Kim og Henrik på elektrisk eventyr

Som mange måske ved, har vi to været på SDA Cooper Hospital i Liberias hovedstad Monrovia i april for at renovere hospitalets elsystem. På hospitalet arbejder dr. James Appel, som er gift med Gry Andersen fra Nordjylland. Hun er sygeplejeske og har ansvaret for apoteket på hospitalet.

Det er en større opgave at få styr på sådan en tur, når man har familie, venner og arbejde i Danmark, som alle skal undvære én i en måned. Henrik har været i Afrika flere gange før, både udsendt for ADRA og privat. Tre gange gik turen til Tchad for at renovere hospitalet i Béré, som Gry og James tidligere arbejdede på. Seneste tur var i 2008, hvor Henriks kæreste Pernille var med dernede. Så vi kender Gry og James rigtigt godt! James sender jævnligt beskeder med tekniske spørgsmål og nogle gange billeder af faldefærdige og katastrofale installationer, hvor han lige får tilføjet, om det ikke lige var noget for mig at komme forbi for at fikse… Jeg har egentlig altid gerne villet afsted igen, men de senere år har bare handlet om alt muligt andet. Pernille og jeg blev gift i 2012, og så kom der børn og et hus, der skulle hovedrenoveres. Så Afrika gled lidt i baggrunden.

For 3 år siden flyttede Gry og James fra Tchad til Robertsport i Liberia, og i oktober sidste år rykkede de så ind til hovedstaden Monrovia for at arbejde på SDA Cooper Hospital. Elsystemet her var virkelig skidt, hvilket James syntes, han var nødt til at sende mig billeder af på min telefon. Da jeg modtager billederne, sidder jeg i sofaen med Pernille ved siden af. Vi kigger på billederne, og jeg siger noget om, at det jo ikke ser så godt ud. Pludselig kigger Pernille på mig og siger: “Hvis du virkelig gerne vil afsted, så gør det… Nu er børnene 8 og 11 år og cykler selv i skole og hjem igen, og huset er næsten færdigrenoveret. Vi kan godt klare os uden dig i en måned. De har mere brug for din hjælp dernede!” Hun er en meget klog pige, hende jeg har giftet mig med.

Udfordrende planlægning

De næste dage gik med at udtænke en plan, og hurtig vidste jeg, at jeg måtte have en makker med. Den mest nærliggende person var Kim Svanesøgård, som jeg kender rigtigt godt. Han er en meget dygtig elektriker – det er f.eks. ham, der har været med til at lave alt på Himmerlandsgården. Kim er vant til, at jeg ringer med mærkelige idéer, men denne gang blev pausen i telefonen alligevel lidt længere end normalt, da jeg spurgte, om han lige ville med et smut til Afrika, for at fikse et hospital. Efter 5 sekunder kom det langsomt fra ham “… Jooow.” Og så gik planlægningen i gang.

Det var lidt mere kompliceret, end det kunne have været, for Liberia er et af Afrikas fattigste lande, og derfor har de ikke selv styr på ting som coronarestriktioner, men gør bare som omkringliggende lande gør, og så trækker de den lidt længere for en sikkerheds skyld. Så selvom alle andre lande omkring Liberia har fjernet alle restriktioner, så holder de stadig fast i dem. Ingen af os har et gyldigt vaccinationsbevis, for de gælder jo kun 9 måneder efter sidste vaccination (hvis man overhovedet er vaccineret). Turen var nær blevet aflyst, da vi fik den lyse ide, at man kunne flyve til Freetown i Sierra Leone, hvor der ingen restriktioner er, og så køre de 500 km til Monrovia i Liberia for at prøve en grænseovergang på en støvet landevej langt ude i Afrika, hvor det er noget nemmere at snakke sig over end i en international lufthavn i en hovedstad.

Sådan blev det. Vi fløj til Freetown og havde arrangeret med Waterloo Adventist Hospital, at deres chauffør samlede os op i lufthavnen. Vi overnattede på hospitalet, og dagen efter fik vi en grundig rundtur, inden de kørte os tværs gennem smukke Sierra Leone på et fantastisk roadtrip til Liberias grænse, som vi uden problemer smuttede lige over. Gry kom kort efter til grænsen og samlede os op, og så gik det mod SDA Cooper Hospital og en måneds arbejde.

Virkeligheden rammer

Det er svært at forstille sig virkeligheden ud fra beskrivelser og billeder i mails. Men vi havde gjort, hvad vi mente, vi kunne for at være forberedt på opgaven. Alligevel stod vi begge og var lidt rystede over virkeligheden, da vi stod på hospitalet. Både fordi det var større, end vi havde troet, og fordi tingene var værre, end vi havde fået at vide. James er jo læge og har ikke brugt tid på at skille eltavler ad og kigge ind bag alting og kravle op på loftet… Den første dag gik vi forvirrede rundt og anede ikke op og ned. Det endte med, at vi gik ned i byen, fandt et supermarked og købte en ramme sodavand til at drukne problemerne i. Men hurtigt fik vi dog lavet en plan, og lige så stille kom vi i gang.

Forebyggelse af katastrofer

Vi kunne se, at kablerne, der fordelte strøm rundt på hospitalet, var vigtige at få styr på. Nogle af kablerne gik gennem et mangotræ, og andre steder gik kablerne ned i jorden i et fugtigt hjørne for at komme op på den anden side af en mur i et affaldshul. Andre steder hang de gennem luften med snoede samlinger midt på… I løbet af de næste uger fik vi fuldstændigt styr på alle kablerne. Nogle blev udskiftet, men ofte kunne vi nøjes med at købe et enkelt nyt kabel til ét sted og så genbruge det, vi tog ned et andet sted. På den måde kunne vi holde udgifterne nede.

