Menu

Perspektiv

Hvornår begyndte adventisterne at fejre sabbat?

04.12.2018

Adventister er en af mange grupper der holder hviledag på lørdag. Dette er ikke noget der blev opfundet af adventistkirken, men hvornår startet egentlig adventisterne at fejre denne dag, og hvordan gik det til?

Adventistkirken forstår sig selv som en protestantisk frikirke, så vi begynder der, hvor protestanterne begyndte, – ved reformationen. Med den gennemgribende ny forståelse af Skriften alene, ”sola scriptura“, skulle man mene, at alle reformatorer ville finde tilbage til sabbatsfejringen. Men det gjorde de ikke. Der var også rigeligt for dem at tage fat på. Men i den lidt mere ”radikale“ fløj, ofte kaldt anabaptisterne eller gendøberne, dem, der genindførte den bibelske dåb (troens dåb ved neddyppelse), finder vi også grupper, der begyndte at fejre sabbat igen.
Mest kendt af denne gruppes reformatorer, er to tidligere præster i den katolske kirke, Oswald Glait og Andreas Fischer, som indførte sabbatsfejringen igen og forkyndte den specielt i Bøhmen, Mæhren og Schlesien, som i dag udgør Tjekkiet, Slovakiet og dele af Polen. Sabbatsfejringen under reformationstiden bliver bl.a. bevidnet af nogle dokumenter med optegnelser af ”sekter“. I tre af disse optegnelser finder vi ”sabbatsfejringens folk“ nævnt lige efter ”lutheranere“ og ”calvinister“. Desværre har vi ingen angivelse af antallet eller udbredelsen. Reformationen på det europæiske kontinent havde stor indflydelse på reformationens udvikling i England. Både den lutherske reformation og den calvinistiske. En del baptister  anabaptister, gendøbere) slog sig ned i England og udbredte deres tro. I dronning Elisabeth I’ tid (1558-1603) gik bølgerne snart meget højt vedrørende søndagsfejringen. Der var dem, der havde en lidt friere forståelse af søndagsfejringen, nok inspireret en del af Luther, og så var der dem, der fejrede en streng søndag, som de endda kaldte ”sabbat“. Den sidste gruppe stod mere under indflydelse af John Calvin. Nogle fra baptistkredsene blandede sig snart i diskussionen og fandt frem til, at sabbatsfejringen skulle være på den 7. dag i ugen, lørdagen, og være i
overensstemmelse med Bibelens udsagn. De første overleverede vidnesbyrd kommer fra slutningen af 1500 tallet. I første halvdel af 1600 tallet blev mange menigheder i England dannet.
Man kaldte dem syvendedags baptister. De tilhørte den ”uafhængige“ del af reformationens arvtagere, dvs. de tilhørte ikke den anglikanske statskirke, hvor dronningen eller kongen var kirkens overhoved. Kontroversen om den rette søndagsfejring nåede anseelige højder. Utallige bøger blev skrevet – alle er velbevarede og kan findes bl.a. på British Museums bibliotek og Dr. Williams bibliotek i London.

SYVENDEDAGS BAPTISTER BRINGER SABBATSFEJRINGEN TIL AMERIKA

Efter det engelske skib ”Mayfl ower“ i 1620 bragte de første puritanere fra Plymouth i England til Amerika, begyndte en omfattende bølge af forfulgte kristne at forlade den ”gamle“ verden for at finde friheden i den ”nye“ verden. Blandt de mange, der immigrerede, fandtes også syvendedags baptisten Stephen Momford, der ankom til Rhode Island i 1664. Han delte sin overbevisning om sabbatsfejringen med andre baptister i området. 1671 blev den første syvendedags baptistmenighed organiseret i Newport (Rhode Island). Sabbatsfejringen spredtes i de nye kolonier. Først efter udgivelsen af nogle traktater om sabbatsfejringen kom der vind i sejlene, og fl ere menigheder blev dannet. I begyndelsen af 1800 tallet dannede man ”American Sabbath Tract Society“. Det var tiden for ”the Second Great Revival“ (den anden store vækkelse), som mundede ud i ”the Second Advent Awakening“ (den anden adventvækkelse) med William Miller som hovedperson. Man ventede på Kristi snare genkomst og satte endda en dato for det (1843/44).

SABBATSFEJRINGEN FORKYNDES BLANDT ADVENTISTER

Blandt Millers tilhængere fandtes der også nogle syvendedags baptister. En af dem, Rachel Oakes Preston (1809-1868), introducerede sabbatsfejringen blandt Millers tilhængere i foråret 1844. Det følgende år (marts 1845) udgav en tidligere baptistprædikant, T.M. Preble, et lille hæfte på 12 sider om sabbattens betydning. Flere af dem, der havde ventet på Kristi genkomst, blev hurtigt overbevist om Guds 10 buds blivende gyldighed og begyndte at fejre sabbat. Allerede i 1846 udgav den tidligere skibskaptajn, Joseph Bates (1792-1872), sin første bog om sabbattens fortsatte gyldighed. Nogle af Adventistkirkens grundlæggere, f.eks. ægteparret James White (1821-1881) og Ellen White (1827-1915), begyndte også at fejre sabbat, efter de havde læst Bates’ bog. Meget hurtigt begyndte man i de første blade, som denne gruppe af kristne udgav, at skrive artikler om, at de 10 bud ikke er afskaffet. Dette inkluderede også sabbatsbuddet. Et større værk om sabbatsfejringen blev udgivet af en dygtig sabbatsfejrende adventist, J.N. Andrews, der skrev en bog om sabbattens historie fra skabelsens dage til hans egen tid. Bogens titel er: History of the Sabbath and First Day of the Week (Historien om sabbatten og ugens første dag), udgivet i 1862 og som omfattede 342 sider. Dette værk blev senere udvidet af tysk-amerikaneren, R.L. Conradi (1856-1939) til 719 sider (1912 udgaven).