, for at nyde fællesskabet, for at få vejledning i ordet, for at fejre Herrens nadver, for at kunne tjene hele menneskeheden og for at kunne forkynde evangeliet over hele verden. Menigheden har sin autoritet fra Kristus — Ordet, som blev menneske — og fra Den hellige Skrift, som er det skrevne ord. Menigheden er Guds familie. Den er antaget af ham som Guds børn. Dens medlemmer lever i den nye pagt. Menigheden er Kristi legeme, et samfund af troende, for hvem Kristus selv er hovedet. Menigheden er den brud, for hvem Kristus døde, for at han kunne hellige og rense den. Når han kommer tilbage som sejrherre, vil han tage en herliggjort menighed til sig, de trofaste fra alle tider, som han har købt med sit blod, uden plet eller rynke, men hellige og dadelfrie.

Bibeltekster
Første Mosebog 12,3 | Apostlenes Gerninger 7,38 | Paulus’ Brev til Efeserne 4,11-15;3,8-11 | Matthæusevangeliet 28,19.20;16,13-20;18,18 | Paulus’ Brev til Efeserne 2,19-22;1,22.23;5,23-27 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 1,17.18

13. Kirken og dens mission

Den universelle menighed består af alle, der i sandhed tror på Kristus. I de sidste dage, en tid med udbredt frafald, vil en rest holde fast ved Guds bud og troen på Jesus. Denne rest forkynder, at Guds doms time er kommet, at der er frelse gennem Kristus, og at hans genkomst er nær. Denne forkyndelse symboliseres ved de tre engle i Åb 14, den finder sted samtidig med domshandlingen i Himmelen og resulterer i anger, omvendelse og reformation blandt menneskene på jorden. Hver enkelt troende er kaldet til at tage personlig del i denne verdensomspændende vidnetjeneste.

Bibeltekster
Johannes’ Åbenbaring 12,17;14,6-12;18,1-4 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 5,10 | Peters Første Brev 1,16-19 | Peters Andet Brev 3,10-14 | Johannes’ Åbenbaring 21,1-14

14. Enhed i Kristi legeme

Menigheden er et legeme med mange lemmer, kaldet fra alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. I Kristus er vi en ny skabning. Særpræg i race, kultur, uddannelse og nationalitet eller forskel på høj og lav, rig og fattig, mand og kvinde må ikke skabe splittelse blandt os. Vi er alle lige i Kristus, der med en Ånd har bundet os sammen i et fællesskab med ham og med hinanden. Vi skal alle tjene og lade os tjene uden partiskhed eller forbehold. Gennem åbenbaringen af Jesus Kristus i Skriften er vi fælles om samme tro og håb, og vi aflægger det samme vidnesbyrd over for alle. Dette fællesskab har sin oprindelse i den treenige Gud, der har antaget os som sine børn.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Romerne 12,4-5 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 12,12-14 | Matthæusevangeliet 28,19-20 | Salmernes Bog 133,1 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 5,16-17 | Apostlenes Gerninger 17,26-27 | Paulus’ Brev til Galaterne 3,27.29 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 3,10-15 | Paulus’ Brev til Efeserne 4,14-16;4,1-16 | Johannesevangeliet 17,20-23

15. Dåben

Ved dåben bekender vi vor tro på Jesu Kristi død og opstandelse og bevidner, at vi er døde fra synden og har til hensigt at vandre i et helt nyt liv. Derved anerkender vi Kristus som Herre og Frelser, bliver hans børn og optages som medlemmer af hans menighed. Dåben er et symbol på vor forening med Kristus, vore synders forladelse og vor modtagelse af Helligånden. Dåben sker ved nedsænkning i vand og er betinget af bekendelse af tro på Kristus og vidnesbyrd om anger over synd. Dåben udføres, efter at man er blevet undervist i Den hellige Skrift og har antaget dens lære.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Romerne 6,1-6 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 2,12.13 | Apostlenes Gerninger 16,30-33;22,16;2,38 | Matthæusevangeliet 28,19.20

16. Herrens nadver

I Herrens nadver får vi del i symbolerne på Jesu legeme og blod og giver derved udtryk for troen på ham, vor Herre og Frelser. I nadverens erfaring er Kristus til stede for at møde og styrke sin menighed. Når vi deltager i nadveren, forkynder vi med glæde Herrens død, indtil han kommer. Vor forberedelse til nadveren må omfatte selvransagelse, anger og bekendelse. Jesus Kristus indstiftede fodtvætningen som et udtryk for fornyet renselse, for at symbolisere villighed til at tjene hinanden i ydmyghed, som Kristus viste det, og for at forene vore hjerter i kærlighed. Nadvergudstjenesten er åben for alle troende kristne.

