Menu

Hvorfor er Jesus ikke kommet endnu?

Hvis vi skal prøve at placere os selv på den profetiske tidslinje, så vil jeg argumentere at der fortsat er et stykke tid tilbage før enden kommer. Hvorfor – spørger du måske?

I Esajas bog ser vi den storslåede scene foran vores øjne, når vi læser om den herlige lyd af budbringerens fodtrin:

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: »Din Gud er konge.« (Es 52,7)

Vi råber sammen med budbringeren: Ja, vores Gud er konge – OG vi råber med sjælene under alteret i Johannes Åbenbaring: ”Hvor længe før du kommer, Herre?” Vi kan godt både juble over at Jesus allerede nu er konge og sidder ved Guds højre hånd og vi kan længes efter at al ondskaben og ødelæggelserne ophører. Hvis vi skal prøve at placere os selv på den profetiske tidslinje, så vil jeg argumentere at der fortsat er et stykke tid tilbage før enden kommer. Hvorfor – spørger du måske?

Er det ikke meningen at vi skal tro Jesus kan komme hvert øjeblik, det skal være?

Jo, det kan man sige. Men tegnet på Jesu genkomst er at evangeliet om Riget skal forkyndes til verdens ende. Så lad os minde os selv om hvad det er Gud er i gang med i nutiden. Gud er i færd med at besejre og underlægge sig alle de mørke og onde kræfter, der fortsat regerer i dele af denne verden.

Du hørte og læste rigtigt. Gud har fortsat noget at arbejde med.

Jesus efterlod graven tom, da han opstod fra de døde og dernæst satte sig ved Guds højre hånd. Og lige siden har Jesus beskæftiget sig med at besejre de onde mørke kræfter. Disse mørke kræfter kommer i alle mulige skygger og former, og det vender vi tilbage til.

Guds Rige vokser

Din Gud er Konge”. Jesus er Konge – Han regerer ved Guds højre hånd. Sådan synger det nye testamente med en stemme. Guds Rige, Himmeriget, er en nuværende virkelighed.

Apostlene Peter, Paulus og Johannes kiggede alle sammen til Salme 110 for at male billedet af hvad Gud er i gang med efter Jesu opstandelse. Herren sagde til min herre: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!«” (Salme 110,1)

Peter bruger dette billede når han på Pinsedag holder sin første store tale i Apostlenes Gerninger 2. Og Paulus skriver midt i hans storslåede kapitel om opstandelsen:
Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden,” (1 Kor 15,24-26)

Kig godt efter og se! Jesus sidder ved Guds højre hånd, hvilket betyder at Kristus er Konge – altså Gud regerer gennem Kong Jesus.

Men lidt overraskende – så lærer vi også her at ”enden” altså først kommer EFTER at alle fjenderne er blevet tilintetgjort. Først derefter kommer ”enden”. Kristus skal være konge INDTIL alle fjender er lagt under hans fødder.

Vi har en tendens til at se på begivenheder i vores samtid og derefter spekulerer vi: er dette eller dette tegnet på at Jesus kommer? Men hvis vi skal tage Paulus ord som en guide for os, så er de fortsatte onde og ødelæggende begivenheder et tegn på det modsatte. Alle de onde magter skal tilintetgøres. Dem, der ødelægger jorden, skal ødelægges (Åb 11,18) og først derefter skal enden komme.

Konger og Præster – sammen med Kristus

Gud er dog ikke alene om denne aktivitet – eller måske nærmere – burde ikke arbejde alene.

I Paulus brev til menigheden i Efesos maler Paulus først det samme billede af Kristus der har taget plads ved Guds højre hånd hvorfra han regerer. (Ef 1,20-23) Men Paulus går videre og inkluderer et andet billede, som vi kender og har set mange gange. Kirken som Kristi legeme. Kristus er ”hovedet” – kirken er legemet.

Vi kender billedet og har læst om det mange gange – men det billede har en dramatisk effekt vi ikke har taget helt alvorligt.

Men det gør Paulus.

