Redaktionens kommentar: Adventnyt har modtaget dette læserbrev, som berører et ømtåleligt emne i adventistkirken. Vi bringer det med et ønske om, at det vil medvirke til en øget forståelse og omsorg for de af vores søskende i menigheden, som står med disse udfordringer.

En kort forhistorie:

Min søn, Jakob, er snart 42 år. Han meldte sin ankomst en nat i april. Hans første vejrtrækning viste store problemer! Han fløj med helikopter til Odense Universitetshospital. Han havde en svær misdannelse – diafragmahernie, dvs. brok (hul) i mellemgulvsmusklen. Han blev opereret 7 timer gammel og vejede 2000 gram. Den første måned røg han ind og ud af respiratoren. Vi vidste ikke, om han kom hjem i en vugge eller i en kiste. Ifølge statistikken burde han ikke have overlevet. Han må være et stort mirakel!

Da Jakob var fire år, mente vores praktiserende læge, at når nu han havde overlevet problemerne ved fødslen, og når nu han ikke var blevet alvorligt hjerneskadet pga. iltmangel i forbindelse med fødslen, så måtte der være noget andet. Valget faldt på dét, man i dag kalder ADHD. I børnehaven mente man, at han havde absencer (en form for epilepsi uden kramper). Han blev undersøgt for det hele – og blev frikendt! Jakob var meget tynd og ranglet. Derfor mistænkte børnelægerne ham for at have et alvorligt syndrom, Marfan. Han blev undersøgt – og frikendt!

Jakob var meget dygtig i skolen. Måske pga. det, eller måske pga. sine briller (brilleabe), eller måske fordi han stammede, blev han mobbet i skolen. Hans skoletid var svær på det sociale område. Han skulle altid bede om lov til at være med i gruppen.

Jakob led af separationsangst fra han var helt lille og gør det stadig i en vis grad. Jeg har studeret mig frem til, at det må stamme fra fødslen, hvor han blev separeret fra mor og far.

Da Jakob var 15 år, blev han forfærdeligt syg! Han havde tarmslyng. Han lå til observation i 14 timer, fordi man ikke kunne se aflukningen på røntgen eller scanning. Tavst gennemlevede han de voldsomme smerter! Endelig blev han kørt til operation, hvor man omsider fandt årsagen til smerterne. Det blev til ti voldsomme dage efter operationen, men også det kom han igennem.

Hjemme igen – og det blev tid til at komme i skole. Han græd hver morgen. Snart begyndte han at få nogle mærkelige tanker om bakterier – og især AIDS. Denne gang blev han desværre IKKE frikendt for en diagnose: OCD, som betyder tvangstanker og tvangshandlinger. Det blev til nogle forfærdelige år!

Tanker

Jakob har altid været meget åben om sine tanker. I slutningen af sine teenageår begyndte han at tale om, at han måske var homoseksuel. Jeg tænkte, at Gud UMULIGT kunne acceptere, at han også skulle have det problem! Hvorfor skulle Gud redde den lille dreng fra at dø som spæd – og siden fra diverse diagnoser – for så at tillade den hårde skæbne at være homoseksuel?

Jakob mødte en homoseksuel mand. Det var virkelig ”BVADR“, at han var homoseksuel. Da jeg spurgte Jakob, hvorfor han sagde ”BVADR“, svarede han, at han sagde det i håbet om at få sine egne homoseksuelle følelser til at forsvinde.

Jakob gav mig en bog i julegave: ”De vederstyggelige“ af Marianne Søndergaard. En flok unge, kristne homoseksuelle fortæller deres historier. Bogen slutter med et forældrepar til TO homoseksuelle drenge! Jakob har endnu ikke haft mod til at læse bogen. Jeg har kun haft modet én gang. Nogle af de unge mennesker i bogen havde overvejet selvmord, fordi de ikke kunne overskue konsekvensen af på én gang at være kristne og homoseksuelle.

Jakob havde hørt nogen sige, at man selv kunne vælge sin seksualitet. Han har sagt flere gange, at hvis han selv havde kunnet vælge, havde han selvfølgelig valgt den letteste udgave!

For 5-6 år siden blev jeg gjort opmærksom på en forening for LGBT+ adventister i USA, ”Kinship“ www.sdakinship.org Dengang læste jeg på deres hjemmeside en mors historie om sin homoseksuelle søn, ”My Son, Beloved Stranger“ af Carrol Grady sdakinship.org/en/stories Hvor var det fantastisk at læse hendes historie, som lignede min egen så meget. Havde jeg bare læst den for mange år siden!

Hvorfor kæmpede jeg selv så meget imod den realitet, at Jakob var/er homoseksuel? Jo, jeg var bekymret for, at han oveni alt det andet, han har skullet kæmpe med, nu også skulle have dette. ”Jamen, det er okay at være homoseksuel, bare du ikke udlever din seksualitet,“ siger nogen – i kristne kredse. Gud sagde, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Hvorfor skulle det så være godt for Jakob, som i forvejen har en angst for at blive ladt alene (separationsangst)? Gud har vel også skabt Jakob i sit billede. Har han ikke?

Jakob bliver gift

Den 7. oktober 2017 blev Jakob gift med Ivan fra Filippinerne. Det var en meget rørende oplevelse. Endelig havde Jakob fundet sin livsledsager! De er så glade for hinanden! Jakob er glad!

Jeg var meget bekymret for, hvordan omgivelserne ville modtage nyheden om Jakob og Ivan. Men først og fremmest modtog Jakobs gamle bedstemor nyheden pænt! Hans adventistvenner accepterede nyheden om Jakobs homoseksualitet! Han har talt med flere adventistpræster, som støtter ham. Tak til jer alle!

Men alt er ikke idel lykke. Det har gjort mig ondt at opleve, at Jakob og Ivan har meldt afbud til familiefester af frygt for at møde andre (adventist)gæsters misbilligende blikke. Det gjorde mig ondt, at Jakob af samme årsag stoppede med at deltage i årsmødet på Himmerlandsgården. I den seneste tid har der været debatter i SDA-facebookgrupper. Der er to holdninger: 1. Det er naturligvis acceptabelt at være homoseksuel, så længe man lever som single! At leve i et parforhold er synd! 2. Gud er mere forstående, end mennesker er!

Dette var min beretning om en dreng og en mand, der ikke selv valgte, hvem han skulle kaste sin kærlighed på. Jeg har netop mødt begrebet HOMOKÆRLIGHED. Homoseksualitet handler jo først og fremmest om kærlighed mellem to mennesker. Fuldstændig ligesom for heteroseksuelle.

I Danmark er 1-2 % af befolkningen homoseksuelle. Dette siger mig, at der nødvendigvis MÅ være andre homoseksuelle end Jakob i Adventistkirken i Danmark – hvis de da ikke er forsvundet ud ad ’bagdøren’ af samme årsag.

Hvis du sidder derhjemme med din søn eller datter i en lignende situation og har brug for at tale med en anden mor, må du gerne kontakte mig. Derfor vedlægger jeg min mailadresse: hej@birgith.dk

Venlig hilsen
Birgith Andersen

Bragt i Adventnyt · nr. 1 · februar 2022