Menu

Perspektiv

At tro på det utrolige – et univers af undere

Hvis du har kæmpet for at tro på det mirakuløse, er du ikke alene. Selv troens store helte kæmpede med vantro. Abraham var fornuftig nok til at indse, at hans golde kone ikke ville producere afkom, og satte spørgsmålstegn ved Guds løfte om at gøre en stor nation ud af ham. I stedet for at irettesætte Abrahams tvivl sagde Gud til ham: ”Se på himlen og tæl stjernerne, hvis du kan“ (1 Mos 15,5).

For det blotte øje er flere tusinde stjerner synlige. Hvis du har været privilegeret nok til at undslippe byens lysforurening og se op på himlen en klar nat, så ved du, hvor betagende det kan være. Men de utrolige billeder af James Webb-rumteleskopet minder os om, at det, vi ser med det blotte øje, kun er det mindste glimt af kosmos’ rigdom. For eksempel undersøger det første offentliggjorte billede af Webb, SMACS 0723, en del af himlen, der er på størrelse med et sandkorn, der holdes i armslængde.1 Da man kiggede ind i det lille mørke område med Webb, afslørede det lyset fra tusindvis af galakser, der hver indeholder milliarder af stjerner. Jeg kan godt lide at forestille mig, at da Gud befalede Abraham at tælle stjernerne, tog han ham med på en lignende visionær oplevelse i hele kosmos.

Vores bedste skøn er, at der er omkring 200 milliarder billioner stjerner i det synlige univers, selvom dette tal sandsynligvis vil stige.

 

Der er alt for mange stjerner til, at
nogen kan tælle dem, men det var
meningen med Guds øvelse: Abraham
havde brug for at blive mindet om
Guds uendelige skaberkraft.

 

Da Abraham så mod himlen og forsøgte at tælle de utallige stjerner, stilnede Abrahams indvendinger af, og ”han troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed“ (v. 6). Måske er det Guds forsyn, at vi på et tidspunkt, hvor det er let at tvivle, har fået fantastiske billeder af himlen gennem Webb-teleskopet for at hjælpe os med at tro igen.

Hvordan blev vi så skeptiske?

Vores moderne skepsis kan spores tilbage til oplysningsfilosoffen David Hume. Hume hævdede, at ”et mirakel er en overtrædelse af naturlovene“, men da ”fast og uforanderlig erfaring har etableret disse love“, bør vi afvise det mirakuløse.2 Men dette argument er cirkulært, for det udelukker mirakler ved at definere dem som overtrædelser, der ikke kan overtrædes, idet vi ikke tager højde for muligheden af, at Gud kan handle i verden i modstrid med vores almindelige erfaring. Faktisk dokumenterer Craig Keener i sit tobindsværk om mirakler den lange historie med veldokumenterede mirakler over hele verden.3

Ikke desto mindre blev Humes skepsis bredt anerkendt. Det passer med den populære myte om, at nu, hvor vi er videnskabelige, ved vi bedre end de gamle, der overtroisk troede, at golde kvinder kunne blive gravide, og døde mænd opstod fra de døde. Men selvfølgelig vidste de gamle godt, at gamle kvinder ikke blev gravide, og døde mænd rådnede væk, hvorfor de gjorde så stort et nummer ud af det, når der skete noget så usædvanligt.

Mange forskere har erkendt, at selve eksistensen af naturlovene i sig selv er mirakuløs. I sit essay ”The Unreasonable Effectiveness of Mathematics in the Natural Sciences“ bemærkede den matematiske fysiker og nobelpristager Eugene Wigner: ”Det er slet ikke naturligt, at ‘naturlove’ eksisterer, langt mindre at mennesket er i stand til at opdage dem.“4 Wigner bruger ordet ”mirakel“ til at karakterisere matematikkens evne til at beskrive den naturlige verden. Videnskabens historie vidner om, at folk var dristige nok til at lede efter naturens love, netop fordi de troede på en guddommelig lovgiver. Hverken under polyteismen, hvor kosmos styres af mange konkurrerende guder, eller ateismen, som benægter enhver intelligens bag universet, ville man forvente at kunne opdage universelle matematiklove.

