Opfordring til fred

Vi lever i en stadig mere ustabil og farlig verden. Den seneste tids begivenheder har medført følelsen af større sårbarhed og frygten for vold – både hos det enkelte menneske og i samfundet som helhed. Over hele verden føler utallige millioner sig forfulgt af krig og spændinger. De er undertrykt af had og fremmedgørelse.

Total krig

Siden midten af forrige århundrede har menneskeheden hele tiden måttet leve med krig. Dette antyder den teoretiske mulighed for, om ikke Gud griber ind, at jordens indbyggere kan udslette hele civilisationen. Kernevåben og biokemiske masseødelæggelsesvåben er rettet mod de store befolkningscentre. Hele nationer eller samfundsgrupper kan mobiliseres eller blive målgrupper for krig, - og når en sådan krig bryder ud vil den blive ført med den størst tænkelige vold og ødelæggelse. Det er blevet meget kompliceret at ret-færdiggøre krig, selvom de teknologiske fremskridt gør det muligt med større præcision at tilintetgøre mål – uden at det resulterer i store civile tab.

En ny dimension

Selv om både FN og forskellige religiøse organisationer har bestemt sig for at fremme fred og sikkerhed i det første årti af det 21. århundrede, har en ny og hæslig dimension af vold udviklet sig: Den organiserede internationale terrorisme. Terrorisme i sig selv er ikke ny, men de verdensomspændende terrornetværk er. Dertil kommer henvisningen til det så-kaldt gudgivne mandat, der gør det muligt at udføre terrorhandlinger under dække af kulturkamp eller religionskrig.

Den internationale terrorismes fremkomst viser, at det ikke bare er nationer eller lande, der går i krig, men det er mennesker i forskellige kombinationer. Som en af Adventistkirkens grundlæggere hævdede for mere end 100 år siden: "Menneskers umenneskelighed mod hinanden er vor største synd" (Ellen White). Mennesket er af natur et voldeligt væsen. Fra et kristent perspektiv er alt dette del af en kosmisk krig, den store strid mellem godt og ondt.

Terrorisme udnytter tanken om Gud

Terrorister, ikke mindst de, der har religiøse motiver, hævder at deres sag er retfærdig, og at det er helt i orden at udslette liv. De hævder at repræsentere Guds retfærdighed, men de repræsenterer på ingen måde Guds store kærlighed.

En sådan international terrorisme er helt ude af takt med tanken om religionsfrihed. Terrorisme er baseret på politisk og/eller religiøs ekstremisme og fundamentalistisk fanatisme, som hævder retten til at påtvinge andre en bestemt religiøs overbevisning eller verdenssyn – og at tilintetgøre dem, der går imod en sådan overbevisning. Forsøget på at påtvinge andre sine religiøse synspunkter ved hjælp af forfølgelse og terror, er et forsøg på at udnytte og manipulere Gud ved at gøre ham til en ond og voldsom afgud. Resultatet bliver en tilsidesættelse af den værdighed, som mennesker, der er skabt i Guds billede, naturligt har.

Det er uundgåeligt at lande og folk vil forsøge at forsvare sig, mod vold og terror, ved at gribe til militære handlinger. Dette kan måske give en kortvarig løsning på problemet, men man kan ikke løse de dybereliggende problemer ved at reagere med anti-vold.

Fredens søjler

Fra både et kristent og et praktisk synspunkt, skal der mindst fire elementer til for at skabe en varig fred: Dialog, retfærdighed, tilgivelse og forligelse.

Dialog – Det er nødvendigt at samtaler og dialog kommer til at erstatte ønsket om hævn og truslen om krig. En varig fred opnås ikke gennem voldelige midler, men nås kun gennem forhandling, dialog og politiske kompromiser. En fornuftig samtale vil altid være bedre end brugen af militære midler. Ikke mindst kristne burde være rede til at "tale sammen", som Bibelen udtrykker det.

Retfærdighed – Uheldigvis er verden fyldt med uretfærdighed og strid. Retfærdighed og fred går hånd i hånd, som uretfærdighed og krig gør det. Fattigdom og udnyttelse avler utilfredshed og håbløshed, og det fører til desperation og vold.

På den anden side "billiger Guds ord ikke handlinger, der vil bedre forholdene for én klasse på bekostning undertrykkelse og lidelse hos en anden" (Ellen White).

Retfærdighed kalder på respekt for menneskerettigheder, ikke mindst religionsfrihed, der har med menneskers dybeste længsler at gøre, og som er baggrunden for alle menneskelige rettigheder. Retfærdighed udelukker diskriminering. Det kræver respekt for menneskers værdighed og lighed – sammen med en mere ligelig fordeling af livsnødvendige ting. Økonomiske og sociale politikker vil enten resultere i fred eller util-fredshed. Adventistkirkens ønske om social retfærdighed kommer til udtryk gennem ind-satsen for religionsfrihed og gennem de afdelinger i kirken, som søger at lette fattigdommen og bidrage til løsningen af marginaliseringsproblemer. En sådan indsats kan medvirke til at reducere utilfredshed og terrorisme.