Uden yderligere bekymring så fortsætter han nemlig i kapitel to:

Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.” (Ef 2,4–7)

Det er både enormt smukke ord – og en kæmpe udfordring. Vi, der engang var døde, er nu blevet gjort levende. Vi er ’oprejst’ sammen med ham og vi ’sidder’ med ham i himlen. Det er ord der gør os til regenter, til konger og dronninger i Guds Rige.

Vi regerer. Nu. Altså, sammen med Kristus.

Guds Rige, Himmeriget (det himmelske rige), er af himmelsk eller guddommelig oprindelse. Det er det, der gør det rige anderledes i forhold til de jordiske riger vi kender så godt. Læs blot Daniels bogs syvende kapitel. Riger beskrevet som dyr, det ene mere ødelæggende end det andet.

Men der finder vi også et rige af en anden type. Midt i Daniels syn ser vi nemlig en der kommer med ’himlens skyer’, en der ser ud som en menneskesøn. Og denne menneskesøn vil regere sammen med den Højestes hellige i et evigt rige.

Det er det her der gør evangeliet om Riget – kirkens liv og mission så meget mere interessant. Vi er ikke ’blot’ budbringere – vi er aktive deltagere i kampen mod de onde og mørke kræfter, magter og myndigheder der fortsat modarbejder og modstår dette Guds Rige.

Vi kan fremskynde enden

Apostlen Peter opfordrer os derfor til at leve vores liv på en måde, hvor vi ikke bare venter, men fremskynder Guds dags komme. (2 Peter 3,12). Jeg vil gerne her foreslå nogle nye og måske mere interessante måder som dette liv i hellighed og gudsfrygt kan se ud. I for lang tid har vi forfulgt et meget personligt og privat trosliv. Dette fokus har ført til at vi er gået meget op i en personlig hellig livsstil, så som:

  • hvad vi spiser og drikker (og især hvad vi IKKE spiser og drikker)
  • hvilket tøj vi går i (og især hvad vi IKKE går i eller har på)
  • hvilken dag der er helligdag (og mange gange især hvilken dag der IKKE er helligdag)

Kampen mod de onde magter og kræfter er for ofte udelukkende foregået på det individuelle, personlige plan. At bevæge sig uden for det personlige og ind i det offentlige ville være at engagere sig i det politiske. Og da politik er farligt, siges det, så skal vi ikke blande os i det.

Men det kristne liv vi læser om i det Nye Testamente er farligt. Den kristne tro er en farlig og offentlig tro – så vi burde blande os i det politiske. Personlig hellighed og tro er vigtigt, men Gud kalder os til mere. Altså, lige som Jesus gjorde.

Det betyder at vores politiske virke som kirke ikke handler om at alliere os med et politisk parti, men når vi følger Jesus, så får vi øjnene op for at hans møder med det enkelte menneske var en kamp mod mere end ’blot’ det enkelte menneskes frelse.
Jesus tog kampen op mod hans samtids magter og myndigheder i alle de forskellige udgaver. Vi er kaldet til at følge og dermed deltage og efterligne ham.

Hvilke guder kæmper vi imod idag?

Vi lever I en helt anden tid end da det Nye Testamente blev skrevet – men mange af datidens magter og krafter holder os fortsat fangne. 