Bibeltekster
Paulus’ Første Brev til Korintherne 10,16.17;11,23-30 | Matthæusevangeliet 26,17-30 | Johannes’ Åbenbaring 3,20 | Johannesevangeliet 6,48-63;13,1-7

17. Åndelige gaver og tjenester

I enhver tidsalder skænker Gud åndelige gaver til medlemmerne af sin menighed. Disse gaver skal det enkelte medlem benytte sig af i kærlighedens tjeneste til menighedens og menneskehedens fælles bedste. Givet ved Helligåndens mellemkomst, han, som tildeler det enkelte medlem efter sin vilje, repræsenterer disse gaver alle de evner og tjenester, som menigheden behøver for at kunne udføre de opgaver, Gud har betroet den. Ifølge Den hellige Skrift omfatter disse gaver tro, nådegaver til at helbrede, profetere, forkynde, undervise, styre, forlige, øve barmhjertighed, selvopofrende tjeneste og næstekærlighed til hjælp og opmuntring for mennesker. Nogle medlemmer er kaldet af Gud og udrustet af Ånden for at gøre tjeneste i menigheden som hyrder, evangelister, apostle og lærere. Der er et særligt behov for disse nådegaver, for at medlemmerne kan blive udrustet til tjeneste, for at opbygge menigheden til åndelig modenhed og fremelske enhed i tro og kundskab om Gud. Når medlemmerne gør brug af disse åndelige gaver som trofaste husholdere over Guds mangfoldige nåde, er menigheden beskyttet mod den nedbrydende indflydelse af falsk lære. Den vokser med en vækst, som er fra Gud, og opbygges i tro og kærlighed.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Romerne 12,4-8 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 12,9-11.27.28 | Paulus’ Brev til Efeserne 4,8.11-16 | Apostlenes Gerninger 6,1-7 | Paulus’ Første Brev til Timotheus 2,1-3 | Peters Første Brev 4,10.11

18. Profetiens gave

Helligånden har givet menigheden den profetiske gave. Denne gave er også et kendetegn på menigheden i de sidste dage og er kommet til udtryk gennem Ellen G. Whites tjeneste. Da hun er Herrens budbringer, er hendes skrifter en varig og pålidelig sandhedskilde til trøst, vejledning, belæring og irettesættelse. De giver klart udtryk for, at Bibelen er det grundlag, hvormed al undervisning og erfaring skal prøves.

Bibeltekster
Joels Bog 3,1.2 | Apostlenes Gerninger 2,14-21 | Brevet til Hebræerne 1,1-3 | Johannes’ Åbenbaring 12,17;19,10

19. Guds lov

De store principper i Guds lov er udtrykt i De ti Bud og virkeliggjort i Kristi liv. De udtrykker Guds kærlighed, vilje og hensigt vedrørende menneskenes adfærd og indbyrdes forhold og er bindende for alle mennesker til alle tider. De ti Bud er grundlaget for Guds pagt med sit folk og målestokken i Guds dom. Gennem Helligåndens virke påpeger budene synd og får os til at føle vort behov for en frelser. Frelsen skænkes helt af nåde og ikke på grund af gerninger, men dens frugt viser sig i lydighed mod budene. Denne lydighed udvikler den kristelige karakter og resulterer i en følelse af fred og glæde. Lydigheden er et bevis på vor kærlighed til Herren og vor omsorg for vore medmennesker. Troens lydighed beviser, at Kristus har magt til at forvandle menneskers liv og styrker derved det kristne vidnesbyrd.

