Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge2a

af Hans Johann Heinz, Th. D.

Philipp Melanchthon, Martin Luthers fredselskende og diplomatiske medreformator, blev af venner spurgt, hvorfor han var Luther så hengiven i betragtning af hans genstridige, dominerende og uforskammede væremåde. Melanchthon, der jo selv var en af reformationens lærde mænd, svarede enkelt og kortfattet: “Han har lært mig evangeliet.“

Takket være Luther og reformationen blev ”evangeliet“ igen omdrejningspunkt for den kristne tro. 

Ifølge Paulus er evangeliet netop det budskab, hvorved “Guds kraft“ bliver “til frelse for enhver, som tror”
(Rom 1,16)

Paulus benytter her fem væsentlige begreber: Evangelium, Guds kraft, Frelse, Til alle og Ved tro på Kristus.

Evangelium

Ordet ”evangelium“ betyder ”gode nyheder“, ”glædeligt budskab“ eller ”sejrsbudskab“. Det er Guds evangelium (Rom 1,1), for det udspringer hos Gud og omhandler Gud. Men det er også Kristi evangelium (Rom 15,19): budskabet om, hvordan Jesus af Nazaret, den guddommelige Messias, forsonede verden med sig selv på korset, hvordan han besejrede døden og nu på vegne af sit folk, der endnu lever og lider i denne verden, formidler forbindelsen til Gud. Det er budskabet om, at han i fremtiden vil vende tilbage og fuldføre arbejdet. Evangeliet trøster os med løftet om, at vi ikke for evigt skal leve som frelste i en fortabt verden, for en dag vil han vende tilbage og forvandle hele verden. Evangeliet er løsningen af vores grundlæggende problem: ”Evangeliet er det eneste lægemiddel mod jordens synd
og elendighed.“1

Guds kraft

Fordi evangeliet er Guds ord, har det kraft til at skabe. Menneskelige ord skaber ikke andet end lyd, men når Gud italesætter evangeliet, formidles frelsen til enhver, som tror.

Frelse

Frelsen er ikke frugten af filosofiske spekulationer, læresætninger eller boglig visdom. Vi kan ikke ved hjælp af argumenter løfte byrden af skyld eller forlænge vores flygtige liv. Det kan kun Gud ved guddommelig indgriben og frifindelse. Luther kaldte det ”admirabile commercium“2 – ”vidunderlige bytte“.

Ved korset byttede “Gud … i Kristus“ (2 Kor 5,19) plads med verden. Han påtog sig den dom, som var tiltænkt synderen: ”Dommeren blev dømt i vores sted.“3 Han tog vores straf og gav os sin retfærdighed (2 Kor 5,21). Han blev magtesløs, så vi kunne få hans styrke (2 Kor 12,9). Han blev fattig, så vi kunne være rige (2 Kor 8,9). Han byttede herlighed ud med elendighed og glæde ud med lidelse. Han ”gav afkald“ (Fil 2,7), så vi kunne få ”alt“, selvom vi ”intet har“ (2 Kor 6,10).4 

Til alle

Evangeliets under er ikke tiltænkt særligt udvalgte nationer, specifikke samfundslag eller et bestemt køn. Evangeliet er til alle. Gennem sin Damaskus erfaring blev Paulus, der hidtil havde brystet sig af sin jødiske herkomst og farisæiske selvretfærdighed (Fil 3,4-6), ét med sine medkristne, hvoraf mange var af ikke-jødisk herkomst. De blev hans “glæde og … sejrskrans“ (Fil 4,1). Ved Kristi lidelse og død for alle (1 Tim 2,6) udviskedes alle nationale, sociale og kønsspecifikke klassificeringer for Paulus (Gal 3,26-28). 

Evangeliet nedbryder alle grænser og skaber et overstatsligt fællesskab. Uanset oprindelse, uddannelse og livserfaring er vi alle en del af Guds familie: ”familia Dei“.  

”Kristus nedbryder skel, hindrende nationale fordomme og lærer os at elske alle mennesker.“5 Og vigtigst af alt: alle mennesker bliver Guds børn. Forbindelsen genoprettes altså ikke kun ”på det horisontale plan“, men også ”på det vertikale plan“, for ved sin død genopretter Jesus forbindelsen til Gud. Hvordan?

Ved tro på Kristus

Ifølge Paulus er tro hverken gætværk eller formodninger og handler ikke om at tilslutte sig bestemte synspunkter. I Det Gamle Testamente betyder tro, at ”holde godt fast ved, gribe fat om, være trofast.“6 I Det Nye Testamente betyder tro ”tillid“ og ”troskab“. 

Frelsen – tilgivelse, Guds accept samt et helt nyt liv nu og i evigheden – er vores, når vi i tillid til Kristus holder fast ved hans løfte om frelse og forbliver trofaste lige til det sidste. 

Det, der frelser ”den ugudelige“, synderen, er ikke religiøse bedrifter (”gerninger“), men tillid til den Gud, som erklærer os retfærdig i Kristus (Rom 4,5). Retfærdiggørelse, at blive erklæret retfærdig ved Guds domstol, sker ved tro alene uafhængigt af lovgerninger (Gal 2,16).

