Allerede to måneder før jul bliver julepynten gjort klar i Aalborg, og elektrikerne er sikret arbejde med at forbinde de mange lys med elnettet. Dagene bliver kortere, og vi søger ind i varmen og tænder lys i mørket og mindes, hvordan Maria og Josef måtte søge tilflugt i en stald og bruge et fodertrug som seng til den nyfødte.
Jeg har altid syntes, at det må have været enormt hyggeligt og forestiller mig olielampernes flakkende skær, en lun stald udført i rustikke materialer og rent lækkert halm, der lyser op i gult på gulvet og må have fortrængt lugten af en gærende mødding, den kolde vind, som trængte ind fra alle sider, og de mange fluer, som må have været en pestilens.
En primitiv fødsel i en primitiv stald
Der kom ikke et besøg af en læge fra anæstesiafdelingen for at spørge, om der er taget stilling til en eventuel epiduralblokade og heller ikke jordemoderens erklæring om, at livmoderen nu var 9 cm åben, og at fødslen var i gang. Kun en bekymret Josef, der gik frem og tilbage og vred hænder. Når Maria kortvarigt kom op til overfladen efter endnu en serie af veer, har han spurgt ind til, hvad han kunne gøre for at hjælpe. Og hun må have været lige så usikker som ham på det, der skulle ske, idet smerter og veer tog kontrollen over hende.
Der må have været én eller anden slags jordemoder – ellers er det slet ikke til at holde ud at tænke på. Det må der have været! Men der var ikke noget fødeleje, ikke noget badekar eller nogen sækkestol, der kunne gøre timerne tålelige. Ingen afsprittede overflader og ingen rolig musik. Og alligevel blev han født – den lille baby, Jesus Kristus, verdens Frelser.
Det hele begyndte, hvor vi alle sammen har været. Og netop her er forbindelsen til alle fødende og til alle børn, der bliver født, for det er altid en stor og helt særlig oplevelse. Det er altid et skrøbeligt liv, der fødes i fuldstændig afhængighed af de mennesker, der tager imod. Her var vores skaber – i hænderne på en bævende førstegangsfødende. Og han blev svøbt og lagt i en krybbe.
Jo, stalden er blevet fjern for mange af os. Og juleevangeliet drukner så let i hygge, julelys og gaver. Men fødslens mirakel, forældreskabets udfordringer og de håb og drømme, som følger den nyfødte, genoplever vi igen og igen. Og er man selv forælder, så har man mærket det kæmpe ansvar, de usikre skridt, man tager, idet man gør sit bedste for at tage sig af det skrøbelige liv, man har fået betroet. Og man spørger sig selv: Hvad nu hvis barnet var født under andre omstændigheder, uden nogen med kærlighed at give, hvor kulde, sult og farer satte omstændighederne. Og vi kan gyse ved tanken om de forhold, forældre i Yemen eller Syrien står med.
Sikkerhed i usikkerheden
Det var netop politisk urolige tider, der bragte Maria og Josef til Betlehem. Det var fattige kår – og måske også manglende erfaring, der havde bragt dem til en stald. Men det var Gud Fader, der havde sat tidspunktet, og det var Helligånden, der havde plantet barnet i Marias liv. Og alt sammen fordi den fromme Maria havde sagt: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!“ Og Josef havde taget hende til sig, selvom hun var gravid.
Og englene sang over Betlehem: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!“ Og det vakte undren og eftertænksomhed iblandt hyrderne, men det er siden blevet hørt og forstået af millioner af mennesker, for hvem Jesu liv og lære har bragt glæde, kærlighed og fred.
Og til os i dag giver det så meget mening, at Jesus blev født dengang. At han trådte ind i vores verden ved en fødsel i en fattig stald under usikre omstændigheder. At han trådte ind i vores liv og delte vores vilkår, hvad enten det er i en lejlighed på Frederiksberg eller i et skur i Bangladesh.
I den krybbe fødtes det håb,
som siger os, at intet menneske er
betydningsløst, og ingen omstændighed
er udenfor Guds opmærksomhed.
Han sender også i dag engle og mennesker ud for at forkynde sin fred til alle mennesker overalt.
Bragt i Adventnyt · nr. 6 · december 2021
