Menu

Hvordan tale med en du ikke ser?

30.03.2019

Hvordan mødes man med én, man ikke kan se og høre? Hvordan fører man en samtale med én, som aldrig siger noget? Hvordan ved man, at ens samtalepartner har forstået det, man siger, når vedkommende ikke kan ses og høres og altid er tavs?

Disse spørgsmål kunne være spørgsmål, man havde overfor bøn til Gud. For nogle opleves bøn, som at man taler ud i luften, til ingen verdens nytte. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi for et øjeblik stopper op og grunder over, hvad bøn er, og hvilken funktion den har. Måske skulle vi lade Lukas komme med svaret, for Lukas har netop i sit evangelium en rød tråd om bøn. Ingen af de fire evangelier fortæller så meget om bøn som Lukas. Det han skriver om bøn er unikt for Lukas. Hos Lukas har Jesus et rigt bønneliv, nærmest som at han bad hele tiden. Lukas bruger netop Jesus som et eksempel på en person, der bad meget, mens han også underviste sine disciple om bøn.

Vi er ikke kommet mange vers ind i Lukasevangeliet, før vi møder Zakarias, der gjorde præstetjeneste i templet, mens folkemængden udenfor bad (Luk 1,10), alt imens englen Gabriel kom til ham og sagde: ”Din bøn er hørt!.“ Eller Maria, som lovpriste Gud (Luk 1,46-55). Profetinden Anna forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn (Luk 2,36-38). Stærkt syntes jeg, det er, at da Jesus træder offentligt frem og bliver døbt af Johannes Døberen, er der fokus på bøn. For ved Jesu dåb, holdt han en bøn: ”Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ‘Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!’“ (Luk 3,21-22). Teksten antyder, at det var midt i Jesu bøn, at himlen åbnede sig. Det giver en hel ny dimension til Jesu dåb. Lukas lader også bøn være en fast del af Jesu virke. Med jævne mellemrum hører vi om Jesus, der gik afsides for at bede (Luk 4,42; 5,16; 6,12; 9,18.28; 11,1; 22,39-42). Man kan måske sige, at Jesus havde et fast
bønneliv, hvor han holdt forbindelse med sin himmelske fader.

Lær os at bede

En af disciplene kom til Jesus og sagde: ”Herre, lær os at bede, ligesom at Johannes lærte sine disciple det“ (Luk 11,1). Spørgsmålet kom ikke kun, fordi Johannes Døberen lærte sine disciple at bede, men også fordi Jesus selv bad. ”Og det skete, da han var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: ‘Herre, lær os at bede…’“ Glimtvis har Lukas ladet Jesus trække sig tilbage for at bede, og ved flere lejligheder er disciplene med. Men Jesus opfordrede også disciplene til at bede (Luk 10,2). Disse episoder er med til at få en af disciplene til at spørge: ”Herre, lær os at bede, …“ Og Jesus tøver ikke et sekund med at svare på ønsket. Han stiller ikke nogle modspørgsmål eller fortæller om den forskel, der er
imellem hans bøn og Johannes Døberens bøn. Nej, han siger: ”Når I beder, skal I sige: ‘Jesus giver dem en kort og ligefrem bøn. En bøn, som langt de fleste mennesker
kender, nemlig Fadervor. Han sagde: ‘Når I beder, skal I sige:

Fader! Helliget blive dit navn, komme dit rige; giv os hver dag vort daglige brød, og forlad vore synder, for også vi forlader selv enhver, som er skyldig overfor os, og led os ikke ind i fristelse’“ (Luk 11,2-4)

Her giver Lukas os Fadervor, i en lidt anden udgave end den vi finder i Matthæusevangeliet 6,9-13. Hos Matthæus indgår Fadervor i Bjergprædikenens budskab og struktur, men hos Lukas er den et svar på spørgsmålet fra en discipel om bøn. Hos Matthæus er det en majestætisk bøn, hvor Gud ophøjes og tilbedes. Lukas er nok mere fokuseret på en kort og direkte bøn imellem mennesket og Gud. En personlig bøn. Fadervor er en uselvisk kort bøn, der kommer med det mest basale: tilbedelse, opretholdelse af livet, tilgivelse af synd, beskyttelse imod fristelser. Og længere behøver en bøn ikke at være. Den er simpel og direkte til Gud. Måske endda hentet fra Jesu eget bønneliv. Den rammer nok også flere af de elementer, som Lukas beskæftiger sig med i evangeliet. Og den begynder også et helt afsnit om bøn.