Kirken mente, at den gennem århundrederne havde værnet om evangeliet og været dets trofaste fortolker. Men mange, som hævdede at forstå Paulus, overså selve kernen i hans budskab. En tilsyneladende ”harmløs retfærdiggørelse ved gerninger“7 havde overtaget kristendommen og erstattet den nåde ved tro, som apostlene forkyndte, med en raffineret gerningsreligion. Ideer udefra: synagogens lovlære, de græske dyder og romersk retsopfattelse havde erstattet synderens frifindelse ved nåde med et ufravigeligt ”slid“8 uden sikkerhed for, hvornår han derved havde gjort sig fortjent til frelsen. Nogle få opponerede, men enten var de ikke selv helt afklarede omkring emnet, eller også blev de slet og ret ignoreret.

Endelig, i det 16. århundrede, genopdagede reformatorerne apostlenes budskab. Der kom igen fokus på Paulus’ ord: ”Den retfærdige skal leve af tro“ (Rom 1,17), og det stod igen klart for kristenheden, at ”det eneste kristne kan prale af er Jesus Kristus alene.“ 9


 

1) Ellen White, Vejen til et bedre liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 82.

2) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 7, p. 25.

3) Karl Barth, Church Dogmatics (Edinburgh: T&T Clark, 2009), Vol. IV.1, p. 211.

4) Horst Pöhlmann, Abriss der Dogmatik (Gütersloh: Gütersloher Verlag, 1975), p. 185.

5) Ellen White, Jesu liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 722.

6) Rolf Luther, Neutestamentliches Wörterbuch (Hamburg: Furche Verlag, 1963), p. 95.

7) Barth, p. 523.

8) Tertullian, De poenitentia 6.

9) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2004), vol. 13, p. 570.


Tænk over og tal sammen

1. Hvordan har evangeliet forvandlet dit liv? Hvad betyder evangeliet for dig?

2. Hvordan synliggør vi over for vores sekulære venner og bekendte, at evangeliet også er relevant for dem?

3. Hvad gør ”retfærdiggørelse ved tro alene“ for vores sjælefred?

4. Hvad er det ved evangeliet, der kan overbevise unge såvel som gamle om, at det kristne budskab er væsentligt?

 

 Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge1

af Ted N. C. Wilson, Formand for Adventistkirken på verdensplan.

Det så ud som et helt almindeligt ligtog: præster, tilskuere og mænd med spader i procession mod kirkegården. Der manglede bare en enkelt lille detalje: kisten.

En besynderlig og aggressiv begravelse

Luften var tyk af forventning og hævnlyst, da processionen nærmede sig kirkegården ved St. Mary kirke i Lutterworth, England. Endelig, hele 43 år efter at ærkekætteren John Wycliffe var blevet stedt til hvile, skulle han få løn som forskyldt. Fulde af ildhu gravede mændene, indtil de dybt nede stødte på kistelåget, og vanhellige hænder kunne fatte om Wycliffes knogler og kaste dem på bålet.

Det var ikke lykkedes pavedømmet at henrette Wycliffe, mens han levede, så nu var man fast besluttet på at få sin vilje med ham i døden. I håb om helt at gøre det af med manden og alt, hvad han stod for, blev Wycliffes jordiske rester – nu forvandlet til aske – af stolte prælater skovlet op og smidt i den nærliggende flod.

Men hvorfor dette indædte had? Hvorfor så megen galde? Jo, Wycliffe havde vovet at trodse paven, han havde vovet at løfte sin røst imod munkenes udnyttelse af folket, han havde vovet at oversætte Bibelen fra latin til engelsk og dermed gjort Guds ord frit tilgængeligt for det jævne folk på deres modersmål. Præsterne, biskopperne og paven selv vidste udmærket, at lyset fra Guds ord havde magt til at fordrive det mørke, som deres korrupte systemer hvilede på.

”Men afbrændingen af en sådan mands knogler kunne ikke sætte en stopper for hans indflydelse,“ skrev teologen og historikeren George Townsend flere århundreder senere. I sin bog om martyrerne har John Fox formuleret det således: 

”De gravede hans legeme op, brændte hans knogler og druknede hans aske, men Guds ord og den sandhed, som han forkyndte, kunne de ikke afbrænde; den forbliver og bærer frugt den dag i dag.“  1 

Wycliffe slap for flammerne, mens han levede, men mange efter ham endte som martyrer. De blev brændt på bålet, halshugget og druknet for deres troskab mod Gud og hans bud.

Bibelen til folket

Men kampen for at gøre Bibelen tilgængelig for folk på deres modersmål fortsatte ufortrødent. 200 år efter Wycliffes fødsel udgav Martin Luther, en af de mest kendte af reformatorerne, i 1522 sin egen tyske oversættelse af Det Nye Testamente. Hans oversættelse af hele Bibelen til tysk udkom først i 1534 og blev varmt modtaget af den jævne tysktalende befolkning. Men det huede ikke magthaverne: ”Forgæves påkaldte man både gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog man sin tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder beseglede deres tro med deres liv, men reformationen gik videre. Forfølgelse tjente kun til sandhedens udbredelse.“2 

Mens Martin Luther formidlede Guds ord til den almene tyske befolkning, fulgte William Tyndale i Wycliffes fodspor og påbegyndte en ny engelsk oversættelse af Bibelen. Wycliffes bibel var oversat fra latin, men Tyndale tog afsæt i den oprindelige græske og hebraiske tekst. Han mødte dog stærk modstand i England og måtte flygte til Tyskland, hvor han i 1525 kunne udgive sit Nye Testamente, der for første gang var oversat direkte fra græsk.

