At læse Bibelen er at tage på en rejse til en anden kultur, hvor vi ikke blot besøger andre steder, men også lever os ind i en anden tidsalder. Gud har givet os Bibelen, så vi ved at læse den kommer til at besøge en fremmedartet verden og derved lære mere om os selv.

For at forstå må man lægge sine fordomme bort og se andre kulturer ud fra deres egen baggrund. Spaniere holder ikke siesta midt på dagen, fordi de er dovne, men fordi de lever i et andet klima. Også Bibelen må læses indefra, med forståelse af samtidens skikke og sprogbrug. At læse Bibelen er at foretage en tværkulturel rejse.

Den elskede sammenligner sin kvinde med en hest (Højs 1,9), ikke fordi hun ligner en hest, men fordi hun er som en hoppe (betydningen af det hebraiske ord susah), der i sin skønhed skaber forvirring, ligesom en hoppe foran Faraos stridsvogne. Farao brugte nemlig kun hingste til sine stridsvogne, og med datidens bidsler var de ikke lette at styre, hvis en tiltrækkende hoppe løb forbi – det er bekræftet, at hittitterne brugte det som et krigstrick!

Når Matthæus inddeler Jesu stamtavle i tre gange fjorten led (Matt 1,1-17), stemmer det ikke med den måde, vi ville gøre det på. Men det passer fint med datiden, hvor ingen forventede, at en slægtstavle indeholdt alle led. Også i poesi bruges tidens kulturelle spilleregler. Man overdriver, som når David efter mordet på Urias bekender til Gud: ”mod dig alene har jeg syndet“ (Sl 51,6). Urias ville nok have protesteret, hvis han kunne!

Eksempler

I Betsajda nord for Galilæa Sø helbredte Jesus en blind (Mark 8,22-26). På Vanuatu spurgte en kvinde mig om, hvorfor det skete i flere tempi. Jeg er ikke helt sikker på, at hun selv havde en bibel, og hendes læsefærdigheder var små, men hun havde hørt historien. Med mine vestlige akademiske fordomme tænkte jeg, at det ville blive vanskeligt for hende at fange pointen, men jeg forklarede, hvordan Jesu brugte denne helbredelsesmetode, og hvordan Markus nedskrev den for at vise, at det af og til tager tid for mennesker at forstå. For hende tog det kun et øjeblik, selv om det for mange vesterlændinge kan vare længe. Hun var nemlig vokset op i en narrativ kultur og havde let ved at læse og høre Bibelens beretninger indefra.

På øen New Britain sad jeg tålmodigt og ventede på en friluftskoncert, som skulle begynde klokken 8.30. Den gik i gang lidt over elleve, og ingen så ud til at finde det problematisk. Så når Bibelen fortæller, at Jesus kommer snart (Åb 22,20), er hans tøven ikke nær det samme problem for mennesker på Papua New Guinea som i en moderne vestlig kultur, hvor en prædiken om Jesu genkomst let får mig til at se på uret for at tjekke, om det kan nå at ske i dag.

Når Paulus fortæller, hvordan vi kan fyldes, til ”hele Guds fylde nås“ (Ef 3,19), og vi som hellige ”når frem til … en vækst, som kan rumme Kristi fylde“ (Ef 4,12-13), læser en moderne vesterlænding apostlens ord som en beskrivelse af mig som enkeltperson. Vi er nemlig i dag vokset op i den mest individualistiske kultur, verden har oplevet, og vi er vant til at læse ”mig“, før vi læser noget andet. Sådan er det ikke i kulturer, der sætter fællesskabet højest, som fx Papua New Guinea, hvor ordet for ”vi“ hedder ”yumi“ og er sammensat af de to engelske ord for ”dig“ (you) og ”mig“ (me). Og sådan var det heller ikke for Paulus og efeserne, hvor det ”fuldvoksne menneske“, apostlen taler om (Ef 4,13), var et billede på menigheden i dens fællesskab.

Faderbegrebet

I vores kultur er vi blevet vant til at tænke på forældreskab i lyset af DNA. Vi ved, hvad en far er, og hvad en søn er. Vi er derfor i løbet af godt 200 år kommet til at tale om familie på en anden måde, end man tidligere har gjort. Men Bibelen bruger begreberne helt anderledes. At være far kan være at være far, morfar, farfar, bedstefar, oldefar og stamfar, men en far er også ophavsmanden til alle smede (1 Mos 4,22), eller en lærer for elever, som Elisa for ”profeterne“ (2 Kong 6,1, bogstaveligt ”profetsønnerne“). Og en søn kan være den person, der har overtaget et embede, som når Belshassar sidder på Nebukadnesars tidligere trone, og Nebukadnesar derfor kaldes hans far (Dan 5,18), uafhængigt af, om de to med vores kulturs øjne var i familie.

Og du og jeg kan jo også i troen blive ”Guds børn“. I den himmelske families fællesskab kalder Paulus både ”mand og kvinde“ (Gal 3,28) for ”sønner“. Gal 3,26 bruger nemlig det græske ord for ”søn“, selv om den danske oversættelse siger ”børn“. Paulus’ valg skyldes den kulturelle baggrund. Der tales om at være arving, og i datidens kultur arvede kun sønnerne. For at understrege, at mænd og kvinder er ligestillede i Guds øjne og bør være det også i menigheden, siger Paulus derfor, at vi ved troen og dåben alle bliver ”sønner“ i betydningen arvinger.

Ved at give os Bibelen har Gud inviteret os på en eksotisk rejse ind i en anderledes og spændende verden. Når vi læser den, kommer vi til større forståelse af os selv, fordi vi både lærer andre tider og Gud selv bedre at kende.

Bragt i Adventnyt · nr. 2 · april 2022