Bed, søg og bank på

Måske får vi en uddybning af Fadervor i det efterfølgende afsnit (Luk 11,5-13), for her giver Jesus en sproglig sandwich, to illustrationer om forskellen imellem en doven ven i sin seng og Gud. Og klemt inde imellem disse to illustrationer, giver Jesus en opfordring: ”Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I fi nde; bank på, skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder får; og den, der søger, fi nder; og den, der banker på, lukkes der op for“ (Luk 11,10). Den første illustration er en lignelse om en husejer, der allerede var gået i seng med sin familie. Han bliver banket op af en ven, som beder om tre brød til et besøg af en uventet gæst. Trods protester ender husejeren alligevel med at åbne pga. vennens vedholdende og påtrængende bøn. I den anden illustration sammenligner Jesus menneskets godhed med Guds: ”Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg?“ (Luk 11,11-12). Til den udtalelse slår Jesus fast: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham?“ Imellem disse to illustrationer siger Jesus: ”Bed, søg og bank på.“ En nøgletekst for vedholdende bøn. Men også en understregning af troens betydning i bønnen.

Lignelser om bøn

Det er dog ikke de eneste illustrationer om bøn, som Lukas lader Jesus fortælle. For Jesus kommer også i kapitel 18 med to lignelser om bøn. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte“ (Luk 18,1). Men også en lignelse om de to, der gik op i templet for at bede, en tolder og en farisæer. Og vi kender den så godt om, hvordan den ene viser sin selvretfærdighed og den anden, der stod afsides og ikke løftede sit blik, men sagde: ”Vær mig synder nådig!“ (Luk 18,9-14). To lignelser som fortæller om vedholdenhed og selverkendelse. To vigtige elementer i bønnen og det åndelige liv.

Led os ikke ind i fristelse

En vigtig pointe hos Lukas er netop bøn om ikke at falde i fristelser. En pointe, som jeg ser, er vigtig i Lukasevangeliet. For vi møder denne vinkel første gang, da Jesus blev døbt, og hvor han bad en bøn. Fyldt med Helligånden blev han ført ud i ørkenen, hvor han selv blev fristet af Djævlen. Og vi ved, at han modstod Djævlens tre fristelser (Luk 3,21-22; 4,1-13). Som vi så før, slutter Jesus Fadervor med ordene: ”og led os ikke ind i fristelse“ (Luk 11,4). Ord der spejler sig både i Jesu dåb og fristelser, men også, da Jesus gik ud til Getsemane have sammen med disciplene. ”Da han kom derud, sagde han til dem: ”Bed om ikke at falde i fristelse!“ og vi har Jesus som gik afsides for selv at bede. Vi læser, at Jesus bad: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din!“ (v42). I sin bøn i Getsemane have viser han en stærk angst. En angst og kamp, som vi nok har svært ved at forstå, for han sved blod. Men da han kommer tilbage til disciplene, finder han dem sovende. ”Overvældet af sorg, sagde han til dem: ”Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.“ Netop temaet om ikke at falde i fristelse finder vi igennem Lukasevangeliet. Det er, som at fristelserne intensiveres efterhånden, som vi kommer tættere på korset. Og her i Getsemane have bad Jesus selv intenst, mens disciplene sov. Det var ligeså vigtigt for disciplene at bede om ikke at falde i fristelse, som det var for Jesus, men de kunne ikke holde sig vågne og bede.

Peters eksempel

Som eksempel fremhæves disciplen Peter, hvor Jesus netop havde sagt: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte“. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre“ (Luk 22,31-32). Her fortæller Jesus, at han gik i forbøn for Peter. Men Peter protesterede og sagde, at han ville gå både i fængsel og i døden sammen med Jesus (Luk 22,33). Jesus forudsagde da, at Peter ville fornægte ham tre gange. Kort før dette havde Jesus netop sagt: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.“ (Luk 21,36). Og det gjaldt på en særlig måde for disciplene i denne situation, men de forstod ikke alvoren. De faldt i søvn. Historien om Peter er en illustration på den manglende bøns indvirkning, mens Jesus med sit eget bønneliv viser Guds tilstedeværelse og indvirkning på fristelserne. Jesus bliver dog ikke mindre fristet nu, da han er på vej imod målet for sin rejse (Luk 9,51). Tværtimod møder Jesus mange fristelser på sin vej, hvor han kunne springe fra. Men Jesus fornægtede ikke sin far i himmelen eller sin egen mission. Han opgav ikke på vejen. Men Peters eksempel viser også menneskets svaghed. At der, hvor vi
skal våge og bede, falder vi i søvn, og virkeligheden overrasker os.