Bibeltekster
Anden Mosebog 20,1-17 | Salmernes Bog 40,8.9 | Matthæusevangeliet 22,36-40 | Femte Mosebog 28,1-14 | Matthæusevangeliet 5,17-20 | Brevet til Hebræerne 8,8-10 | Johannesevangeliet 16,7-10 | Paulus’ Brev til Efeserne 2,8-10 | Johannes’ Første Brev 5,3 | Paulus’ Brev til Romerne 8,3.4 | Salmernes Bog 19,8-15

20. Sabbatten

Efter de seks skabelsesdage hvilede Skaberen på den syvende dag og indstiftede sabbatten for alle mennesker som et minde om skabelsen. Det fjerde bud i Guds uforanderlige lov kræver helligholdelse af den syvende dag, sabbatten, som en dag til hvile, tilbedelse og tjeneste i overensstemmelse med Kristi lære og det eksempel, Jesus, sabbattens Herre, gav os. Sabbatten er en dag, som vi skal tilbringe i lykkeligt samfund med Gud og hinanden. Den er et symbol på vor genløsning i Kristus, et tegn på vor helliggørelse, en tilkendegivelse af vor troskab og en forsmag på vor evige fremtid i Guds rige. Sabbatten er Guds vedvarende tegn på hans evige pagt mellem ham og hans folk. Når vi med glæde iagttager disse hellige timer fra aften til aften, fra solnedgang til solnedgang, mindes vi Guds gerninger i skabelsen og forløsningen.

Bibeltekster
Første Mosebog 2,1-3 | Anden Mosebog 20,8-11 | Lukasevangeliet 4,16 | Esajas’ Bog 56,4-7;58,13.14 | Matthæusevangeliet 12,1-12 | Anden Mosebog 31,13-17 | Ezekiels Bog 20,12.20 | Femte Mosebog 5,12-14 | Brevet til Hebræerne 4,1-11 | Tredje Mosebog 23,32 | Markusevangeliet 1,32

21. Kristen forvaltning

Vi er Guds husholdere, som af ham har fået betroet tid, anledninger, evner, midler og velsignelser fra jorden og dens rigdomme. Vi er ansvarlige over for ham med hensyn til den rette brug af alt dette. Vi anerkender Guds ejendomsret ved trofast tjeneste for ham og vore medmennesker ved at give tiende og offergaver tilbage til ham til forkyndelse af evangeliet og til menighedens underhold og vækst. Kristen forvaltning er et privilegium, som Gud har givet for at opdrage os i kærlighed til at sejre over selviskhed og begærlighed. Husholderen glæder sig over de velsignelser, som andre får som følge af hans trofasthed.

Bibeltekster
Første Mosebog 1,26-28;2,15 | Første Krønikebog 29,14 | Haggajs Bog 1,3-11 | Malakias’ Bog 3,8-12 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 9,9-14 | Matthæusevangeliet 23,23 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 8,1-15 | Paulus’ Brev til Romerne 15,26.27

22. Den kristnes liv og vandel

Vi er kaldet til at være et gudfrygtigt folk, som tænker, føler og handler i harmoni med Himmelens principper. For at Ånden kan genskabe vor Herres billede i os, beskæftiger vi os kun med de ting, der kan frembringe renhed, sundhed og glæde, så vi kommer til at ligne Kristus. Dette betyder, at vore adspredelser og vor underholdning bør imødekomme de højeste normer for kristelig etik. På samme tid, som vi erkender kulturelle forskelle, bør vor klædedragt være enkel, anstændig og smagfuld, som det sømmer sig for dem, hvis sande skønhed ikke består af udvendige smykker, men af en mild og stille ånds uforgængelige pryd. Det betyder også, at vi på forstandig måde skal drage omsorg for vort legeme, fordi det er et tempel for Helligånden. Foruden at sørge for passende motion og hvile bør vi vælge den sundest mulige kost og afholde os fra uren føde, som Den hellige Skrift underviser os om. Da alkoholiske drikke, tobak og uansvarlig brug af medikamenter og narkotika er skadelige for vort legeme, bør vi ligeledes afholde os fra disse ting. l stedet bør vi beskæftige os med alt, hvad der bringer vore tanker og vort legeme ind under lydighed mod Kristus, der ønsker, at vi skal være raske, glade og have det godt både til legeme og sjæl.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Romerne 12,1.2 | Johannes’ Første Brev 2,6 | Paulus’ Brev til Efeserne 5,1-21 | Paulus’ Brev til Filipperne 4,8 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 10,5;6,14-18;7,1 | Peters Første Brev 3,1-4 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 6,19.20;10,31 | Trejde Mosebog 11,1-47 | Johannes’ Tredje Brev 2

