Menu

Efter syndefaldet følger nåde og kærlighed

Mange af os stiller os i køen sammen med Adam og peger på Eva og siger: ”Det var hende, der begyndte!” Men er det nu så enkelt at finde den skyldige? Hvad skete der egentlig?

En talende slange, som snor sig imellem grenene, Eva med et rødt æble, som hun tager en bid af og vupti, hele verden er faldet i synd. Hvad skete der egentlig?

Slangen i Paradis

Interessant er det, at flere bibelforskere beskriver kapitlerne 2 og 3 i Første Mosebog som en sammenhængende enhed, og at vi i disse to kapitler har en beskrivelse af det, som sker i Edens have. Det begynder med skabelsen af Adam, som bliver sat i den perfekte have med livets træ(2,5-25), mens kapitel 3 afslutter med Adam og Eva, som bliver sendt væk fra haven med livets træ. Faktisk beskriver disse bibelforskere, at disse to kapitler har en kiastisk struktur med Adam og Eva som midtpunkt, der spiser af træet til kundskab om godt og ondt. Jerome T. Walsh har beskrevet disse trin i kiasmen som scener. I hver af disse syv scener ændres der i personsammensætningen eller historiens karakter.1 Samlet giver det et billede af syndefaldet i Edens have, hvor vi ledes frem til, at de tog af frugten og spiste, og bagefter hvilke konsekvenser handlingen fik.

Synden er ikke kun et overfladeproblem, men det går helt ind i hjertet

Med denne anskuelse af teksten ledes man som læser frem til scenen med kvinden og hendes mand, der spiser af kundskabens træ. Det har en væsentlig betydning for historien, for dér ændres forudsætningerne for Adam og kvindens liv. Og paradoksalt er det, at Gud skabte Adam til ”et levende væsen” af jord (2,7), og i afslutningen gav Gud beskeden: ”du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.” (3,19). Så et væsentligt tema er netop liv og død. Vendepunktet i historien sker, da de tager af frugten på kundskabens træ.

Omdrejningspunktet

Optakten til, at de spiste af frugten, er skabelsen af Adam, som blev sat i Edens have. Som det første får han et påbud af Gud: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” Dette påbud er omdrejningspunktet i hele konflikten i disse to kapitler, og det danner en form for indholdsfortegnelse af historien i Edens have. Eva gentager disse ord, da hun bliver antastet af slangen i haven (3,2-3). Interessant er det, at hele historien er gentagelse efter gentagelse. Kvinden gentager Gud, slangen gentager Gud, slangen gentager kvinden, Gud gentager slangen, ja, Adam gentager det, han oplevede, da han spiste af frugten: ”Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg” (3,12). Alle disse gentagelser bestyrker mig i, at teksten har en kiastisk struktur. En særlig fortællermåde. Slangens fristelse er to udsagn, som omklamrer kvindens citat af Guds påbud. Kvinden fristes med tvivl om Guds hensigter og troværdighed. Kan det nu passe, det Gud har sagt? På en snu måde omformer slangen Guds påbud og sår tvivl ved Gud. Med kvindens svar (3,2-3) kommer slangen med sit angreb: ”Dø, I vil ikke dø!” Helt modsat af Gud siger slangen: ”Den dag I spiser af den [frugt], bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Jeg bemærker, at slangen taler i flertal, ”I” og ”Jeres”. Slangen lover dem en stor fremtid og påstår, at de ikke skal dø, men lover dem tværtimod, at ”I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” På en måde har slangen ret, de døde ikke med det samme, og de blev som Gud til at kende godt og ondt (3,22).

Øjets lyst

Det er i denne sammenhæng, at Adam og kvinden nu står ved træet, som er det en ny scene (3,6-8). Der er kun to medvirkende, nemlig Adam og kvinden. Kvinden er stærkt fristet af frugten, for hun syntes, at træet 1) var godt at spise af, 2) tiltrækkende at se på, og 3) godt at få indsigt af (3,6). Interessant er det, at Gud netop i Edens have havde ladet alle slags træer vokse frem af jorden, og de var dejlige at se på og gode at spise af. Beskrevet i omvendt rækkefølge. Men dette træ til kundskab om godt og ondt fristede, så hun tog af frugten og spiste.

”… og han spiste.”

– Så kort er beskrivelsen af Adam, der spiste af frugten. Jerome T. Walsh fremstiller denne sætning som højdepunktet i teksten For fra at være beskrivende og fortællende, er den pludselig meget hurtig og væk igen. Og selve strukturen i den hebræiske tekst fremhæver, at Adam spiste. Versene 6-7 er en kiasme i sig selv, men også højdepunktet i den store kiasme i historien 2,4-3,24. Hvis denne antagelse er rigtig, sætter den et andet fokus i teksten, end vi normalt giver den. For vi sætter fokus på kvinden, der tog en bid af frugten, men her er det Adam, som jo havde fået påbuddet af Gud (2,17; 3,17), der tog og spiste af frugten. Den korte formulering ”og han spiste” fremhæver netop Adam. Vi får ikke beskrevet Adam, der stillede nogle spørgsmål, sådan som kvinden havde gjort det overfor slangen. Nej, det er ganske kort ”og han spiste”. Vi kan tolke frem og tilbage omkring, hvad der skete imellem dem, men det siger teksten ikke noget om. Ganske kort, så var han sammen med kvinden, da hun stod ved træet og var fristet. Hun tog frugten og spiste. Hun rækker ham frugten og fristede derved også ham, og han spiste.