Tilgivelse – Det er nødvendigt at tilgive for at hele brudte forhold. Dette kommer stærkt til udtryk gennem den bøn, som Jesus opfordrede sine efterfølgere til at bede (Matt 6,12). Vi må imidlertid ikke overse de samfundsmæssige, sociale og internationale dimensioner. Hvis der skal skabes fred, må vi lægge fortidens byrder bag os og bevæge os mod forligelse. Det kræver i det mindste at vi glemmer fortidens uretfærdigheder og vold- Det kræver at vi er parate til at tilgive uden at gengælde.

Da mennesket er syndigt af naturen og derfor let forårsager vold, så må der en eller anden form for tilgivelse til for at bryde hadets og hævngerrighedens onde cirkel. Tilgivelse går imod den menneskelige natur. Vi vil hellere hævne og gengælde ondt med ondt.

Kirken må derfor bestræbe sig på at fostre en tilgivende kultur. Som kristne og kirkeledere, er det vor pligt at hjælpe enkeltpersoner og nationer til at ryste fortidens vold af sig og at undlade den fortsatte hævn.

Forligelse – Tilgivelse danner grundlag for forligelse og den efterfølgende heling af brudte forhold. Forligelse er den eneste vej til fremgang på samarbejdets vej. Det kan lede til harmoni og fred.

Vi opfordrer kristne kirker og ledere til at påtage sig denne forligelsens tjeneste og til at handle som ambassadører for goodwill, åbenhed og tilgivelse. Det er ikke nogen let opgave, men det er vort kristne ansvar at sørge for beskyttelse af dem, der er ved at blive genstand for vold, udnyttelse og terror.

Støtte af livskvalitet

Den stille indsats som religiøse bevægelser eller enkelte mennesker kan udføre bag scenen er uvurderlige. Men dette er ikke nok: "Vi er ikke blot skabninger i et åndeligt miljø. Vi er aktivt interesseret i alt, der er med til at påvirke vor livsstil, og vi er interesserede i at vor planet har det godt". (Jan Paulsen, Adventistkirkens verdensleder). Den kristne tjeneste for forligelse vil og må "bidrage til at genetablere menneskelig værdighed, lighed og fællesskab gennem den Guds nåde, der gør, at kristne kan betragte hinanden som medlemmer af Guds familie."

Kirker skulle ikke alene kendetegnes for et åndeligt bidrag til tilværelsen, selv om dette naturligvis er grundlæggende. De skulle også kendetegnes for at bidrage til ligestilling og fred. Vi må angrede voldshandlinger, som kristne og kirker i historiens løb har været involveret i eller fundet sig i. Vi appellerer til kristne og til mennesker, der vil det gode, om at spille en aktiv rolle i at skabe og opretholde fred, så de kan blive en del af løsningen frem for en del af problemerne.

Fredsstiftere

Syvende dags adventister ønsker at fremme den utvungne harmoni, der vil kendetegne Guds kommende rige. Dette kræver brobygning for at fremme forligelse mellem de forskellige sider i en konflikt. Med profeten Esajas ord: "du skal rejse tidligere slægters grundvolde. Du skal kaldes den, som tætner revner, den, som gør det nedrevne beboeligt." – Es 58,12. Jesus Kristus, fredsfyrsten, ønsker at hans efterfølgere skal være med til at stifte fred i samfundet – og derefter kan regnes salige – Matt 5,9.

Fred gennem uddannelse

Syvende Dags Adventistkirken driver det næststørste kirkelige skolesystem i verden. Hvert år bliver hver af de 6,000 skoler og højere læreanstalter bedt om at sætte en uge til side, hvor man sætter fokus på respekt, kultur, ikke-vold, fredarbejde, konflikt løsninger og forligelse. Derved håber vi at kunne bidrage vort til et samfund med social harmoni og fred. Kirkens skoleafdeling bidrager med undervisningsmateriale, der kan være med til at fremme et sådant freds program.

Det enkelte menighedsmedlem skal også hele tiden oplæres til ikke-vold, fred og forligelse. Prædikanterne bliver opfordret til at bruge prædikestolen til at forkynde et fredens og tilgivelsens evangelium, så alle barrierer, der er forårsaget af raceforskelle, nationalitet, køn og religion, kan brydes ned – og fredelig sameksistens opelskes.

Det kristne håb

Det kræver meget at arbejde for fred, men samtidig giver det håb om fornyelse. Al vold og terrorisme er i virkeligheden ét af områderne i den strid, der foregår mellem Kristus og Satan. Den kristne kan håbe på, at fredsfyrsten til sidst vil besejre ondskabens magter, så vi kan opleve en ny verden. Dette er vort håb.

Trods krigshandlinger og vold i Gamle Testamente, så man frem til løfternes opfyldelse om en ny skabning. Det samme gør Ny Testamente. Det gælder en tid hvor våbnene vil blive lagt til side – og hvor der skal være fred og Guds kundsskab overalt. (Se Es 2,4 og 11,9).

I mellemtiden må vi i alle vore forhold følge den gyldne regel, der opfordrer os til at gøre det samme mod andre, som vi ville ønske, de gjorde mod os. Vi skal ikke alene elske Gud, men elske, som han elsker. (Se 1 Joh 3,14.15; 4,11.20.21).

Vedtaget på forårsmødet for verdenskirkens hovedbestyrelse den 8. april 2002, Silver Spring, MD, USA.



Find vores kirker og afdelinger