Om foråret og sommeren grøn vækst og et utal af bittesmå blomster. Dog er det bedste ved Grønland alle de venlige og hyggelige mennesker, som bor der. Det er verdens største ø, men hvor kun ca. en syvendedel er isfrit (dvs. et område på størrelse med Norge), mens resten er dækket af indlandsisen.

Indtil omkring år 900 var Grønland et ukendt land, men da nordboerne opdagede Grønland, foretog man en udflytning fra Island til Vest- og  Sydgrønland år 985 under Erik den Røde. Antagelig 100 år senere indvandrede inuitter fra Nordamerika oppe i nord. Kristendommen kom til Grønland med Leif den Lykkelige, søn af Erik den Røde, i år 1000. Han havde været i Norge, hvor han var blevet døbt. Han bragte en præst med sig tilbage, og kristendommen spredte sig blandt nordboerne. Desværre gik kirken i Grønland til grunde, da nordboerne i løbet af 14-1500-tallet sporløst forsvandt.

Hans Egede

I Nordnorge var der en præst, Hans Egede, som skulle blive banebryder for den protestantiske mission i Grønland. Han havde i sine unge år læst om ”de norske“ i det fjerne polarland, Grønland. Han følte sig kaldet af Gud til at rejse dertil, og han udarbejdede et forslag i 1710 til ”grønlændernes omvendelse“. Han troede, at befolkningen var efterkommere af de gamle norske udflyttere. Han troede, at de enten var katolikker eller var faldet tilbage til hedenskabet. Det krævede megen tålmodighed og udholdenhed af ham, inden han kom afsted med et bergensisk handelsskib, og han ankom således for 300 år siden til Grønland ved Godthåb-området og grundlagde missionsstationen, som blev til byen Nuuk.

Hans Egede håbede jo at finde efterkommere fra nordboerne, men fandt snart ud af, at der ikke var nogen tilbage – men der var et andet folk, inuitterne. I tro på, at det var Gud, der havde kaldet ham til Grønland, besluttede han at blive og arbejde for dette folks omvendelse. Her mødte han mange og store hindringer: Det strenge klima med den hårde vinterkulde og de store sne- og ismasser, der besværliggjorde hans rejser. Vanskeligheden ved at få den fornødne proviant og missionens afhængighed af handlen. Inuitternes fremmedartede kultur og sprog, deres omflakkende levevis, vanskeliggjorde oprettelsen af faste menigheder – og de hedenske åndemaneres modstand. Hertil kom det anstødelige liv, som mange af det tilflyttede danske mandskab førte. Men med troen på et kald og sej udholdenhed lykkedes det ham at overvinde alle disse vanskeligheder, vinde inuitternes tillid og lære deres sprog.

Efter Hans Egedes hjemrejse fortsatte Brødremenigheden (frem til 1905) og Den Evangelisk Lutherske kirke (Folkekirken) med at bringe evangeliet ud til de spredt boende inuitter på øen.

Der var kun et kirkesamfund – Folkekirken – på Grønland. Men i 1953 blev Grønland et dansk amt, og dermed blev der åbnet op for andre trossamfund.

Adventisterne kommer til Grønland

I 1953 reagerede man hurtigt i Syvende Dags Adventistkirken og sendte Andreas Nielsen på en rejse derop for at undersøge muligheden for at drive mission. Tidligere havde færøske adventistfiskere i 1930’erne og 40’erne delt litteratur ud til grønlænderne. Men i sensommeren 1953 stod Andreas Nielsen i Grønland. Han rejste til Holsteinsborg for at møde Amon Bertelsen, en grønlænder, som var blevet vakt af den litteratur, som færingerne havde uddelt. Amon Bertelsen og sønnen var begyndt at holde sabbat, de første på Grønland, og senere blev Amon døbt.

