Kender du Fiona fra Shrek? Hende badass-prinsessen, som slås mod drager og soldater, men stadig gemmer sig bag lukkede døre – i frygt for at folk skal se, hvem hun virkelig er, når hun i nattens mulm og mørke forvandles til et grønt ’monster’. Det virker måske lidt underligt at indlede med denne reference, eller måske ikke? For i mit møde med kirken føler jeg mig nemlig af og til som Fiona.

Psykisk helbred og kirke er sandsynligvis de to emner jeg bedst kan lide at snakke om – men helst hver for sig. For mødet mellem min historie som psykiatrisk patient og kirken har lært mig, at det kan være farligt at blande psyke og tro.

Gennem kirkens historie er der ofte (fejlagtigt) blevet sat lighedstegn mellem psykisk og åndeligt helbred. Psykisk lidelse er blevet anset som et tegn på manglende tro. Dem, som kæmpede psykisk, var ikke syge – bare uomvendte. Dette kunne medføre skam og dårlige samvittighed hos medlemmer og præster, hvilket må have været en tung byrde at bære. Ligeledes kan vi ikke benægte, at kirke og psyke gensidigt påvirker hinanden. Den ene eksisterer ikke uden den anden, for alle mennesker har et psykisk helbred. Før eller siden vil denne version af ’hønen eller ægget’ indhente os. Spørgsmålet er, hvordan vi navigerer rundt i denne problematik?

Som 16-årig udviklede jeg alvorlig anoreksi med depression og angst som komorbiditet (tillægssygdomme). Da jeg var teenager, var psykisk helbred et tabu både i hjemmet og i kirken. At debutere som den første psykisk syge i en lille, konservativ menighed med under 50 medlemmer, var ikke ligefrem drømmen, for at sige det rent ud. Jeg fik kommentarer om, at anoreksi ikke var en sygdom, men en synd jeg burde omvende mig fra. Andre sagde at min sygdom bare var et tegn på at Gud elskede mig, fordi han lod mig lide. Nogle prøvede at tvinge mig til at bruge min vilje til at blive rask, eller truede med at det allerede var for sent – at jeg ville gå fortabt. Selvom jeg har fortrængt mange af kommentarerne, husker jeg stadig den ulmende tavshed jeg mærkede, når jeg trådte in ad kirkedøren.

Lige siden jeg var barn forsøgte jeg at undgå at blive lagt mærke til. Jeg formåede at flyve under radaren ved at være den flinke pige, som aldrig lavede ballade. Nu var jeg blevet mål for alles opmærksomhed og skydeskive for kommentarer, jeg før kun havde frygtet. Jeg følte mig som en udstillingsdukke, som stod på en kæmpe teaterscene, helt nøgen og forsvarsløs – mens alle så på mig, og kommentarerne, om hvor tynd min krop var, kom haglende ned over mig.

Heldigvis har oplevelserne ikke kun været negative. Personer jeg forventede fordømmelse fra, mødte mig med overraskende forståelse. Ældre damer kom hen til mig mellem bænkerækkerne og hviskede opmuntrende ord i mit øre. Folk, jeg knapt kendte, begyndte at åbne op og fortælle om deres egne indre dæmoner. Mine øjne blev åbnet for en helt ny verden. En verden, som vendte på hovedet.

En verden, hvor den ubetydelige er den stærkeste
– hvor den underlige er den mest autentiske
og den selvsikre ofte er uvidende og usikker.

En verden, der ikke handler om præstation og ydre succes, men om at finde styrke i svaghederne, glæde i de små sejre og ny mening i det skæve.

Selvom det er mange år siden, jeg var ”hende pige med anoreksi”, mærker jeg fortsat trangen til at gemme mig i perioder, hvor jeg kæmper. Ønsket om at være normal er så indgroet i mig, at jeg til tider ikke engang har lyst til at møde mig selv i døren til kirken. Folk som kender mig ved, at jeg i snart fem år har forsøgt at skabe åbenhed omkring psykisk helbred i kirken. Blandt venner er jeg kendt som hende, der prøver at hjælpe alle andre med at tale om, hvordan de egentlig har det. Ja, jeg har til og med skrevet en meget ærlig blog om det. Alligevel finder jeg ofte mig selv skjult bag lukkede døre, når det ’grønne monster’ kommer til syne igen. Og hvis jeg skal være ærlig, skammer jeg mig over det.

At forene kirke og psykisk helbred er ingen simpel opgave. Pandemien har i større grad end før understreget vigtigheden af at tage hånd om vores psykiske helbred, også indenfor kirkesammenhæng. Måske vil øget bevidsthed om, hvad vi ved, og hvordan vi snakker om psykisk helbred i kirken gøre det mindre tabubelagt at kæmpe? Måske kan vi, der kæmper, til sidst begynde at føle os trygge nok til at smide masken og blive set, som dem vi er: mennesker, ikke kun patienter.

Kort om forfatteren: Silje-Maria Jensen er vokset op i Vestjylland, men er i dag bosiddende i Bergen i Norge.

Fra norske ADVENTungdom, #5 2021, “En historie fra innsiden” · Bragt med tilladelse