Mine tanker går tilbage til min drengetid. Min storebror skulle være far. Det var åbenbart noget, der optog familien meget, for samtalerne omkring spisebordet var i lang tid forud for fødslen præget af de forventninger, som mine forældre havde til det kommende familiemedlem. Da budskabet om en piges fødsel kom, skulle vi straks af sted til hospitalet for at se det lille vidunder.

Mine forventninger var vokset dag for dag, derfor var min skuffelse mærkbar. Hvad kunne man dog forvente af et lille, endnu fødselsmærket lyserødt pigebarn?

Siden blev Lone og jeg bedste venner, og jeg har fået lov til både at døbe hende og vie hende til sin færøske Trygvi.

Barn Jesus i en krybbe lå

Det er indledningsordene i H.C. Andersens julesalme fra 1832. Jeg ved ikke, hvor ofte den synges, men teksten tegner et godt stemningsbillede, der er værd at lægge mærke til:

Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje;
hans pude her blev hø og strå,
mørkt var det om hans leje.
Men stjernen over huset stod,
og oksen kyssed barnets fod.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!

På sin enkle facon får H.C. Andersen her forkyndt, at i forhold til Gud er vi alle som børn, og på den måde deler vi skæbnefællesskab med Jesus. Også han blev født som den mest hjælpeløse og sårbare skabning – et barn.

Barnet i krybben er et mysterium

Hvem er barnet? Hvis er barnet? Hvorfor hele dette scenarium?

Der tales for tiden meget om sammenhængen mellem et menneskes navn og dets identitet. Visse forhold gør, at denne sammenhæng synes at have været kendt gennem århundreder. Og hvis Josef og Maria undervejs til Betlehem har spekuleret på: Hvad skal barnet hedde, så kom svaret som sendt fra himlen. Josef fik iflg. Matt 1,21 at vide: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.“

Da Matthæus beretter om beskeden til Josef, antydes det allerede, at når det kommer til forældreskab, så er svaret knapt så enkelt. Barnet er undfanget ved Helligånden, og Jesus er derfor Guds søn. I sig selv en grænseoverskridende tanke. Men Lukas siger:

”Mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.“

En stor glæde for hele folket

At Josef og Maria er glade, er let at forstå. De fleste forældre og bedsteforældre mener nok også, at nyfødte er Guds gave til menneskeheden. Men når en engel proklamerer denne fødsel til at være en glæde for alverden, så begynder mysteriet, som er så svært at fatte.

Paulus kalder det i Første Timotheusbrev for ”gudsfrygtens hemmelighed“. En hemmelighed, der handler om at se et barn i krybben midt i en verden, der på mange måder tegner sig mørkere end en stald.

At besøge barnet i krybben er lige pludselig meget vigtigere end politiske hensyn og kulturelle forskelligheder, for der finder vi en, der gav afkald på kongelig værdighed for at blive ét med os.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære“ (Fil 2,6-9).

Han gjorde det umulige muligt

Et barn er født, kongernes konge er født, og alle er velkomne til at besøge ham. Den universelle Gud har brudt alle grænserne og fordommene, og han tager imod enhver, der har lyst at komme til krybben for at finde ham, og så i øvrigt give den dejlige nyhed videre til vores næste. Lad os sammen gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.

Bragt i Adventnyt · nr. 6 · december 2021