Jesus vores eksempel i bøn

Jesus bliver vores eksempel på bøn. Han havde et bønneliv. Han bad i hele sin gerning, ved sin dåb, på forklarelsens bjerg, alene, i Getsemane have, ja disciplene var så imponeret af Jesu bønneliv, at de sagde: ”Lær os at bede!“ Men Jesus er også vores underviser om bønnens betydning, både gennem sit eksempel og i sine ord. Hvis vi skulle trække noget ud om bøn, i alt det Lukas formidler, så viser han bønnens betydning i forbindelse med mission og budskabets formidling. For Jesus bad, før han udvalgte sine disciple (Luk 6,12), Jesus holdt bordbøn ved nadverbordet (Luk 22,17.19), måske på en særlig måde, som fik de to disciple i Emmaus til at genkende Jesus, da han sad til bords hos dem (Luk 24,30). Det overrasker nok ikke, at Jesus på korset også bad en bøn til sin fader i himmelen. Her viser han en ny side af bøn. Nemlig bøn for ens fjender. Med nogle af de fineste ord, tilgiver Jesus dem, som nu korsfæstede ham: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør“ (Luk 23,34). Bøn var også det sidste, Jesus gjorde, før han udåndede og var død (Luk 23,46).

Bøn er tovejs kommunikation

Bøn er ikke et mantra, som man siger, som et ritual i hverdagen. Bøn er at komme til Gud i tro. Bøn er lovprisning og anderkendelse af Guds sande karakter. At det er ham, som er universets skaber og opretholder. Med den forståelse åbner der sig en hel motorvej til Gud, et møde med den himmelske Gud, og en samtale kan begynde. Med Jesus som eksempel, åbnede himlen sig, og vi står overfor den himmelske Gud. Og hvis vi kan give vores børn gode gaver, hvor meget mere vil Gud så ikke give dem, som beder ham. Gud vil sende både Helligånden og engle, som vil trøste, beskytte og lede os på vejen. Han har sendt både Moses og Elias, Johannes og Paulus med på vejen. Ja, i dåben og i bønnens øjeblik, lyder røsten: ”Du er min elskede søn eller atter, i dig har jeg fundet velbehag!“ Når vi går for os selv for at bede, finder vi et møde med Gud, og vi kan udtrykke vores inderste tanker og længsler. Det er bare dig og Gud, som sammen udveksler tanker. Jamen – vil du sige: ”Jeg kan ikke høre Gud tale.“ Måske ikke! Men Gud har talt, både i naturen, men også i sit ord, Bibelen. Bibelen er netop Guds tale, som Helligånden har pustet ind i udvalgte mennesker. Og Gud sender også Helligånden for at åbne den. Og alt dette for at åbne troens øje. Både i naturen, Bibelen og ved Helligånden taler Gud, og samstemmende fortæller de: Gud er kærlighed. En kærlighed, som også omfavner dig. I Bibelen åbnes en fortælling om en frelsesplan så stor, at Guds kærlighed stråler. Gennem Jesus Kristus vises Guds væsen, hans vilje, om at alle skal frelses. I bønnen rækker vi ud i tro efter den frelse. En frelse, som han har sat i værk, og som vi kun kan få lov til at pippe med på. Vi har ingen andel i frelsen. Vi kan kun pege på Jesus som vores Messias, Herre og frelser. I bøn kan vi takke og lovprise, i bøn kan vi råbe og græde, juble og glæde os. I Bøn kan vi bede for venner og fjender, at de må finde ind i Guds tilgivelse og nåde, kærlighed og frelse. Og endelig komme til erkendelse af ham. I bønnen overgiver man sig til Gud, og siger: ”Din vilje ske!“