Tyndales Nye Testamente blev straks smuglet til England, hvor det blev vel modtaget af det engelske folk, om end ikke af myndighederne. Tyndale nåede aldrig selv at færdiggøre sin oversættelse af Det Gamle Testamente. I 1535 blev han forrådt og fængslet i 500 dage, hvorefter han led martyrdøden ved kvælning og offentlig afbrænding. Men betroede venner videreførte opgaven, og Tyndales oversættelse af Bibelen i sin helhed blev udgivet adskillige år efter hans død.3

Reformatorernes ild

Hvordan kunne disse mennesker udholde forfølgelse og tortur og endda være villige til at dø, for at andre kunne få adgang til Guds ord? Jo, de brændte for, at folk skulle kende Guds sandhed. Når det jævne folk fik øjnene op for sandheden i Bibelen, ville de forstå, at Bibelens lære står i skarp kontrast til det, som præsterne ville have dem til at tro. Sandheden ville sætte dem fri af det frygtens jerngreb, som den organiserede kirke på den tid holdt dem fanget i.

Ligesom reformatorerne brændte Ellen White for alles lige adgang til Bibelens skrifter. ”Bibelen blev ikke bare skænket præster og lærde mænd,“ skrev hun. 

18bedeuge1b 

Takket være de protestantiske principper, om at læse teksten i dens litterære betydning og lade Bibelen fortolke sig selv, var flere af vores fundamentale sandheder – sabbatten, de dødes tilstand, helligdommen og den undersøgende dom – allerede veletablerede, da Syvende Dags Adventistkirken blev stiftet i 1863.

I en kommentar til denne grundlæggende måde at studere Bibelen på skrev Ellen White: ”Hiram Edson og andre, der delte hans iver, ædelmodighed og ærlighed, var blandt dem, der i kølvandet af 1844 søgte efter sandheden som efter en skjult skat. 

Jeg mødtes med dem, og sammen studerede og bad vi inderligt. Ofte var vi sammen indtil langt ud på aftenen – sommetider hele natten igennem – idet vi under bøn om Guds lys studerede ordet. 

Igen og igen mødtes de for at studere Bibelen, for de ønskede at forstå den og forkynde dens budskab med kraft.“5

Et kritisk blik

Flere afviser i dag tanken om den litterære tilgang til teksten. Hvis vi skal kunne forstå hvilke dele af Guds ord, der endnu er relevante for os i det 21. århundrede, hedder det sig, må vi benytte os af en bibelkritisk tilgang til teksten. Fremfor at bruge Bibelen selv som fortolkningsgrundlag, foretrækker man således at lade menneskelig visdom afgøre, hvad der er relevant, og hvad der ikke er relevant.

Som syvendedags adventister står vi lige nu midt i denne kamp vedrørende Bibelens autoritet.

Vi må huske, at Bibelen er vores eneste sikre ståsted. Vi må følge og understøtte den historisk-bibelske fortolkningsmetode, der lader Bibelen fortolke sig selv.

Bemærk følgende råd om at læse Bibelen i sin litterære betydning: ”Gud kræver mere af sine efterfølgere, end mange er klar over. Hvis vi vil undgå at bygge vores himmelske håb på gyngende grund, må vi godtage Guds ord, som det står skrevet, og tro, at Herren mener, hvad han siger.“6

Bibelstudie metoder

Syvende Dags Adventistkirken har et officielt dokument, hvori vores tilgang til studiet af Bibelen uddybes. Generalkonferencens Executive Committee stemte på Annual Council i Rio de  Janeiro, Brasilien for dette dokument, der er adresseret til ”alle medlemmer af Syvende Dags Adventistkirken med det formål at udstikke retningslinjer for, hvordan Bibelen bør studeres.“ I dokumentet beskrives to forskellige indfaldsvinkler til Bibelen:

Den historisk-kritiske metode minimerer behovet for troen på Gud og lydigheden mod hans bud. Og fordi en sådan metode underkender betydningen af det guddommelige element i Bibelen som en inspireret bog (og den deraf følgende kontinuitet) og desuden afskriver eller mistolker apokalyptisk profeti og de eskatologiske dele af Bibelen, opfordrer vi adventist-bibelstuderende til ikke at sætte deres lid til de grundantagelser og deraf følgende konklusioner, som er forbundet med den historisk-kritiske metode.

I modsætning til den historisk-kritiske metode og dens grundantagelser mener vi, at det vil være gavnligt at opsætte principper for studiet af Bibelen, der er i overensstemmelse med Bibelens egne principper, som vægter kontinuiteten og tager udgangspunkt i, at Bibelen er Guds ord. En sådan tilgang vil føre til et tilfredsstillende og givende møde med Gud.7

Gud har givet os mandat til at forsvare hans ord. Det har vist sig at være pålideligt, og det har kraft til at ændre menneskers liv. 

Verden er ved at drukne i eksistentialisme. Påstanden er, at alt er relativt, men det er det ikke! Der findes absolutter, og de findes i Guds ord og i trofast at følge hans ord.

Tag tid til Ordet

Vi lever lige nu i en tid, hvor kristendommen bærer præg af overfladiskhed. Djævelen gør sit yderste for at aflede os fra Bibelen og fra sandheden. Alle midler tages i brug: fritidsinteresser, medier, fornøjelser, arbejde, musik, uenighed og interne stridigheder, falsk lære, familiestridigheder, økonomiske vanskeligheder – hvad som helst, der kan aflede os fra Guds ord.