En Gud, der skaber

Isaac Newtons teori om universel tyngdekraft opstod for eksempel naturligt ud fra hans tro på en Gud, der skabte himlen og jorden. Og i stedet for at tro, at det bortforklarede Gud, så Newton det som et bevis på ”et intelligent og kraftfuldt væsen,“5 der skabte og aktivt opretholder universet, og han troede, at der bag tyngdekraften var ”en magt, der konstant handlede i overensstemmelse med visse love.“6 Newtons opfattelse afspejles godt i Ellen Whites beskrivelse af Guds forhold til naturlovene: ”Gud annullerer ikke sine love, men han arbejder hele tiden gennem dem og bruger dem som sine redskaber. De er ikke selvkørende. Gud arbejder bestandigt i naturen. Den er hans tjener, instrueret som han vil. Naturen i sit arbejde vidner om den intelligente tilstedeværelse og aktive handlefrihed hos et væsen, der bevæger sig i alle sine gerninger i overensstemmelse med sin vilje. Den uendelige magts hånd er konstant på arbejde med at lede denne planet.“7

Indrømmet, Newtons forståelse af tyngdekraften var ufuldstændig, og vi fortsætter med at udvide vores viden. Men efterhånden som videnskaben skrider frem, bliver Guds magt ikke mindre. Enhver sådan teori er trods alt en matematisk model, der beskriver, hvordan universet opfører sig, for ligninger har ingen kreativ eller opretholdende kraft. Gud alene styrer kosmos: ”I ham lever vi, ånder vi og er vi“ (ApG 17,28).

Ifølge Bibelen udelukker naturlove og guddommelig indgriben ikke hinanden. Snarere blander den ofte disse to slags forklaringer og skildrer Gud som suveræn over naturen og fri til at bruge sine love til at udføre sine formål. Under Egyptens plager beretter Skriften, at Gud bragte græshopper med en vind fra øst, og da Gud ville det, blev de fordrevet af en stærk vind fra vest. Og da Israel blev fanget af Det Røde Hav, ”hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land“ (2 Mos 14,21). Den stærke vind forklarer Israels udfrielse på ét plan, og Guds aktivitet forklarer det på et andet.

 

Derfor skal vi ikke tro, at bare fordi
nogen har givet en naturlig forklaring
på noget, så udelukker det Guds
hånd i det. Gud er heller ikke begrænset
af det, vi anser for naturlovene.

 

Ellen White gjorde kraftigt opmærksom på dette, da hun bemærkede: ”Udtrykket ’naturlove’ benyttes i almindelighed om det, mennesker har været i stand til at opdage med hensyn til de love, der gælder for den fysiske verden, men hvor er deres kundskab begrænset, og hvor er det område uendelig stort, inden for hvilket Skaberen kan virke i harmoni med sine egne love og endda gå langt ud over al menneskelig forståelse!“8

Begivenheder som skabelsen, inkarnationen og opstandelsen er alle enestående begivenheder, der er usædvanlige for Guds typiske styring af verden. Ligesom almindelig fysik bryder sammen ved enestående begivenheder som sorte huller og universets første øjeblikke, bør vi ikke være overraskede over, at Guds mægtige handlinger er uden for vores forklaringskraft. Som Blaise Pascal minder os om: ”Fornuftens sidste fremgangsmåde er at erkende, at der er en uendelighed af ting, der er hinsides den. Det er kun svaghed, hvis man ikke ser så langt som at erkende dette. Men hvis naturlige ting er uden for vores erkendelse, hvad skal man så sige om de overnaturlige?“9

Hvis der er en lektion, vi skal tage med fra de fantastiske billeder af James Webb-rumteleskopet, er det, at universet er et meget større og mere mirakuløst sted, end vi ofte forestiller os. Dette burde lære os, at bare fordi noget er uforståeligt for os, betyder det ikke, at det er umuligt for Gud. Når vi kæmper for at forstå det uforståelige, må vi måske endnu en gang lære blot at tro på det.

 

Referencer:

1    https://www.nasa.gov/image-feature/goddard/2022/nasa-s-webbdelivers-deepest-infrared-image-of-universe-yet
2   David Hume: An Enquiry Concerning Human Understanding, red. L.A. Selby Bigge (Oxford: Clarendon Press, 1902), 114.
3   Craig S. Keener: Miracle: The credibility of the New Testament Accounts (Grand Rapids: Baker, 2011).
4   E.P. Wigner: The Unreasonable Effectiveness of Mathematics in the Natural Sciences. Richard Courant Lecture in Mathematical Sciences, Delivered at New York University, 11. maj 1959, ”Communications on Pure and Applied Mathematics 13 (1960), 1-14.
5   Isaac Newton: Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (1687). Scholium Generale (1713; 1726).
6   I. Bernard Cohen, red.: Isaac Newton’s Papers and Letters on Natural Philosophy and Related Documents (Boston: Harvard University Press, 2014).
7   Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, California: Pacific Press Pub. Assn., 1948), bd 8, 259, 260.
8   Ellen White: Patriarker og profeter. DB 1962, 24.
9   Blaise Pascal, Pensées, 267.