Året der gik, 2016 - Formandens nytårshilsen

af Thomas Müller

tm GCAC16Årets afslutning er et naturligt tidspunkt at se tilbage og reflektere over, hvad der er sket og ikke mindst se fremad og lægge planer for, hvordan 2017 skal se anderledes ud.

De første måneder af året afholdt ledelsen regionale møder og besøgte alle præsterne i deres hjem til de årlige udviklingssamtaler. Vores præster tilhører en tapper stamme. Mange arbejder alene, med lange arbejdsdage i store geografiske områder og mange af dem med ansvar for flere menigheder. De fortjener at blive anerkendt og fremhævet her. Mange er involveret i forskellige projekter og et af dem, der får omtale her, er bladprojektet Nyt Fokus. Mange menigheder har været særdeles aktive, og til dato er 120.000 blade blevet uddelt og 2.800 har aktivt tilkendegivet, at de fortsat ønsker at modtage bladet. Når det gælder præstearbejdet er det i disse år svært at tale om succes og måle succes, men jeg er ikke bange for at bruge ordet ’succes’ om dette projekt, da jeg ikke kan mindes, at et projekt har lykkedes så godt. Lykkes på den måde, at mange medlemmer og menigheder er involveret, og at der er 2.800 mennesker, der har tilvalgt at modtage bladet. De kommende år vil vise, hvordan Gud bruger dette projekt til at lede mennesker til en større forståelse af, hvem han er.

At møde mennesker med de glade nyheder har til alle tider været en kompleks udfordring, men næppe har omstændighederne i Danmark og Vesten været vanskeligere end i dag, og vi må forsøge med mange forskellige indgangsvinkler. Jeg tror det, der bedst overbeviser andre mennesker i dag, er at du og jeg udlever vores tro i hverdagen. At vi tilrettelægger vores liv på en sådan måde, at Guds ord bliver en levende og integreret del af vores hverdag og praksis. Det vil smitte og skabe nysgerrighed.

Nærum menighed valgte en lidt anden tilgang, og i efteråret inviterede de til en række sundhedsforedrag i kirken, der begyndte med Sisse Fisker, der fortalte om hendes oplevelser med adventister i Loma Linda, Californien og menigheden fortsatte med foredrag med lidt dybere emner om sundhed og relationer, der kredsede om vores tro. Der var en trofast gruppe interesserede, som holdt ud til sidst og viser os, at det fortsat er muligt at invitere mennesker til møder, hvis vi forstår at møde deres behov.

Et andet initiativ, der har vist sig at give os kontakt med mange nye mennesker, er genbrugsbutikkerne Happy Hand. I maj måned åbnede den tredje butik i Vejle. Igen her ser vi flere menigheder gå sammen om at sikre nok frivillige til at bemande projektet, og for tredje gang ser vi medlemmer blomstre op og hver eneste uge give mange, mange timer til projektet. Kombineret med en aktiv og velfungerende menighed i Vejle, hvor de i forvejen i en årrække har holdt aftenkirke om fredagen, tror jeg, at dette arbejde også på sigt vil bringe os i kontakt med mennesker, som vil ende med at vælge Jesus ind i deres liv og blive en del af vores menighedsfællesskab. Vi har et kald til at tage os af de svage og udsatte i blandt os. Det er et formål i sig selv at brødføde den sulte, give den nøgne tøj på kroppen og tage sig af den faderløse. Hvad Gud vil bruge den kontakt til, bliver op til ham at løse – igennem Happy Hand stiller vi os til rådighed, og så vil Gud lægge sin velsignelse til. Mange tak til alle frivillige i hele landet, der utrætteligt, uge efter uger bruger timer på menighedens arbejde. Denne tak gælder ikke kun Happy Hand butikkerne, men alle andre, der lægger mange timer i menighedens arbejde – AHA tøjsortering, gademission, besøg, spejder og mange lignende aktiviteter.

Adventister i offentlighedens lys er vi ikke vandt til at se og læse om i Danmark. Ikke desto mindre har der tre gange inden for det sidste halvandet år været fokus på adventister i medierne. Det begyndte med Sisse Fisker i efteråret 2015 på DR1 med Livets opskrift, hvor hun rejste rundt til fem anerkendte ”blue zones” – områder, hvor man statistisk ved, at mennesker lever længere end gennemsnitsbefolkningen. Så har vi i november set to biograffilm, der portrætterede adventister. Den første var Hacksaw Ridge, som omhandlede Desmond Doss, der ønskede at gøre tjeneste for sit land (USA) under anden verdenskrig, men nægtede at bære våben. En fantastisk historie, der i mange uger har ligget som nr. 1 på ’brugernes top ti’. Filmen skildrer historien om en syvendedags adventist, der ikke vil gå på kompromis med sin overbevisning. Lidt senere i november var der endnu en film i biografen: ”Den sidste tid”, der fortalte historien om to medlemmer, der længes efter Jesu genkomst og længes efter at andre må blive klar til Jesu snare genkomst.