Det er nu, vi skal studere Bibelen hver eneste dag. Guds ord er livsvigtigt, for det bringer os ansigt til ansigt med Jesus Kristus. Det lærer os, at vi kun frelses ved at stole helt og fuldt på ham. Det fortæller os om hans liv og død, om hans opstandelse og om hans tjeneste for os i det Allerhelligste i den himmelske helligdom. 

Det minder os om, at sabbatten er tegnet på pagten mellem Gud og dem, der holder hans bud. 

Det bekræfter troen og håbet på vores forløsers snarlige og virkelige genkomst. Det hjælper os med at forstå, at vi tjener en Gud, som aldrig svigter, og hvis menighed vil modstå djævelens angreb.

Det er nu, vi skal vokse i tro og i tillid til Guds ord. 

Vi ved, at der kommer en tid, hvor vi ikke vil kunne stole på vores sanser, hvor vi vil blive præsenteret for et ”næsten uimodståeligt bedrag,“8 iscenesat for ”om muligt at føre selv de udvalgte vild“ (Matt 24,24).

Det er nu

Det trækker op til storm. Det er nu, der skal bygges på Guds ords sikre fundament. Som Jesus selv siger det: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen“ (Matt 7,24-25). 

Troen må forankres i Guds evige ord. Bibelen, som trofast er blevet bevaret og beseglet med martyrernes blod, er ikke underlagt tid og kultur. Den er Guds levende ord, og ved Helligåndens vejledning kan vi i den finde svar på netop de spørgsmål, som lige nu trænger sig på. 


1) George Townsend, The Acts and Monuments of John Foxe: With a Life of the Martyrologist, and Vindication of the Work, vol. 3, p. 96.

2) Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 158.

3) http://greatsite.com/timeline-english-bible-history/ william-tyndale.html

4) Ellen White manuscript 12, Feb. 7, 1901.

5) Ellen White, Selected Messages (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1958, 1980), book 1, p. 206.

6) Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1948), vol. 5, p. 171.

7) Methods of Bible Study, https://www>.adventist.org/ en/information/official-statements/documents/arti- cle/go/-/methods-of-bible-study/

8) Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 505.

 


Tænk over og tal sammen

1. Hvilken historisk betydning tillægger du afbrændingen af Wycliffes knogler?

2. Hvordan kan du få større udbytte af dit studie af Bibelen?

3. Hvad menes der med, at ”det trækker op til storm“? Hvordan sikrer vi os mod uvejret?

 

 Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge4a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Hvad kommer efter retfærdiggørelse?

Tro alene retfærdiggør, men den forbliver ikke alene

Efter Luther den 18. april 1521 frimodigt havde afgivet sit vidnesbyrd for kejseren, fyrsterne og teologerne og nægtet at tilbagekalde sine standpunkter, råbte kejserens spanske følge: ”I ilden med ham!“ Luther slog ud med armene og råbte: ”Jeg har været igennem den, jeg har været igennem den.“

Retfærdiggørelse ved tro i praksis

“Se, noget nyt er blevet til!“ 

(2 Kor 5,17).

Denne dramatiske scene fra reformationshistorien illustrerer levende, hvad retfærdiggørelse ved tro indebærer.  Luther stod fast vel vidende, at han derved afskrev sig muligheden for frifindelse, men ved Guds domstol kan vi takket være Kristus stå fast i visheden om frifindelse. Ved tro er der ingen fordømmelse. Vi går ”fra døden til livet“ (Joh 5,24).

Men der er stor forskel på menneskers dom og Guds dom. En menneskelig dommer kan kun frifinde, men en guddommelig dommer kan skabe på ny. Når Gud frifinder, genskaber han os som åndelige individer. Den troende bliver det, som han allerede er! Retfærdiggjorte lever vi retfærdigt. Det var, hvad ”retfærdiggørelse i sin fulde betydning“1 betød for Luther.

I dag taler vi om ”retfærdiggørelse“ (syndernes forladelse) og ”helliggørelse“ (sejr over synden). Ellen White siger, at det kristne liv er et liv i “tro, sejr og glæde i Gud.“2 På mirakuløs vis begynder et helt nyt liv.3

Ved tro holder vi fast ved Jesus og tager borgerskab i Guds rige. Kristus og Helligånden vækker os til en sprudlende og dynamisk åndelig tilværelse. Dette liv er frugten af – og et vidnesbyrd om – frelsens gave. 

Vi lever til Guds ære og andres gavn, for som reformatoren siger det: Tro er ”et guddommeligt værk i os, der forvandler os og genføder os på ny af Gud“ (Joh 1,13).

Troen ”dræber ved Helligånden den gamle Adam og forvandler hjerte, mod, intellekt og kraft. Der er noget levende, virksomt, aktivt og kraftfyldt ved troen, der gør det umuligt ikke hele tiden at gøre godt. Ej heller stiller troen spørgsmålstegn ved, om gode gerninger hører med. Allerede inden spørgsmålet er stillet, er troen i fuld gang og fortsætter ufortrødent.“4

18bedeuge4b

Et liv til Guds ære

“Også vi skal leve et nyt liv“
(Rom 6,4).

Nok er det nye liv en naturlig følge af frelse modtaget i tro, men det er også en nødvendighed, hvis det kristne liv overhovedet skal være troværdigt. Gud sigter i frelsen ikke kun på tilgivelse, men også på forvandling.