23. Ægteskabet og familien

Ægteskabet blev indstiftet af Gud i Eden og bekræftet af Jesus som en livslang forbindelse mellem en mand og en kvinde i et kærlighedens fællesskab. For den kristne er ægteskabsløftet givet både til Gud og ægtefællen, og ægteskab bør kun indgås mellem personer af samme tro. Gensidig kærlighed, ære, respekt og ansvarsfølelse danner grundlaget for dette fællesskab, som bør genspejle kærligheden, helligheden, sammenholdet og varigheden i forbindelsen mellem Kristus og hans menighed. Med hensyn til skilsmisse var det Jesu lære, at den, der skiller sig fra sin ægtefælle, undtagen for utugts skyld, og gifter sig med en anden, bedriver hor. Skønt forholdene i nogle familier måske ikke svarer til idealet, kan ægtefæller, som er hinanden hengivne i Kristus, opnå kærlighedens enhed gennem Åndens ledelse og menighedens støtte. Gud velsigner familien, og hans hensigt er, at dens medlemmer skal hjælpe hinanden på vejen fremad mod fuldkommen modenhed. Forældre skal opdrage deres børn til at elske og adlyde Herren. Ved ord og eksempel skal de undervise dem om, at Kristus er kærlig, men at han forlanger disciplin, og at han med kærlig og nænsom omsorg ønsker, at de skal være medlemmer af Kristi legeme, Guds familie. Et stadig stærkere sammenhold i familien er et af kendetegnene på Guds menighed i de sidste dage.

Bibeltekster
Første Mosebog 2,18-25 | Matthæusevangeliet 19,3-9 | Johannesevangeliet 2,1-11 | Paulus’ Andet Brev til Korintherne 6,14 | Paulus’ Brev til Efeserne 5,21-33 | Matthæusevangeliet 5,31.32
Markusevangeliet 10,11-12 | Lukasevangeliet 16,18 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 7,10-11 | Anden Mosebog 20,12 | Paulus’ Brev til Efeserne 6,1-4 | Femte Mosebog 6,5-9 | Ordsprogenes Bog 22,6 | Malakias’ Bog 4,5-6

24. Kristi tjeneste i den himmelske helligdom

Der er en helligdom i Himmelen, det sande tabernakel, som Herren har rejst og ikke et menneske. I denne helligdom gør Kristus tjeneste for os og gør forløsningen, som han en gang for alle vandt ved sit sonoffer på korset, tilgængelig for de troende. Kristus blev indviet som vor store ypperstepræst og påbegyndte sin tjeneste som formidler ved sin himmelfart. I 1844, ved afslutningen af den profetiske periode på 2300 aftener og morgener, påbegyndte Kristus den anden og sidste fase af forsoningstjenesten. Det er en undersøgende domshandling, som er en del af den endelige bortfjernelse af al synd, symboliseret ved renselsen af den gamle hebraiske helligdom på den store forsoningsdag. I denne forbilledlige tjeneste blev helligdommen renset ved offerdyrenes blod, men de himmelske ting renses ved det fuldkomne offer, Jesu blod. Den undersøgende domshandling åbenbarer for de himmelske væsener, hvem af de døde der er sovet ind i troen på Kristus og derfor i ham er værdige til at få del i den første opstandelse. Den åbenbarer tillige, hvem blandt de levende der lever deres liv med Kristus, holder fast ved Guds bud og troen på Jesus og i ham er rede til at blive bortrykket til Guds evige rige. Denne domshandling stadfæster, at Gud er retfærdig, når han frelser dem, der tror på Jesus. Domshandlingen erklærer, at de, der er forblevet trofaste mod Gud, skal modtage riget. Fuldendelsen af denne Kristi tjeneste vil markere nådetidens afslutning før Kristi genkomst.