  • Vi kan være taknemmelige – for 220 år siden indvarslede den franske revolution afslutningen på de enevældige kongeriger.
    – Desværre er den ødelæggende brug og især misbrug af magten ikke forsvundet. Vi kan stadig se de tendenser i vores nuværende magtstrukturer.
  • Vi kan være taknemmelige – for 150 år siden tog verden et afgørende skridt væk fra problemerne med slaveriet i forbindelse med den amerikanske borgerkrig.
    – Desværre ser vi stadig (og desværre deltager vi) i en vidt udbredt ødelæggende verdensøkonomi hvor slaveri eller tvangsarbejde fortsat eksisterer.
  • Vi kan være taknemmelige – for lidt over 100 år siden fik kvinderne deres stemmer tilbage i mange demokratier. Kvinderne fik stemmeret.
    – Desværre, så er kønsdiskriminationen og uretfærdig behandling på baggrund af køn fortsat en virkelighed, også i den vestlige verden. OG ikke kun uden for kirkens mure.
  • Vi kan være taknemmelige – for 60 år siden kom borgerrettighederne på landkortet med Martin Luther King og Rosa Parks. Vi tog et skridt i den rigtige retning for at få en afslutning på raceproblematikken.
    – Desværre, og det er synligt for selv de blinde, så lever vi fortsat i en verden med racediskrimination og racisme. Den kamp er ikke overstået. Hvor mange kulturelle og racistiske problematikker viser stadigvæk sit grimme ansigt fra tid til anden, både i og uden for kirken?
  • Vi kan være taknemmelige – kolonimagterne begyndte i det sidste århundrede at give selvstændigheden og friheden tilbage til deres kolonier. Men disse kolonier blev efterladt i en meget vanskelig situation, ofte med kæmpe gæld, ødelagt infrastruktur og en ødelagt national identitet. Hvor mange af disse nationer kæmper med en post-traumatisk-stress-af-at-have-været-en-koloni-tilstand med en række ledere, der opfører sig som tyraner og diktatorer?
  • Hvad med miljøproblemerne som følge af industrialiseringen og klimaforandringerne?
    – Greta Thunberg lykkedes med at bringe de problemstillinger helt frem på dagsordenen på en måde som hverken Al Gore eller Leonardo DiCaprio ikke lykkedes med!
  • Hvad med sexisme og sexchikane og seksuelle overgreb?
    – #metoo-bølgen var endnu et skridt i den rigtige retning for at bringe dette ødelæggende frem i lyset – men mørket fra de problemer findes fortsat, og nye vokser frem!

Hvad med den fortsatte systemiske undertrykkelse og uretfærdighed og fordommene som #BlackLivesMatter har trukket frem i lyset?

Eller hvad med den helt store – den jeg nærmest ikke tør nævne? I kender den godt… Den vi alle sammen deltager i og nyder godt af hver eneste dag – især os i det vi løst kalder ’Vesten’ eller de udviklede lande? Ja – dén problemfyldte virkelighed!
Den helt skøre økonomiske ulighed vi lever i og under og med, men som gemmer sig selv bag så mange døre og dukker frem i mange forskellige forklædninger?

Har du fx lagt mærke til hvor hurtigt politikkere, økonomiske interesseorganisationer og andre der er dybt engagerede i Mammons verden kom frem og talte om truslen mod økonomien, da sundhedskrisen vi kender som Covid-19 pandemien brød frem?

Hver dag træder der folk frem og snakker om at vi skal have gang i økonomien igen. Det kan ikke gå for langsomt med at få de økonomiske hjul til at dreje rundt. Ordene lød ud af munden på en af verdens mest magtfulde mænd: ’Kuren mod pandemien må ikke være værre end problemet’…

De her problemer – og mange andre vi kunne tale om – er tydelige tegn på forskellige afguder, magter og ’-ismer’ der fortsat kæmper imod Guds Rige. Det er derfor jeg siger: Enden kommer ikke endnu.

Kære med-troende: begynd at regere med Kristus!

Vi må stille os selv spørgsmålet: Hvor er kirkens vidnesbyrd på alle de spørgsmål? Har vi virkelig ikke noget at sige? Kan vi ikke som Jesus være frimodige i ydmyghed, når vi taler de her ødelæggende virkeligheder imod?

Gud har en masse at tage sig af. Jesus er Konge og Hovedet – vi er hans legeme; vi regerer med ham. Vi er kaldet til at være det, Gud kaldte Israel til at være. Peter siger vi eren udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys,” (1 Pet 2,9)

Alligevel ser det ud som om vores eskatologi og vores endetids-spekulationer får os til at engagere os mindre i de vigtige problemstillinger der præger vores verden. Vi trækker os tilbage og ender med at holde sabbat for os selv og bliver vegetarer.
Hvor, spørger jeg, er kaldet fra Mattæusevangeliets 25. kapitels billede af kirken blevet af i det billede?