I samme øjeblik, som vi tror på Jesus, står vi retfærdige over for Gud, men at leve retfærdigt er en proces, som fortsætter livet ud. Denne proces begynder, når Kristus får herredømmet i den troendes liv. Den markerer, som Luther udtrykker det, ”begyndelsen på et nyt skaberværk.“5 Når de troende er blevet kendt retfærdige, påbegynder Kristus ved Helligånden et gudfrygtigt liv i dem, dag for dag og time for time.

Gud er som ”den gode samaritaner“, der reddede manden, der var faldet blandt røvere og lå såret på vejen til Jeriko. 

Ligesom samaritaneren ikke tøvede et øjeblik med at hjælpe en jøde, sådan tøver Gud heller ikke et øjeblik med at elske dem, som befinder sig langt borte fra ham (Rom 5,8).  

Guds hensigt er at frelse dem (vers 10). Og ligesom samaritaneren gjorde alt for den sårede og betalte for plejen, sådan har ”Gud i Kristus“ ”gjort og betalt“ alt, så vi kan blive forligt med ham og fornyet i ham (se 2 Kor 5,17.19.21).

Men ligesom sår er længe om at hele, sådan er det også med syndere, der kommer til Gud. De må vokse (2 Pet 3,18). Selv med syndsforladelse og et nyt liv, er synden der til stadighed – i og omkring synderen. (1 Joh 5,19; Rom 7,17).

Takket være Helligånden er synd ikke længere herre i den kristnes liv. Synden er blevet tøjlet (Gal 5,16). Ikke desto mindre slipper den troende ikke for at kæmpe med synden (vers 13). Vi er kaldet til at sejre og kan trøste os ved, at Guds tilgivelse ikke bare er en engangsforestilling, men hele tiden tilbydes den, der angrer (1 Joh 2,1 og Hebr 7,25).

Luther beskrev levende spændingsfeltet mellem det at stå retfærdig for Gud og samtidigt kæmpe med synd i verden. I helliggørelsesprocessen er væksten progressiv, men fuldendes først, når den ”elskede dommedag“ bryder frem. "Dette liv handler ikke om at være from, men om at blive from, ikke om at være rask, men om at blive rask, ikke om at være, men om at blive, ikke om hvile, men om bevægelse. Det er ikke målet, men rejsen, der er vigtig.“6 Det er Guds vilje, at vi "helliggøres dag for dag.“7

Lignende tanker findes hos Ellen White: Helliggørelse er ”frugten af livsvarig lydighed“. Kampen med synd er et ”dagligt arbejde“, men troen ”sejrer“, selvom kampen fortsætter, så længe vi lever her på jorden.8

Kærlighed i handling

”Tro, virksom i kærlighed“
(Gal 5,6).

Retfærdighed og det nye liv er kun vores ved tro på Kristus. Ifølge Paulus er troen kendetegnet ved kærlighed og kærlighed kendetegnet ved handling.  Man kan illustrere retfærdiggørelsens og helliggørelsens gave til den som tror på følgende måde: En far giver sin søn en 1.000 kr. seddel, men det er ikke meningen, at sønnen skal beholde pengene selv. Han skal veksle sedlen til mindre sedler, så også andre kan få glæde af gaven. Sådan er helliggørelse. Eller som Luther udtrykker det: ”I taknemmelighed til en far, der overøser mig med sine uvurderlige rigdomme, skulle jeg så ikke frivilligt med glæde og af hele mit hjerte være ivrig efter at gøre alt, hvad jeg véd behager ham, og som er godt i hans øjne? Ligesom Kristus har givet sig selv til mig, giver jeg da mig selv som en slags Kristus til min næste. Og jeg vil intet gøre her i livet uden det, som er nødvendigt, fordelagtigt og til gavn for min nabo, da jeg jo ved, at troen er velsignet med en overflod af alt godt i Kristus.“9


1) Paul Althaus, Die Theologie Martin Luthers (Gütersloh: Gütersloher Verlag, 1975), p. 205.

2) Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 384.

3) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 39/I, p. 98.

4) Citat fra Heinrich Bornkamm, Luthers Vorreden zur Bibel (Frankfurt am Main: Insel Verlag, 1983), p. 182.

5) Luther, p. 83.

6) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 7, p. 337.

7) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 40/II, p. 355.

8) Ellen White, Mesterens efterfølgere (Dansk Bogforlag, 1964) s. 295; Ellen White, Budskaber til de unge (Dansk Bogforlag, 1940), s. 60; Ellen White, Mod en bedre fremtid, (Dansk Bogforlag, 2012), s. 379.

9) First Principles of the Reformation or The 95 Theses and the Three Primary Works of Dr. Martin Luther, ed. Henry Wace and C. A. Buchheim (London: John Murray, 1883), p. 127.


Tænk over og tal sammen

1. Hvilken gave får vi af Gud ved hhv. retfærdiggørelse og helliggørelse?

2. Hvordan hænger helliggørelse og syndfrihed sammen?

3. Hvordan viser helliggørelse sig i den kristnes liv?

4. Tal om følgende udsagn: Helliggørelse frelser ikke, men er et nødvendigt vidnesbyrd om frelsen.

 

 Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge3a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Læren om retfærdiggørelse ved tro alene er ”reformationens tilflugtssted“.1 

Da det gik op for Martin Luther, at synderen retfærdiggøres gennem tro på den korsfæstede, var det for ham, som om han allerede var trådt ind i paradis. 