Bibeltekster
Brevet til Hebræerne 8,1-5;4,14-16;9,11-28;10,19-22;1,3;2,16-17 | Daniels Bog 7,9-27;8,13-14;9,24-27 | Fjerde Mosebog 14,34 | Ezekiels Bog 4,6 | Tredje Mosebog 16 | Johannes’ Åbenbaring 14,6-7;20,12;14,12;22,12

25. Kristi genkomst

Kristi genkomst er menighedens salige håb, evangeliets højdepunkt. Frelserens komme bliver bogstaveligt, personligt, synligt og verdensomspændende. Når han kommer igen, vil de retfærdige døde opstå og sammen med de retfærdige levende blive herliggjort og taget til Himmelen, men de uretfærdige vil dø. Den næsten fuldstændige opfyldelse af profetierne om de sidste tider viser, at Kristi komme er nær. Det nøjagtige tidspunkt for denne begivenhed er ikke blevet åbenbaret, og derfor formanes vi til at være rede til enhver tid.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Titus 2,13 | Brevet til Hebræerne 9,28 | Johannesevangeliet 14,1-3 | Apostlenes Gerninger 1,9-11 | Matthæusevangeliet 24,14 | Johannes’ Åbenbaring 1,7 | Matthæusevangeliet 26,43.44 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 4,13-18 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,51-54 | Paulus’ Andet Brev til Thessalonikerne 1,7-10;2,8 | Johannes’ Åbenbaring 14,14-20;19,11-21 | Matthæusevangeliet 24 | Markusevangeliet 13 | Lukasevangeliet 21 | Paulus’ Andet Brev til Timotheus 3,1-5 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 5,1-6

26. Døden og opstandelsen

Syndens løn er døden, men Gud, som alene er udødelig, vil skænke evigt liv til sine genløste. Indtil den dag er døden en ubevidst tilstand for alle mennesker. Når Kristus, som er vort liv, kommer til syne, vil de opstandne retfærdige og de levende retfærdige blive herliggjort og bortrykket for at møde deres Herre. Den anden opstandelse, de uretfærdiges opstandelse, finder sted tusind år senere.

Bibeltekster
Paulus’ Brev til Romerne 6,23 | Paulus’ Første Brev til Timotheus 6,15.16 | Prædikerens Bog 9,5.6 | Salmernes Bog 146,3.4 | Johannesevangeliet 11,11-14 | Paulus’ Brev til Kolossenserne 3,4 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,51-54 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 4,13-17 | Johannesevangeliet 5,28.29 | Johannes’ Åbenbaring 20,1-10

27. De tusind år og syndens endeligt

Mellem den første og den anden opstandelse er Kristus og de hellige sammen i Himmelen i tusind år. l denne tid vil de ugudelige døde blive dømt. Jorden er øde og tom, der er ingen levende menneskelige beboere, kun Satan og hans engle. Ved slutningen af de tusind år vil Kristus med de hellige og den hellige stad stige ned fra Himmelen til jorden. Da vil de uretfærdige døde blive oprejst og sammen med Satan og hans engle omringe staden, men ild fra Gud vil fortære dem og rense jorden. Universet vil således blive befriet for synd og syndere for altid.

Bibeltekster
Johannes’ Åbenbaring 20 | Paulus’ Første Brev til Korintherne 15,51-54 | Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 4,13-17 | Johannesevangeliet 5,28.29 | Johannes’ Åbenbaring 20,1-10

28. Den nye jord

På den nye jord, hvor retfærdighed bor, vil Gud skabe et evigt hjem for de genløste i fuldkomne omgivelser, hvor de skal eje evigt liv, kærlighed, lykke i hans nærværelse, og hvor de stadig skal modtage undervisning fra ham. Gud vil selv bo hos sit folk, og lidelse og død er forsvundet. Den store strid er til ende, og synden eksisterer ikke mere. Alt, fra det levende til det livløse, erklærer, at Gud er kærlighed, og han skal herske for evigt. Amen.

Bibeltekster
Peters Andet Brev 3,13 | Esajas’ Bog 35;65,17-25 | Matthæusevangeliet 5,5 | Johannes’ Åbenbaring 21,1-7;22,1-5;11,15