Andreas Nielsen troede på ordene i Vidnesbyrdene om, at litteraturen skulle spredes som blade ved høst. Han fik oversat traktaten Se Opad, som på grønlandsk hedder Ardlorit – et navn, som kom til at hænge ved Andreas Nielsen. Denne traktat blev uddelt stort set overalt på Grønland. Desuden blev Vejen til Kristus (Kristusimut Aqqutissaq), store dele af Den store Strid (Akiuunnersuaq) samt Trygge Spor (Bibele Neriuuteqalersitsivoq) oversat. Disse tre bøger blev der kolporteret med fra hjem til hjem.

Andreas Nielsen sagde engang: ”Set fra et forretningsmæssigt synspunkt betaler det sig ikke at udgive en bog i et lille oplag, men set fra et missionssynspunkt må det gøres.“

I dag bor der knap 60.000 mennesker i Grønland. De bor hovedsagelig på Vestkysten, hvor der er en del byer og mindre bopladser. Hovedstaden er Nuuk (Godthåb), som blev grundlagt af Hans Egede i 1728. Befolkningen er et blandingsfolk af inuitter og skandinaver (mest danske). Sproget er grønlandsk – et inuitsprog, og dansk er sprog nr. to. Den primitive tilværelse, som i mange år har præget livet i de arktiske områder, er næsten forsvundet. Grønland er et moderne samfund, der er på højde med den vestlige verden.

Hvilke muligheder er der for adventistkirkens tilstedeværelse på Grønland?

Gennem årene frem til 1992 har flere prædikanter (inklusiv undertegnede) været bosat i Nuuk og virket på forskellig vis: Bog- og  bladmission, besøgsvirksomhed, offentlige møder, sundhedsforedrag, søndagsskolearbejde og andet børne- og ungdomsarbejde. Skodsborgklinikken, som var en del af missionen, udførte et enestående arbejde med skiftende fysioterapeuter. Desuden var der også nødhjælpsarbejde i Nuuk og flere steder på kysten.

Desværre opsagde Landsstyret samarbejdet med Skodsborgklinikken i 1991, da der var blevet opført en ny stor fysioterapiafdeling på Dronning Ingrids Hospital. Roland Laibjørn, som var ansat ved KNI og forstander for kirken, prøvede nogle år at holde sammen på det, som var tilbage. Men Den Danske Unions bestyrelse satte i 1996 bygningerne til salg, og i begyndelsen af 1998 blev hus/klinik/kirke solgt. Det er i dag kunstmuseum.

Fra nedlæggelsen af missionen har Adventistkirkens kontakt med Grønland og vores medlemmer været begrænset til et årligt besøg, hvor vi i den forbindelse også besøgte virksomheder med Hjælpeaktion. Andreas Nielsen begyndte med Hjælpeaktion i 1977 og blev senere efterfulgt af Jens Madsen, som fra 1998 også besøgte vores få medlemmer. Fra 2007 overtog jeg opgaven efter Jens Madsens død. Der har i årenes løb været ensomme og trofaste medlemmer og venner, som har set frem til dette årlige besøg og til breve og hilsner, som undertegnede stadig sender.

Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi som en kirke/menighed er til stede i Grønland.

Foruden den danske folkekirke er flere andre trossamfund at finde i Grønland. Du har sikkert læst i de gode og spændende artikler i Adventnyt, hvor Elsebeth Butenko har fortalt om sine besøg i Grønland, sidst sammen med sin mand Tony. (Adventnyt nr. 1/2021 s. 23-27 og i nr. 2. s. 8-9.)

Selv om bøgerne Vejen til Kristus og Den store Strid har været udgivet på grønlandsk fra tidlig begyndelse, så er der kommet et nyt skriftsprog. Disse bøger er nu genoversat til grønlandsk. Vi er taknemmelige for økonomisk støtte til dette fra KEHAP Fonden og fra Den Danske Union. Det er disse bøger samt en kristen børnebog på grønlandsk, Elsebeth og Tony Butenko har gået med fra hjem til hjem i Nuuk (Godthåb) og Sisimiut (Holsteinsborg).

Vores bøn og ønske er, at adventbudskabet også må nå ud til det grønlandske folk.