Sjælekval

Luther havde som munk og teologiprofessor i årevis forgæves forsøgt at forstå, hvad Paulus mener, når han siger: ”I (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed“ (Rom 1,17). Nat og dag kredsede hans tanker om netop den udtalelse. Som han selv udtrykker det, hadede han udtrykket ”Guds retfærdighed“. Af kirkefædrene havde han nemlig lært, at udtrykket henviser til den retfærdighed, som Gud forlanger, men som synderen umuligt kan frembringe, hvorfor han står under Guds dom. 

“Helligånden åbnede skrifterne for mig i dette tårn“

I 1545, et år før sin død, kastede den tidligere augustinermunk og reformator igen et blik tilbage på det, der blev vendepunktet i hans liv og hans tro. 

Alt forandredes, da det gik op for ham, at ”Guds retfærdighed“ ikke er et krav, men en gave: en retfærdighed, som Gud tilskriver enhver, der tror på Kristus. 

Ifølge Luther selv befandt han sig i et tårnværelse i det Sorte Kloster i Wittenberg, da han fattede det for første gang: “Helligånden åbnede skrifterne for mig i dette tårn.“2

Bibelsk retfærdighed

”Udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,1). Guds retfærdighed beskrives allerede i Det Gamle Testamente som den retfærdighed, der frelser synderen. Da Abraham fik løftet om efterkommere (1 Mos 15,5), var han ikke noget ”overmenneske“. Han var en synder ligesom alle andre. Men han stolede på Guds løfte, og det regnede Gud ham til retfærdighed (vers 6). Det betyder, at Gud regnede Abraham for ”retfærdig“ på grund af hans tillidsfulde tro. Ligesom betegnelsen ”den ugudelige“ i Bibelen ikke sigter til det, som vi i dag kalder ”ateisme“, men henviser til ”synderen“ (Sl 1,1; Ord 11,31), sådan er ”den retfærdige“ heller ikke i bibelsk forstand den ”syndfri“, men den som ”tror“ (Hab 2,4). Apostlen Paulus konstaterer derfor, at heller ikke under den gamle pagt blev man retfærdiggjort ved gerninger, men ved tro (Rom 4,6-8). Kun Gud ”retfærdiggør“, ”erklærer retfærdig“ eller ”tilregner nogen retfærdighed“: ”Herren er vor Retfærdighed“ (Jer 23,6).

Retfærdighed i Bibelen er altså et religiøst og ikke et moralsk eller politisk begreb. De, der adlyder landets love, og som holder sig inden for lovens rammer, er ikke noget særsyn i denne verden. Men den, der påstår at være retfærdig for Guds ansigt tager grueligt fejl, for som salmisten udtrykker det: “intet menneske er retfærdigt“ (Sl 143,2).

Hvis et menneske altså skal stå i ”ret“ forhold til Gud, behøver han Guds retfærdighed. Derfor siger salmisten: “udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,2 og 71,2). Denne retfærdighed er først og fremmest forløsende og frelsende – ikke straffende. 

I lyset af Det Nye Testamente betyder det, at Gud selv – i den dom, der på korset tager livet af hans retfærdige og syndfrie søn – påtager sig skylden og dommen over denne onde jord (Joh 1,29). Takket være det offer kan han tage imod og tilgive uretfærdige. Han kan forvandle deres måde at tænke på, give dem et nyt liv og håbet om en ny, retfærdig verden (2 Pet 3,13). Kun de, der afviser denne gave, vil blive dømt ud fra deres egne overtrædelser (Heb 10,29.30).

18bedeuge3b

De kendte ikke Guds retfærdighed

“De kender jo ikke Guds retfærdighed“ (Rom 10,3). Det Gamle Testamentes profeter lærte klart, at menneskelig dyd ikke kan frelse menneskeheden. (Es 64,5). Frelsen afhænger af Guds retfærdighed: hans tilgivelse og nådige accept. Men denne sandhed fik ringe kår i de århundreder, der fulgte Det Gamle Testamentes afslutning.

Efterhånden begyndte man at sætte mundtlige overleveringer og forsøg på at tolke skrifterne på lige fod med Guds åbenbaring. Troens fundament blev således ikke kun de Hellige Skrifter, men også den mundtlige overlevering. Man supplerede loven, Toraen, med utallige instrukser om, hvordan den skulle overholdes, og sommetider trådte rabbinernes tillæg endog i stedet for den oprindelige tekst (Matt 15,1-6) og erstattede den (Rom 9,31-32). Det, der var tænkt som en ”vejledning til livet“, blev ”vejen til frelse“. Denne misforståelse førte til den religiøse formalisme (Matt 23,23) og arrogance (Luk 18,9-14), der kendetegnede farisæerne på Jesu tid.

At behovet for Guds nåde heller ikke på den tid var noget fuldstændigt ukendt begreb antydes i Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter,3 men der blev i stigende grad lagt vægt på værdien af egne gerninger, som man mente kunne sone synd4 og vinde anerkendelse hos Gud.5 

Livet blev et ”trældommens åg“, og farisæerne bestræbte sig på at ”udstille deres fromhed“ og ”hævde sig selv“ i troen på, at deres retfærdighed kunne tjene som ”adgangskort til himlen.“6 

Fortabte mennesker – kærlig Gud

Jesus møder denne lære med et rungende ”nej!“. Det billede af Gud og hans forhold til mennesker, som han formidlede og holdt i hævd, var et ganske andet, og hans indsigt i den menneskelige natur stak langt dybere end hans samtids. Det menneske, fra hvis hjerte ”onde tanker“ udgår (Matt 15,19), er ude af stand til at gøre noget som helst godt i Guds øjne. Der må ske en gennemgribende forvandling med os, og vi må sætte vores lid til evangeliet (Mark 1,15). Men selv da er vi helt og fuldt afhængige af Gud, for vi vil altid komme til kort i åndelig forstand (Matt 5,3). Det gode vi gør, når vi følger Kristus, er ikke vores egen fortjeneste, men er blot en naturlig følge af, at han virker i os (Luk 17,10).

