Menu

Livet Tro

Et liv i balance

Helt siden adventistkirkens start i 1800-tallet har vi været fortalere for en sund og balanceret livsstil. Selv om du skulle møde, hvad du mener er helsefanatikere på din vej, så er vores grundholdning, at der skal være balance i tingene. En sund og balanceret livsstil er noget, der er til for dit eget liv, til glæde for dine nærmeste, og i tråd med Bibelens omtale af mennesket som Guds idé.


  • Luft

    Vi er skabt til at trække vejret

    Hvis vi holder op med at trække vejret, mister vi livet. Kvaliteten af den luft, vi indånder, er ikke ligegyldig. Luften indeholder livgivende molekyler, men ved forurening kan luften også skade vores krop. Den forurenede luft finder vi især i byerne, hvor der er megen trafik og andre forurenende elementer, men også i indelukkede rum, hvor luften ikke bliver udskiftet. Derfor er det en god ide at lufte ud i hjemmet eller på kontoret flere gange om dagen i 5-15 minutter. Frisk og ren luft får vi allerbedst, når vi befinder os udenfor i naturen. Er det ikke skønt at gå en tur i skoven eller ved vandet, og indånde den dejlige friske luft? Det giver en god følelse, og med dybe vejrtrækninger kan den friske luft give os velvære og give ny energi til kroppen.

  • Lys

    Lyset påvirker dig

    Solen er en virkelig livgiver. Vi kan ikke leve uden den ... faktisk er der ikke ret meget liv på vores jord, der kan leve uden sollys. Sollys i moderate mængder er både bakteriedræbende, sørger for at D-vitamin bliver dannet i huden, og er forebyggende mod kræftudvikling. Solen kan dog også give kræft, så gode råd for at beskytte sig mod solens skadelige stråler, er også vigtigt. Er det ikke utroligt, hvor glad man bliver en forårsdag, af at se solens spæde stråler? Den bringer glæde, og det skyldes, at kroppen danner stoffet serotonin. Dette er et af kroppens naturlige lykkestoffer. I Bibelen står der bl.a. om glæde, at "et glad hjerte giver godt helbred, modløshed udtørrer knoglerne" (Ordsprogsbogen kapitel 17, vers 22). Så det er af stor værdi, at komme udenfor i solen og skabe betingelser for et godt helbred - både fysisk og mentalt.

  • Vand

    Vand renser bedst

    Kroppen består af 50-75 % vand, så vandet er en vigtig og stor bestanddel af kroppen. Når du drikker vand, renser det og er med til at udskille affaldsstoffer, og gavner dine cellers arbejde. Derfor er det vigtigt at drikke rigeligt med vand hver dag, gerne 1½ - 2 liter. Tænk på noget så simpelt som at tage et varmt bad - hvor afslappende det kan være - eller en forfriskende kølig svømmetur i havet en sommermorgen. Dette kaldes for hydroterapi. Man kan også bruge varme og kolde omslag eller et varmt fodbad.

  • Kost

    Du er, hvad du spiser

    Vores krop er en fin maskine, der fungerer bedst med den rigtige service og brændstof. De fleste af os ved, hvad der er godt for maskineriet. Frugt og grønsager, bær, nødder og korn. Hvis det er muligt at spise en varieret kost, går vi ind for vegetarmad. Er dette ikke muligt i hverdagen, vil en delvis vegetarisk kost være bedre end ubalance i næringstoffer. At holde igen med salt og sukker, kager og slik, er også noget der fremmer et godt liv. At spare på de animalske produkter, fremmer både klima, dyrevelfærd og din egen helse!

  • Hvile

    Opladning af dine batterier

    Din krop elsker søvn, gerne 7-8 timer hver nat. Mens du sover, gennemgår kroppen en masse forskellige processer, der rydder op og smider ud af det, vi ikke har brug for. Det er vigtige processer, for at kunne fungere optimalt næste dag. Vi må indse, at vi lever i en hverdag, hvor vi helst skal præstere fuldt ud hele dagen, alle ugens dage, så søvn er noget vi skal prioritere. Men hvile for kroppen handler ikke kun om søvn. Din krop har også brug for at lave noget andet, end det du gør til daglig. En aktiv ferie kan være super hvile for kroppen, fordi du så gør andre ting end det, du plejer - det er hvile fra de daglige gøremål. I den mere åndelige boldgade mener vi også, at Bibelen har givet mennesker en fornuftig cyklus. 6 dage til arbejde, den 7. til hvile. Det forsøger vi som kirke at følge.

  • Mådehold

    Naturlige stoffer er bedst

    Ligesom du sikkert er enig i, at grønsager og frugt er sundt, så ved du sikkert også, at de fleste former for kunstige stoffer er usunde. At tilføre kroppen sådanne i form af nikotin, alkohol, narkotika, unødig medicin eller andre former for kunstige stimuli, kan på lang sigt skade din helse. Meget af det vi spiser til dagligt, indeholder mange "kemikalier". Ikke alt er skadeligt, men meget er skadeligt i større mængder. Derfor er mådehold et vigtigt princip. Også med kager, søde sager eller slik. Indtagelse af kunstige stoffer kan gå hen og blive et problem. Du kan simpelhen blive afhængig. At være opmærksom på dette, og aktivt gå ind for mådehold, fremmer din helse bedst.

  • Motion

    Fysisk aktivitet er godt

    Uanset vejr og omgivelser, er det godt at komme ud og gå en tur. En frisk og rask gåtur rører næsten alle vores muskler, og ligesom andre former for motion får det kroppen til at danne endorfiner, som giver godt humør og en følelse af velvære. Der er rigtig mange måder at være fysisk aktiv på, men skal du have god gavn af det, så er det vigtigt at du får lidt sved på panden og pulsen op minimum 3 gange om ugen. Du kan sagtens være aktiv med at gøre rent, cykle i byen og handle eller lave havearbejde. Der er rigtig mange gavnlige effekter ved at være fysisk aktiv. Vi både forebygger og helbreder. Sundhedsstyrelsen har lavet en liste over de hidtil kendte effekter af fysisk aktivitet, og det er en lang liste. Denne liste på over 30 sygdomme, som forebygges ved fysisk aktivitet, er kun blevet længere de seneste år, grundet mere forskning. Om du træner aktivt, dyrker sport, eller bare går tur med hunden, så er bevægelse og brug af muskler og led det vigtigste.

  • Positiv tillid

    En positiv holdning hjælper

    Undersøgelser viser, at mennesker med en positiv indstilling til livet og hverdagen, har en bedre livskvalitet. Der tales også om, at dette endog kan forlænge levetiden. At være tillidsfuld, - ikke naiv, betyder noget for dig selv og dine omgivelser. Hvis du sørger for at varetage dit indre liv, enten ved refleksion, musik, meditation eller bøn, så påvirker det hvor godt og lykkeligt du lever.

    Adventister tror på en personlig Gud "dér ude et sted", og alligevel "her i nærheden af mig". Vores form for meditation kalder vi bøn. Her åbner jeg mig op overfor noget udenfor mig selv. En bevidsthed, der har interesse for mit ve og vel. Det giver styrke og ny energi, og så kommer alle de andre livsstilsemner ind i en god ramme.