I en tid, hvor det var vigtigt at stå fast på ens egne overbevisninger og at kende sin egen identitet, hvor jøden vidste, at han stod i en speciel relation til skaberen, og at skaberen specielt havde udvalgt det jødiske folk, så var det vigtigt at stå fast.

EN SOLID BAGGRUND

Saulus fra Tarsus vidste, hvem han var. Han vidste, hvad han arbejdede for, og han havde haft den bedste undervisning på universitetet i Jerusalem. Men som en jøde, opvokset uden for Jerusalem og Judæas grænser, i Tarsus, så havde han også stiftet bekendtskab med græsk filosofi. Ligesom Daniel, der i Babylon havde modtaget undervisning og havde set, hvad den babylonske filosofi sagde om livet, så havde Saulus et førstehåndsindtryk af at leve i verden. Det må have være noget af en omvæltning for alle i hans omgangskreds. Når en stærk person med en stærk personlighed ændrer karakter, har det sjældent konsekvenser udelukkende for den enkelte. Men drevet, som flere andre jødiske smågrupper, af en passion for en genopretning
af den jødiske stat, og især en befrielse fra den romerske besættelse, arbejdede han aktivt på at bevare den jødiske identitet.

Forvandlingen

Men med et – på vejen til Damaskus, hvor han mødte Jesus – måtte Saulus sande, at han tog fejl. Enhver med stærke overbevisninger og med en særdeles stærk tro véd, at det gør ondt at finde ud af, at man har taget fejl. Saulus måtte bide i det sure æble og gennemgå det, som i mangel af bedre må beskrives som en fuldstændig forvandling. Saulus gik fra at være ham, der overværede og måske bemyndigede vold med døden til følge (husker du Stefanus fra Apostlenes Gerninger kapitel 7?), til ham, som selv modtog piskeslag og vold fra både jødiske åndelige ledere og romerske statsligt ansatte. Med en navneforandring måtte Paulus begynde forfra, og i stedet for at gå direkte i gang, så tog Paulus sig en god, lang orlov, og brugte de næste tre år på at få styr på sine tanker. Lige siden har Paulus været omdrejningspunktet for rigeligt med diskussioner, måske næstflest efter Jesus. Var han primært jøde, der brugte jødiske
begreber, blot oversat til græsk? Eller var han i virkeligheden mere en græsk filosof med jødiske rødder, der lavede en speciel sammensmeltning af jødisk historie, græsk filosofi og så sammensatte det til en ny religion for tidligere jøder og hedninger? Paulus var veluddannet i det, vi kalder Det Gamle Testamente. Han kendte til profetier i Daniel, Ezekiel, Esajas og Jeremias og de fem Mosebøger. Men til trods for alt dette måtte han i mødet med den opstandne Messias indse, at hans vilje til at følge Guds bud og ophøje loven kun ville bringe død, til trods for at han troede på, at loven var hellig, og at budet var helligt, retfærdigt og godt (Romerbrevet 7,12).

Helt nye spørgsmål

For Paulus ændrer hans møde med Jesus radikalt den måde, han lever sit liv på. Paulus’ breve hentyder til nogle af de diskussioner, som Paulus var en del af. Var Paulus for blødsøden over for andre nye troende? Skulle de omskæres? (Galaterbrevet 2) Hvad med deres spisevaner og helligdage? (Romerbrevet 14). Men Paulus var forvandlet. De stærke tydelige tegn, der markerede jøden fra hedningen var problematiske i en bevægelse, der lige pludselig bestod af forskellige kulturer, fra forskellige lande og med forskellige køn. For Paulus var spørgsmålet
ret simpelt. Hvordan ville Gud holde sammen på et folk, med så forskellige baggrunde? Skulle alle lade sig omskære, og blive jøder? Eftersom templet aldrig havde været Guds foretrukne sted at leve, og at Guds ønske altid havde været at hans folk skulle fungere som templet, så gjorde Paulus op med templets tydelige adskillelser. Det skulle være slut med en forgård for hedningerne, en forgård for kvinderne, og en forgård for mændene. Ligeledes med omskærelsen, som opdelte jødiske mænd fra jødiske kvinder, og jødiske mænd fra græske mænd. I Kristus
er der ikke længere adskillelse på baggrund af køn eller etnicitet. Ligeledes var sabbatten en tydelig praksis, som adskilte jøder fra hedningerne, og ligesom omskærelsen og spisevanerne udfordrede det enheden og samhørigheden. Vi kan forestille os, at det spørgsmål, Paulus stillede sig selv, ikke drejede sig om, hvornår man skulle gå i kirke, men mere praktiske problemstillinger. Når folk, der ikke var vant til at holde sabbatten hellig, var i samme gruppe som folk, der anså sabbatten som værende det vigtigste bevis på, at man troede på Gud, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det kunne give spændinger internt i kirken!

Evangeliet fornyer

Hvordan håndterede Paulus disse forskelle? Paulus brugte det, som i første omgang havde ført disse ellers så forskellige grupper sammen: Evangeliet! Det var evangeliet om, at Jesus var Herre. At Jesus ved hans død og genopstandelse havde indvarslet en ny tidsalder. Evangeliet var for Paulus bundet sammen med det gamle løfte til Abraham om et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen (1.Mosebog 15). Paulus så, i lyset af Jesu død og genopstandelse, at det nu var en realitet. Gud havde givet Abraham et løfte om at Gud ville bringe velsignelser til hele verden gennem ham (1. Mosebog 12,3). Formålet med den pagt, som Gud indgik med Israel og Abraham, var, at Guds velsignelser skulle nå ud til alle folkeslag, og Abraham skulle være stamfar til et stort samlet folk. For Paulus var håbet om en fremtidig genoprettelse af verden stadig intakt, men det var ligeledes en realitet, nu og her, i hans eget og i kirkens liv. Fremtiden var brudt ind i nutiden. Da Jesus opstod fra de døde, var håbet om en fremtid på sin vis allerede en realitet. Og dette håb om en fremtidig fuldstænding genoprettelse af hele verden kunne Paulus sammen med alle de andre Håbet om en fremtidig fuldstænding genoprettelse af hele verden kunne Paulus sammen med alle de andre kristne tage hul på i nutiden, ved at de modtog Helligånden. Gud havde ved genopstandelsen taget hul på fornyelsen af denne verden, og alle der troede på Jesus Kristus, vores Herre, var en del af denne nye skabelse. Paulus kiggede stadig frem mod den dag hvor alting skulle fornyes, og hvor de døde, ligesom Jesus skulle opstå fra de døde, men forstod og troede samtidig, at Jesu trofasthed havde bragt nyt liv ind i hans eget liv nu og her. Som en slags depositum.

En udfordrende omvendelse

Selv i kirken, vil der altid være uoverensstemmelser. Der vil være konflikter og forskellige holdninger til fortolkninger, og det er ikke noget nyt. Men måske skulle vi i langt større grad huske på, at fornyelsen starter ved den opstandne Jesus og modtagelsen af Helligånden, som beviset på, at vi er en del af den nye pagt. Det er Gud, der skaber fornyelsen i os. Løftet til os er, at vi vil modtage Helligånden og omskærelsen af hjertet. Mon ikke at netop en omskærelse af hjertet, ved modtagelsen af Helligånden, i mødet med den genopstande Jesus, var nøglen til fornyelsen i Paulus?