Gud – vores barmhjertige far – nærer en grænseløs kærlighed til sine børn. Han tilgiver de bodfærdige og tager dem beredvilligt til nåde (Luk 15,20-24). Han kalder os, hans efterfølgere, til arbejdet, men han giver os ikke løn efter fortjeneste. I sin gavmildhed giver han os altid så meget mere, end vi fortjener (Matt 20,15). Han skylder os ikke noget, men alt, hvad vi modtager af hans hånd, skyldes hans godhed.

Martin Luther havde det fortrin frem for sine modstandere, at hans viden ikke kun var teori, men byggede på erfaring. Gennem sin egen indre kamp og i kampen med den tids teologi og dens forsvarere fik han en forståelse for, hvad der bør være den grundlæggende erfaring for enhver kristen: ”Retfærdighed er at vedkende sig Kristus.“ 7


1) Wilhelm Dantine, Die Gerechtmachung des Gottlosen (Munich: Christian Kaiser Verlag, 1959), p. 248.

2) Martin Luther, Tischreden, 3, 3232c.

3) Baruks Bog 2,19. 27

4) Tobits Bog 12,9

5) H.L. Strack and P. Billerbeck, Kommentar zum Neuen Testament aus Talmud und Midrasch (Munich: Beck, 1961), Vol. IV/1, p. 491.

6) Ellen White, Jesu liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 166, 535, 357, 262.

7) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2005), vol. 31/II, p. 439.

 


Tænk over og tal sammen

1. Hvad er forskellen mellem den almindelige betydning af ”retfærdighed“, og det som Bibelen kalder ”Guds retfærdighed“?

2. Hvordan er Guds retfærdighed langt vigtigere end verdens retfærdighed? Hvordan kan vi forklare det for mennesker omkring os – unge såvel som gamle? 

3. Hvordan adskiller den måde Jesus forstod Gud og mennesker på fra den gængse forståelse i hans samtid og i vores tid? 

 

 Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge5a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Vores handlinger afspejler, hvem vi er

Formalisme og ritualer

På tærsklen til reformationen var den kristne verden kendetegnet ved en blomstrende og livskraftig religiøsitet. Langt de fleste var aktive kirkegængere og bestræbte sig på at leve et fromt liv. Men deres opfattelse af, hvad fromhed indebærer, var ganske mangelfuld. Den katolske kirkes egne historikere medgiver, at den tids ”bøn, liv og lære var langt fra Bibelens og apostlenes ideal.“1

Det religiøse liv var præget af formalisme og ritualer. I Köln holdt man eksempelvis i hundredevis af messer hver eneste dag, men alle på latin. Hverken andagt eller undervisning foregik på et sprog, som folk kunne forstå. For at sikre sig finansielt og åndeligt valgte mange klosterlivet. Af Tysklands dengang 20 millioner indbyggere tilhørte omtrent 1,5 millioner præste- eller munkestanden. Man frarådede de troende selv at læse Bibelen, og opmuntrede dem til i stedet at begive sig ud på vanskelige pilgrimsrejser. F.eks.  kunne man besøge ”Kristi hellige klædning“ i Trier, Tyskland eller en af de utallige relikviesamlinger. Kejser Frederik den Vise af Sachsen, der regerede i den egn, hvor Luther boede, kunne prale af en samling på over 19.000 relikvier,2 bl.a. ”hø fra Jesu krybbe“, ”en kvist fra den brændende busk“ og ”mælkedråber fra moder Maria“. Der blev på intet tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved ægtheden af de udstillede genstande.

18bedeuge5b

Kampen om afladsbrevene

Jesu krav om ”gode gerninger“ (Matt 5,16) blev fremstillet på en måde, som slet ikke var i tråd med evangeliet. Når Jesus tilgav synder (Mark 2,5 og Joh 8,11), bebyrdede han ikke folk med yderligere straf, men sendte dem bort med fred. Med udgangspunkt i Jesu barmhjertighed skabte middelalderens teologer imidlertid et komplekst juridisk gerningsorienteret system. I skriftemålet kunne man af præsten modtage syndernes forladelse, men for helt at sone synden måtte man efterfølgende vise sin bodfærdighed i form af bestemte handlinger. På den måde udvikledes læren om aflad fra timelige synder, og man kunne således købe afladsbreve på vegne af de døde, som (angiveligt) befandt sig i skærsilden. Efter reformationen ophørte handelen med aflad, men den romersk katolske lære om aflad eksisterer den dag i dag.3 

Det var uenighed om bodsøvelser og salg af aflad, der gav anledning til reformationen. Paverne, der havde brug for midler til opførelsen af Peterkirken i Rom, opfordrede til handel med aflad, og ifølge den katolske historiker Joseph Lortz tiltog den ”skandaløse pengeforretning“.4 En af de mest fremtrædende fortalere for handelen med aflad, dominikaner præsten Johann Tetzel, lovede sågar de troende, at ”når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer.“5

