Menu

Perspektiv

Guddommens krybbeplan

For længe, længe siden besluttede guddommen at skabe liv på en ny planet. Ikke at det var noget nyt, for der var skabt andre planeter før. Men alligevel – det var altid spændende at planlægge et nyt projekt, svarende til, at en kunstmaler planlægger at male et nyt billede.

En planet blev skabt

Hvordan skulle planeten se ud? Hvor stor skulle den være? Hvilke former for liv skulle den indeholde? Hvordan skulle livsformerne fungere sammen? Og hvordan ville guddommen, at livet på planeten skulle have relation til hinanden og til guddommen? Mange spørgsmål skulle gennemgås og drøftes, for det var vigtigt, at resultatet blev perfekt.

Den treenige Gud satte rammer for planetens skabelse. De fysiske rammer skulle først være til stede: lys, luft, temperatur – forudsætningerne for liv. Dernæst kom planlægningen af de forskellige livsformer, planeten skulle indeholde. Og sidst, men ikke mindst, skulle der sættes rammer for relationerne mellem Gud og hans skaberværk.

Da først planerne var lagt, kunne guddommen skride til handling. For en almægtig Gud var det den mindste del af arbejdet: i løbet af en uge var det klaret. De første 3 dage gik med de fysiske rammer, og de sidste 3 med at skabe livsformerne, sidst af alt mennesker.

Relationer

Den vanskeligste del af skabelsesprocessen var at skabe relationer. Relationer tager tid. Man skal være sammen, tale sammen og betro sig til hinanden for at opnå at skabe tillid. Gud kunne naturligvis have frembragt robotter, der ikke kunne andet end adlyde og relatere til ham. Men da Gud havde besluttet at skabe selvstændige, tænkende mennesker, havde han allerede dér begrænset sig selv i sin indflydelse.

De nyskabte mennesker skulle
selv beslutte, om de ville
have tillid til deres Skaber.
En risikabel plan!

Derfor havde guddommen lagt den plan, at én dag om ugen – sabbatten, den sidste dag i skabelsesugen – skulle anvendes på en særlig måde til at skabe, opretholde og udvikle fællesskabet med menneskene.

Plan B – krybbeplanen

Men planen holdt ikke. Menneskene valgte – bevidst eller ubevidst – at afvige fra guddommens oprindelige plan. Det var prisen for at skabe frie, selvstændige mennesker. Men det kom ikke bag på en almægtig Gud, der kan forudse fremtiden, og omgående trådte plan B – krybbeplanen – i kraft. Det var en langsigtet plan, der skulle sikre og genoprette fællesskabet mellem Gud og mennesker for al fremtid.

Det havde været så meget lettere for Gud og mennesker, hvis de havde holdt sig til plan A. Så meget sorg og nød kunne været sparet. I stedet måtte menneskeheden nu igennem årtusinder med slid og slæb, kamp, strid og død: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget“ (1 Mos 3,19).

Men samtidig fortælles der om håb: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig (slangen) og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen“ (v. 15). Med andre ord: den nye, bedrøvelige tilstand skal ikke vare evigt.

Gennem de årtusinder, der fulgte, skulle menneskeheden gennemgå en lang, sørgelig historie – men ikke uden lyspunkter. Ned gennem historien sørgede Gud for, at mennesker jævnligt fik glimt af hans plan B. ”Også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket“ (Præd 3,11, 1931 overs.).

Dybt i alle mennesker ligger en længsel,
et ønske om, at Gud findes, og at alting
bliver godt en dag.

Gud sender glimt i det enkelte menneskes liv – men også i større målestok. Han har påvirket særligt betroede mennesker til at udbrede kendskabet til ham igen og igen.

Og så – som kronen på værket og klimaks for plan B – mødte han selv op: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden“ (Hebr 1,1-2).

Men læg mærke til, hvordan guddommen valgte at gøre sin entré på denne planet. Som hersker? Konge? Almægtig Gud? I så fald ville alle straks have bøjet sig i støvet for universets Herre – og der kommer en dag, hvor det vil ske. Men nej, ikke denne gang.

Han var og er universets Skaber og Herre,
men han ”gav afkald på det, tog en tjeners
skikkelse på og blev mennesker lig“ (Fil 2,7).

Hvorfor en krybbe?

For nogle år siden havde DR1 en programserie med titlen ”Undercover Chef“. Her optrådte chefer for forskellige virksomheder forklædt som almindelige medarbejdere i deres virksomhed, og de andre medarbejdere var ikke klar over hans virkelige identitet. Det gav chefen et særligt indblik i, hvordan hans medarbejderes hverdag var.

Det var det, Gud gjorde, da Jesus blev sendt til jorden som et ganske almindeligt barn, født ind i en fattig familie. Ved at leve som menneske kunne ingen derefter beskylde Gud for, at han ikke kendte til menneskers elendighed.

Men ikke nok med det – Jesus, Menneskesønnen og Guds søn – havde en mission, som kun kunne udføres ved, at han gav afkald på sin himmelske magt: ”Os til fred kom straf over ham“ (Es. 53,5, 1931 overs.). Krybbeplanens ene store formål var at frelse os, at genskabe harmoni på planeten og universet og vende tilbage til plan A.

Bragt i Adventnyt · nr. 6 · december 2021