VÆLTET

Lige nu tænker jeg tilbage på et par år, hvor vi boede i Kenya. Jeg var alene hjemme fra morgen til aften hver dag. Ja, der var da nogle folk uden for vores hus, som jeg godt kunne tale lidt med. Men der var ingen mennesker, som var nær på en måde, så man betror sig til dem eller deler noget svært. Jan kom selvfølgelig også hjem igen, som regel til aftensmad. Men altså, de timer hvor jeg var alene hjemme, så skete det engang imellem, at et eller andet væltede mig for en stund. Og så var jeg dog ikke alene. Gud var der altid hos mig. Et øjeblik føltes det ikke
sådan. Men min ”metode“ var altid at søge ham igennem hans eget ord, for der vidste jeg, at han før havde mødt mig.

GUD MØDTE MIT HJERTE

Så jeg tog min bibel. Fyldt af følelsen og bønnen: ”Gud, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal læse. Jeg ved ikke, hvor jeg skal slå op. Jeg er totalt magtesløs.“ Efter at have siddet med Bibelen et øjeblik, så åbnede jeg den. Bladrede lidt. Læste. Og så skete det forunderlige: Gud mødte mit hjerte! Ordene talte lige ind i mit behov. Hver eneste gang var det stærkt og ufatteligt. Gud løftede virkelig mit blik. Han gav mig trøst, glæde, fred, håb og mod til at gå videre. Jeg forstod det ikke. Men sammen med ham så levede jeg det. Jeg overgav mig til
ham, som løftede mit blik ud af min egen magtesløshed til at hvile i hans styrke.

HAN LØFTER VORES BLIK – HVER GANG

Gud løfter mit blik! Vi har brug for det. Nogle gange vælter vi ikke blot for en stund, men livets bølge tager os igennem en lang tåredal. Det er med ydmyghed og en jublende glæde, at jeg har læst de erfaringer, som kære trossøskende deler med os i dette blad. Må deres vidnesbyrd løfte dit og mit blik til ham. Ham, som aldrig svigter os. Ham, som vil løfte vores blik hver eneste gang vores øjne blindes af tårer.