Så er der faktisk endnu en adventist, der er blevet kendt i medierne i 2016. Det er lægen Ben Carson fra Maryland i USA, som stillede op som præsidentkandidat. Jeg skal undlade at blive politisk, men blot notere, at selv danske medier skrev om hans tro om end det var meget begrænset ... og det var måske meget godt for Adventistkirken i Danmark.

Nu er det ikke et mål i sig selv, at få Adventistkirken eller adventister i medierne, men det hjælper med kendskabet til os og vores navn, og når vi bliver omtalt positivt giver det håb om, at nogen også opsøger os, hvilket konkret er sket flere steder. Det hjælper også til at stadfæste vores identitet, og at blive omtalt positivt i medierne, gør at flere føler sig tryggere ved at fortælle, at de er adventister, og hvad vi står for. Denne tryghed kommer ikke kun fra medierne – jeg tror den bedste tryghed kommer fra læsningen af Guds ord og en vandring sammen med ham, som jeg tidligere har været inde på. Men når årets højdepunkter skal vælges, er det bestemt bemærkelsesværdigt, at adventister har været så meget i medierne. Lad os bruge denne anledning til at minde os selv om, at medierne gerne vil tale om tro og det åndelige og omtalerne kan bruges som et fælles referencepunkt og samtalestarter, når du er sammen med andre.

Sommeren bød som sædvanligt på stævner på Himmerlandsgården, hvor højdepunktet blev Nordisk Camporee med over 700 deltagere. Campingpladsen var propfyldt med glade spejdere fra vores nabolande og Danmark viste sig fra sin bedste side. Både med vejret, men også planlægning og ledelse.

Vi tjener en Gud, der ikke svigter os. Da Moses var 120 år gammel og skulle indsætte Josva som sin efterfølger, siger han gentagne gange: ”Vær ikke bange, for Herren vil bane vejen for dig. Han vil ikke svigte dig eller forlade dig” (5Mos 31,6). 2016 har været et år, hvor dette løfte gang på gang er blevet meget virkeligt for mig.

Første halvår af 2016 var en for mig en særlig hård tid med flere vanskelige sager, personalesager og en generalforsamling i maj. Strategioplægget skulle færdiggøres og ikke mindst de praktiske konklusioner af bestyrelsens beslutning, om at indsætte præster fremfor at ordinere eller kommissionere dem, skulle på plads.

Gennemførslen af generalforsamlingen forløb smidigt og godt. Sabbatseftermiddag blev en særlig højtidelighed for fire af vores præster, der blev indsat og mange udtrykte glæde og taknemmelighed for at kirken i Danmark står ved sit standpunkt, når det gælder ligestilling blandt præster.

Kulminationen af forårets arbejdspres var uden tvivl generalforsamlingen i maj, som resulterede efterfølgende i en sygemelding på tre måneder for mig, hvor historien og Jobs plager gentog sig (dog i langt mindre skala end hos Job). Siden august har jeg været på arbejde igen og efteråret er blevet brugt på at løse de sidste huller i distriktsfordelingen, og ikke mindst at få de nye i ledelsen på plads i deres nye hverv. Vi er nu godt på plads med afdelingsledere og ledelse, og det er et stærkt team, der de næste tre et halvt år skal arbejde sammen for at vores kald og mission kan styrkes i Danmark.

De tre overordnede temaer vi arbejder ud fra i denne periode er 1) Formidling, 2) Forvaltning og 3) Fællesskab. Vi vil styrke forkyndelsen og formidlingen i vores kirker. Det vil sige at udruste vores lægprædikanter og egne præster til at blive endnu dygtigere. Men det gælder også vores formidling til børn og unge og ikke mindst det vi formidler til dem, der ikke kender os. Forvaltning handler om prioriteringer. Prioritering af vores tid, og hvilken retning livet skal tage og deri og også inkluderet hvordan vi forvalter vores ressourcer. Og til sidst ønsker vi, at styrke vores fællesskab, så vores børn og unge har lyst til at blive en del af fællesskabet, engagere sig og efterhånden udruste dem til at overtage ansvaret. Men også være opmærksomme på, at vores fællesskab skal være åbent for andre end os selv, så andre mennesker kan finde Gud i vores fællesskab.

Netop fællesskabet er noget, vi konstant må arbejde med. Vi er en broget flok mennesker, der deler et trosfællesskab. Der er bornholmere og nordjyder, falstringer og fynboer. Der er høje og lave, tykke og tynde, rige og fattige, uddannede og knap så uddannede, nye medlemmer i troen og gamle medlemmer i troen, konservative og knapt så konservative. Altså sammen noget, der potentielt kan udfordre fællesskabet når vi er sammen og taler sammen. Disse forskelligheder må vi proaktivt vælge ikke at lade separere os, men berige os i troen på at forskelligheden gør os stærke. Jesus kan og vil forene os, hvis vi ydmygt lader ham gøre sit arbejde i os.

Med dette tilbageblik på 2016 glæder jeg mig til det nye år. Hvad der er umuligt for mennesker er muligt for Gud. Vi giver ham æren for de positive oplevelser i 2016, og beder til at han må velsigne sin menighed i 2017.

Godt Nytår.



BIBELVERS

1 Joh 4,20
Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. 
Find vores kirker og afdelinger