Højdepunktet

Her er højdepunktet i historien, at Adam spiser af frugten. Jeg forestiller mig, at der ligger noget kulturelt i teksten, som vi med vores baggrund ikke ser. At det i nogle kulturelle sammenhænge er mere alvorligt, at han spiste af frugten end kvinden, og derfor er han fremhævet på denne måde. At han var med hende hele vejen og accepterede hendes fristelse som sin egen. I andre sammenhænge er det også Adams synd, som fremhæves (Rom 5,13-14; 1 Kor 15,21-22). Begge er de dog lige skyldige i at overtræde Guds påbud. Som et kød, mand og hustru, spiste de begge af frugten. Og umiddelbart fik de den indsigt, der var lovet, for ”da åbnes deres øjne”, sådan som slangen sagde, det ville ske (3,5). De kom til at kende godt og ondt. Den første synlige indikation på det var, at de opdagede deres nøgenhed. Om de havde en usynlig klædning på, som nu forsvandt, eller på anden måde var blindet, ved vi ikke ud fra teksten. Men de ændrede sig, både overfor hinanden og overfor Gud.

Historiens forløb

A Historie: Gud, mand fra jord til have (2,4-17)
B Historie: Gud, mand, kvinde, dyr, fællesskab imellem skabninger (2,18-25)
C Dialog: Slangen, kvinden – Spiser af træet – Tre udsagn (3,1-5)
D Historie: Kvinden og manden spiser af træet (3,6-8)
C´ Dialog: Gud, mand, kvinden – Spiste af træet – Tre spørgsmål/svar (3,9-13)
B´ Monolog: Gud, mand, kvinde, slange, fællesskab imellem skabningerne (3,14-19)
A´ Historie: Gud, mand fra haven til jorden. (3,20-24)
Kilde: Toward a Theology of Beauty. A Biblical Perspective, Jo Ann Davidson, side 42

Synden ændrede hele mennesket

Vi har tit diskuteret, hvor dyb denne ændring var. Hvor dybt synden stikker i os. Historien åbenbarer for os, at synd er to ting – både en handling, og nu også en tilstand. Forud for handlingen går der en tanke og et valg (Jak 1,14-15). Vi elsker dog at koge det hele ned til, at synd er en handling (synd er lovbrud), som vi kan forholde os til. Men vi glemmer, at synden ændrede mennesket radikalt her ved træet. Synden er ikke kun et overfladeproblem, men det går helt ind i hjertet (Jer 17,9; Rom 3,10-18; 5,6.10). Syndens problem er større end denne verdens sult, krige, lidelser og ensomhed. Synden er et fundamentalt problem, vi alle står i. Adam og kvinden oplevede ændringen, på et øjeblik, for de dækkede sig til med figenblade, trods det, at de kun var to mennesker i haven. Ja, vi finder en hel række symptomer på syndens indtog, for synden/ handlingen/overtrædelsen ændrede dem for altid. Bibelen begynder herefter at nævne den ene episode efter den anden, hvor syndens symptomer viser sig. Alle mennesker herefter er født som selvcentrerede og er ikke længere Gud-centrerede. Oprøret krævede mere end et ”undskyld” Men midt i oprøret ser vi den guddommelige kærlighed. Nogle vil måske sige, at Gud smider Adam og Eva på porten og strengt vogter adgangen til livets træ. Men dybden i Adams og kvindens ulydighed går dybere end til noget, der kan fikses med et ”undskyld, jeg gør det aldrig mere”. Mennesket havde i deres handling valgt Gud fra. Men midt i situationen ser vi Gud som den opsøgende og som frelsens Gud. Han giver dem løftet om frelsen (3,15). Løftet om et afkom. Et løfte som langsomt oprulles igennem hele første Mosebog, ja, igennem hele Bibelen (1 Mos 22,18; 17,19; Luk 1,31).

Den overraskende drejning

Det er her, teksten giver en overraskende drejning. For Adam giver nu kvinden et nyt navn (3,20), navnet Eva. Og teksten giver et ordspil med navnet Eva, ”for hun blev mor til [alt levende].” Midt i beskrivelsen af Adam, som skal vende tilbage til jorden, som han er taget af, giver Adam kvinden et nyt navn. Et navn fyldt med håb, midt i den uoverskuelige situation som frugten har bragt dem i. Gud giver dem løftet om et afkom, der skal udfri dem fra døden. Selv om Eva havde spillet en betydelig rolle i at bringe død over dem, gav Adam kvinden navnet Eva, som betyder ”liv”. Gennem Eva udfolder Gud sin frelsesplan. Med løftet om et afkom viser Gud sin nåde, kærlighed og medfølelse for menneskeheden. Afkommet er frelseren, Jesus Kristus. Med ham kom det evige liv!

Adventnyt 07/13