Vores navn og logo
Hvad betyder egentlig "Syvende Dags Adventist"? Der er 2 ting i navnet.
Den syvende dag er en reference til Sabbatten. Da Gud skabte verden, så gjorde han den syvende dag hellig. Derfor mødes vi i kirken på den dag og tilbeder Gud og minder os selv om, at han er vores skaber.
"Advent" kender du fra søndagene op til jul. Det betyder "komme", og i juletiden venter vi på Jesu første komme til jorden som en baby. Men når vi snakker om "advent" i vores kirke, så handler det om hans andet komme. Jesus kommer ne
mlig igen en dag for at etablere sit rige, og det glæder vi os til.
"Syvende Dags Adventist" refererer altså til begyndelsen og til enden, skabelsen og genskabelsen. Jesus siger om sig selv, at han er den første og den sidste. (Åb 22,13) Syvende Dags Adventismen handler altså først og fremmest om Jesus – at han skabte verden, og at han vil skabe den igen.
Adventistkirkens logo
Kirkens valg af logo reflekterer vores kerneværdier. Fundamentet er Bibelen. På logoet ligger den åben, fordi dens budskab skal læses og føres ud i livet. Centralt i budskabet står korset, derfor er det også centralt i logoet. Over korset og den åbne bibel er Helligåndens brændende flamme. Uden Helligåndens kraft kan vi nemlig hverken forstå Bibelen eller korset.