Et andet stort problem var eltavlerne. Liberia var indtil starten af borgerkrigen i 1987 forsynet med 110 volt, men efter krigen genstartede man elnettet med standardspændingen 220/230 volt. Meget af udstyret i tavlerne var stadig til 110 volt, og sikringerne i tavlerne var på 30-50 ampere, hvilket er alt for voldsomt til de installationer, de har. Desuden har de ikke begreb om, hvad en sikring er, og hvorfor den skal være der. De tror, det er en afbryder, så hvis den falder ud af sig selv, må den jo være i stykker. Så skal der vel bare monteres en kraftigere, så den ikke falder ud mere!!

Det er den direkte vej til ildebrand og katastrofe. ALDRIG større sikring end det installationen kan klare! Vi fandt en airconditionenhed, der brugte 4-5 ampere, som var forbundet med tynd blød ledning, der kunne klare maks. 10-13 ampere, men var sikret med en 100 ampere sikring…!? Alt kunne være smeltet sammen i et festfyrværkeri af ild og kaos, og sikringen ville aldrig nogensinde falde ud. Det var livsfarligt!

En måneds arbejde med resultater

Vi ville meget gerne fortælle om alt det, vi har lavet, men det ville blive alt for langt. Helt kort så har vi bygget en helt ny hovedeltavle til hospitaltet med gruppeafbrydere og omskiftere mellem byens elnet og generatoren. Vi har renoveret alle kabelforbindelser ud fra hovedtavlen til undertavlerne på hele hospitalet, så der er garanti for, at alt er i orden og har korrekte sikringer foran. Det var jo en af de forbindelser, der gik via et mangotræ i den ene ende og via et hul i jorden og under en mur og op i en affaldsbrønd i den anden!

Desuden har vi fuldstændig udskiftet flere undertavler, der var en total katastrofe, og dem, der var nogenlunde, er blevet renoveret. (En undertavle er en ganske almindelig eltavle, som den du har derhjemme, den sidder blot efter hovedtavlen og forsyner en lille del f.eks. en enkelt afdeling af hospitalet).

Desuden har vi totalt renoveret hele den etage i sidebygningen, hvor operationsgangen og de to operationsstuer ligger. Det er vigtigt, at de har stabil og sikker elforsyning. Det er også der, deres autoklave (til sterilisering af udstyr) står, og det var en gammel sag, der brugte op til 90 ampere!! Med hjælp fra AHI (Adventist Health International) fik vi skaffet en ny, som kun bruger 20 ampere, og dermed er det ikke mere nødvendigt at starte generatoren for at sikre, at der er strøm nok til autoklaven, men nu kan den køre direkte på forsyningen fra byen. Da diesel er langt dyre end el, så vil hospitalet spare rigtig mange penge fremover på den manøvre.

Vi monterede desuden et nyt batterisystem, også sponseret af AHI, til at stabilisere strømmen og sikre, at computerne på regnskabskontoret kører videre ved strømsvigt, som kan vare i op til 7 timer. Det er næsten dagligt, at strømmen er væk i flere timer, men nu kan regnskabsafdelingen arbejde videre i stedet for at sidde og glo ved strømsvigt.

Hospitalets vandpumpe fik også et nyt kabel fra hovedtavlen. Vi trak desuden et nyt hovedkabel fra transformatorstationen på vejen til de to lejligheder bag hospitalet, hvor vi boede i den ene (gæstelejligheden). Det gjorde vi, for at de kunne udskilles fra hospitalets elmåler og køre på egen måler – og dermed selv betale for strøm. Så endnu en besparelse for hospitalet på langt sigt!

Vi var på hospitalet en måned, og lige bag gæstelejligheden ligger vaskeriet. Vi har mange gange dagligt gået fordi gutterne der og hilst på dem, og de har kunnet se, at vi fiksede alt muligt rundt omkring på hospitalet. Da vi nåede til sidste arbejdsdag, syntes vi, at det var lidt synd for dem, at de havde set på alt det, vi havde lavet, men vi havde intet gjort hos dem. Egentlig havde vi ikke tid, men det tog vi os. Så på en time drønede vi vaskeriet igennem og skiftede flere kabler, og de fik de sidste dåser fra Harald Nyborg og en ny lyskontakt ved døren. De var lykkelige midt i deres bunker af vasketøj, for nu havde julemanden også husket dem!

To andre, der er lykkelige, er os to. Vi har haft et kæmpe eventyr, oplevet Afrika og Liberia. Det var Kims første gang i Afrika, og Henrik havde aldrig været i Vestafrika, så vi fik begge en masse nye oplevelser, og vi har fået lov til at knokle i 30 grades varme smurt ind i skidt og møg. Vi er ikke i tvivl om, at vi har forbedret situationen på hospitalet, også selvom vi desværre måtte efterlade nogle ting, som vi ikke fik tid til at lave.

En kæmpe tak …

Tak til Adventistkirken for økonomisk støtte til flybilletter og materialer. Uden den havde vi ikke haft mulighed for at tage afsted. Det koster jo en måneds tabt indtægt for hver af os, og der er en masse følgeudgifter. Vi er dybt taknemmelige for den hjælp, vi har fået og vi er ikke i tvivl om, at det arbejde, vi har lavet, vil blive til velsignelse for både personale, patienter og for hospitalets økonomi i forhold til de sparede udgifter, fordi vi forbedrede mange ting.