Dette bragte sindet i kog hos den unge teologiprofessor Martin Luther i Wittenberg. I et brev til ærkebiskop Albrecht af Mainz protesterede han imod denne vranglære: 

”Kristus opfordrede på intet tidspunkt til forkyndelsen af aflad, men lagde al vægt på forkyndelsen af evangeliet.“ 6

Inspireret af sin ven Philipp Melanch thon skrev Luther de ord den 31. oktober 1517 og sømmede 95 teser vedrørende aflad og bodsøvelser på døren til slotskirken i Wittenberg, Tyskland. Den første tese var sprængfarlig. Gerninger soner ikke synd, påstod han. Hele det kristne liv leves i anger og omvendelse: ”Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ’Gør bod’ osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.“7

“Hold budene!“

I sin afhandling: “Om de gode gerninger“ (skrevet i maj 1520) forklarede reformatoren, hvilke gerninger, der bør præge kristenlivet. Gode gerninger defineres af Gud og ikke af mennesker, og vil man vide, hvori de består, må man bide mærke i Jesu ord til den rige unge mand: ”... vil du gå ind til livet, så hold budene!“ (Matt 19,17).

Her henviser Jesus til de ti bud og ikke til gejstlige forskrifter eller traditioner. 

Den kraft, der skal til for at overholde budene, kommer kun fra Gud selv, og uden Kristus er gerningerne døde.9 

Uden gerninger, der udspringer af troen, er troen blot en tom skal: ”Det kristne liv i sin helhed består både af tro og af gode gerninger.“ Gode gerninger er dokumentationen for troens ægthed.10 Tro manifesterer sig i kærlighed og kærlighed i efterfølgelse af budene.11

Kristne lever ”under loven, men uden loven.“12 ”Uden loven“ fordi den, som tror på Kristus ikke fordømmes ved loven, og ”under loven“, fordi loven stadig er gældende – også for genfødte kristne. Ved loven erkender vi synden (Rom 3,20), så vi – vejledt og drevet af Helligånden – kan indrette vores liv efter Guds vilje (Rom 8,4; Hebr 8,10).

Ellen White skriver ligeledes, at ganske rigtigt frelses vi ikke ved loven, men når Gud skriver sin lov i vores hjerter, både kan og skal vi efterleve den.13

I et internt opgør med de såkaldte ”antinomister“ – ”modstandere af loven“ – beklagede Luther, at mange af hans tilhængere foretrak ”det søde evangelium“, hvor retfærdiggørelse af synden er vigtigere end retfærdiggørelse af synderen. Han frygtede, at der ville komme en tid, hvor mennesker ville gøre som det passede dem og helt fornægte Guds eksistens.14

Adventfolket er kaldet af Gud til at advare om denne fare og opfordre til troskab mod Guds bud. Han har givet os et ”særligt budskab“ – et reformationsbudskab – om at genetablere, bevare og følge ”Guds lov“. Ellen White kaldte det ”den sidste advarsel til verden“.15


 1) Joseph Lortz and Erwin Iserloh, Kleine Reformationsgeschichte (Freiburg im Breisgau: Herder, 1969), p. 25.

2) Roland Bainton, Martin Luther, 4th ed. (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 1962), pp. 54, 55.

3) Katechismus der katholischen Kirche (Munich: 1993), § 1494-1498.

4) Lortz and Iserloh, p. 41.

5) Martin Luther, 27th thesis, quoted from Ingetraut Ludolphy, Die 95 Thesen Martin Luthers (Berlin: Evangelische Verlagsanstalt, 1976), p. 23.

6) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Briefe (Stuttgart: Metzler, 2002), vol. 1, p. 111.

7) Ludolphy, p. 20. Den danske oversættelse af tesen er hentet her (hvor man iøvrigt også kan læse alle 95 teser samt andre af Luthers skrifter oversat til dansk): http://www.lutherdansk.dk

8) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 6, pp. 204, 205. Desværre tilsluttede Luther sig igen den kirkelige tradition, da han mente nogle af budene indeholdt detaljer, der kun var gældende for den tid, i hvilken de var givet. F.eks. afskrev han sabbatsbuddet som jødisk, selvom det har sit udspring i skabelsen (1 Mos 2,2-3). Samtidigt måtte han dog indrømme, at helligholdelse af søndagen udspringer af den kirkelige tradition (Der große Katechismus [Munich: Siebenstern, 1964], pp. 37, 38).

9) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 12, p. 289.

10) Ibid., vol. 10/III, pp. 225,226.

11) Heinrich Bornkamm, Luthers Vorreden zur Bibel (Frankfurt/Main: Insel Verlag, 1983), p. 179.

12) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 39/I, p. 433.

13) Ellen White, Patriarker og profeter (Dansk Bogforlag, 1965), s. 187.

14) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Deutsche Bibel (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 11/II, p 117.

15) Ellen White, Evangelism (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1946), p. 225.


Tænk over og tal sammen

1. Hvorfor har vi også som kristne brug for retningslinjer?

2. Hvilken betydning har Guds bud for os? Hvordan oplever vi ”frihed for loven“ og ”frihed i loven“?

3. Hvad frygtede Luther allerede dengang? Er hans bange anelser blevet til virkelighed? Hvad er adventfolket kaldet til?

 



Find vores kirker og afdelinger