Burde kirkens karakter, pålidelighed og integritet ikke netop kalde os ud og frem til at være vidnesbyrd og vise ofrene for Synden nåde og barmhjertighed? Helligånden er udgydt. Kristus er i os. Det er Gud, der er i færd med at gøre et arbejde i og gennem os – i og for verden. Det er Helligånden der er i færd med at overbevise verden om dens syndige virkelighed. Men Helligånden inspirerer også dig og mig til at tage stafetten op og tale sandhed til magterne og myndighederne.

Vi er jo netop ikke alene. Vi kan ikke gøre det i og af os selv. Det her er ikke en progressiv, optimistisk, liberal eller socialistisk politik, der er forklædt og trænger ind i kirken, som nogen måske ville tænke og anklage et sådan kald for at være. Nej, det er kirken der er villig til at kalde systemisk synd ved sit rette navn. Livet som discipel af Jesus er et vanskeligt liv. At identificere sig selv med de nedstødte, de svage, de fattige og dem der oplever uretfærdigheden, krigen, hungersnøden og et system, der ikke virker til gode for dem, er en hård nød at knække for os der lever i denne del af verden. Men Gud kalder os til at tale profetisk om forvrængningen og misbrugen af magten.

Det vil bringe os til at stå i opposition med dem der har magten i den nuværende virkelighed – for hvem status quo fungerer. Det var det der i sidste ende slog Jesus ihjel. Det er det liv vi er kaldet til at være deltagere i. Vi kommer sikkert til at fejle og falde i. Vi ender måske med at bygge noget der ikke vil bestå. Men det er et langt mere interessant, udfordrende og overraskende glædeligt kald at leve i.

Opfyld Jesu bud

Forestil dig hvis kirken kunne hjælpe kakaobønderne, der sørger for at vi kan nyde et stykke chokolade, til at modtage en rimelig løn for det arbejde de udfører og adgang til rent drikkevand? Forestil dig hvis kirken arbejdede for at forvandle og genoprette de økosystemer der er blevet ødelagt på grund af den udnyttelse og medfølgende ødelæggelse og miljøproblemer det har skabt at der skulle produceres så mange avocadoer i Peru og Chile? Forestil dig hvis kirken gav håb og lys til det mørke der findes for alle de mennesker der arbejder under umenneskelige forhold som vores modeindustri skaber? Måske kirken kunne hjælpe modeindustrien til at tage større socialt ansvar når de driver deres tøjfabrikker i andre dele af verden?

Måske ville kirken genvinde noget af den positive, konstruktive og velgørende grund den havde, da kirken brød frem i de første århundreder efter vores tidsregning? Dengang da kirken talte ’sandhed til magten’. Måske kunne vi rent faktisk opfylde det bud Jesus bød os at gøre, nemlig at skabe disciple af alle nationer, og tage evangeliet om Guds Rige til verdens ende?

Vi kan ikke vandre forbi den nødlidende der ligger i vejkanten på vejen fra Jerusalem til Jeriko ligesom præsten og levitten gjorde. Vi kan ikke vende ryggen til al den uretfærdighed, undertrykkelse, racisme, sexisme og alt det andet i den verden vi lever i.

Vi er Kristus med-regenter i den ’nærværende tid’ – og ’Enden’ vil ikke komme, før vi tager vores partnerskab med Kristus, med Gud seriøst, og forkynder evangeliet om Riget. Vi må lytte til hvad Ånden fortæller os – og vi må arbejde for at inspirere og forvandle denne verden i Guds Riges ånd, det rige hvor Jesus allerede er Konge.

Dernæst vil Jesus komme – opstandelsen vil ske. Derefter kommer enden, når alle fjender er lagt under Kong Jesus fødder.  Og det måske endda – snart!

Artikel opdateret 27.05.20 med sproglige præciseringer