Til daglig er min mand James og jeg frivillige, og arbejder som henholdsvis læge og sygeplejerske på et hospital i junglen i Liberia. En gang om året er vi i USA eller Danmark for at tjene penge til vores liv i Afrika. Det er et liv, vi har nydt i fulde drag i 17 år med vores tre børn på 6, 8 og 10 år.
Midt i august i år var vi således i USA, da et stort jordskælv ramte Haiti.
Min mand kender Scott Nelson, som arbejder frivilligt som læge på adventisthospitalet i Haiti, og han tjener til sine udgifter på Loma Linda adventisthospital ind imellem. Vi ringede og tilbød vores hjælp. Der var mange, der havde brug for operationer, og der kom flere til hver dag. I løbet af to dage fik min mand aflyst resten af sit arbejde i USA. Vi afleverede børnene hos mine svigerforældre i Florida og købte billet, pakkede kufferten og ankom til Haiti.
Der er mange politiske uroligheder i Haiti. Deres præsident blev myrdet for nogle uger siden, og mange forskellige bander kontrollerer dele af hovedstaden Port-au-Prince, hvor hospitalet ligger. Læger uden Grænser og andre hjælpeorganisationer har for længst trukket sig ud. Vi måtte køre en timelang omvej op i bjergene for at komme udenom banderne, der hver uge kidnapper folk for at få løsepenge. Omkring jul blev hospitalets fysioterapeut og hendes far, som var på besøg fra USA, kidnappet i Haiti. De blev frigivet efter 4 dage mod løsepenge.
Da vi kom frem til hospitalet, skiftede vi tøj og havde travlt på de tre operationsstuer til kl. 23, hvor vi måtte holde pause og få lidt aftensmad. Der var omkring 45 personer, der ventede på at blive opereret. Vi fik nogle timers søvn, mens operationsinstrumenterne blev steriliseret. Næst dag og de følgende ti dage var ens. Der var morgenandagt og sang og bøn i løbet af dagen med hospitalets præst.
Vi bad også med patienterne, der var meget tålmodige, og trods store smerter godtog, at de måtte vente flere dage på at blive opereret. Mange havde brækket ben, arme eller bækken. Mange manglede blod, som vi også var med til at donere, da der ikke fandtes nogen blodbank.
Midt på ugen fik vi at vide, at en læge fra et andet hospital havde været på vej i en ambulance med en kvinde, der skulle have kejsersnit. De var blevet kidnappet. Kvinden endte med at dø, fordi hun ikke fik sit kejsersnit, og da vi rejste nogle dage senere, havde vi stadig ikke hørt, om lægen var blevet frigivet. Men vi overtog alle de patienter, der nu manglede ham.
Vi var utrolig glade for at kunne hjælpe en lille smule i vores korte tid i Haiti. Både patienterne og de lokalt ansatte var taknemlige over at opleve, at de ikke er glemt eller overladt til sig selv i den svære situation, jordskælvet har bragt dem i.
Vi kan ikke gøre eller forandre alt, men vi kan alle gøre noget. At videregive håb og opmuntring samtidig med et håndgribeligt bevis på, at jeg mener det, er mit forsøg på at være Guds hænder på jorden. Gud har opgaver til os alle sammen, og han kan bruge os, som vi er, og hvor vi er. Intet er for lidt at gøre for andre. Som Johannes Møllehave har formuleret det:
En dråbe af godhed er også en gave,
når dråber forener sig, bliver de til have.
