Annual Council 2016 del 2

Af Thomas Müller

AnnualCouncil2016 TM 

Mange har oplevet hektisk aktivitet på de sociale medier med mange meninger om, hvad der er foregået i Adventistkirkens ledelse på verdensplan. Det blev ikke så slemt som visse rygter antydede. Tirsdag eftermiddag var der en længere drøftelse om, hvad man skal stille op med de unioner, der ikke følger policy.

Den korte udgave er, at vi har besluttet at følge en 5-trins model, hvis der er mistanke om, at en union ikke følger policy.

1) Lytte og bede. Divisionens embedsmænd vil mødes med unionsledelsen for at bede sammen, lytte og søge information om sagen.

2) Dialog med en større gruppe. Hvis Divisionen finder det nødvendigt, indkaldes en større gruppe bestående af ledelsen, præster og lægfolk for at diskutere den pågældende bekymring.

3) Pastorale breve. Hvis sagen ikke finder sin afslutning i løbet af 6 måneder skrives et hyrdebrev fra TED til unionsbestyrelsen med opfordring til at bringe Unionen i harmoni med policy.

4) Lytte og bede sammen igen. Hvis der stadig ikke er fundet en løsning skal divisionsledelsen mødes med unionsbestyrelsen for yderligere at bede sammen og lytte.

5) Kan sagen ikke løses, vil der blive taget tiltag til handling. Hvad denne handling/konsekvens indebærer, bliver først besluttet på næste Annual Council (oktober 2017)

For Danmarks vedkommende er det fortsat et åbent spørgsmål om vi er udenfor policy. Som beskrevet tidligere har vi indsat både mænd og kvinder og givet samme status, som alle andre præster, men når vi indrapporterer til Adventist Yearbook, er de nyeste indsatte præster registreret som kommissioneret.

Jeg ser frem til dialogen de kommende 6 måneder og er ikke så bekymret for fremtiden. Man kan dog spørge, om ikke vi tidligere har bedt, studeret Bibelen og læst Ellen White nok, og om seks måneder mere vil gøre en forskel. Sagen er jo netop, at svaret ikke findes i en facitliste, men er en overbevisning, der går langt dybere. En overbevisning, der fra begge sider er MEGET stærk.

Det afgørende i denne sag er dog, at Verdenskirken på en verdens-generalforsamling (sommeren 2015 i San Antonio) besluttede ikke at tillade enkelte regioner selv at vurdere, om de ville ordinere kvindelige præster.

Havde sagen nu bare været om tæppet skulle være grønt eller rødt på unionskontoret var det nemmere at implementere en simpel flertalsafstemning, men så enkelt er dette emne desværre ikke – det stikker meget dybere og er en overbevisning om rigtigt og forkert – fra begges side.

Derfor forventer jeg også, at Verdenskirken vil være med til at finde løsninger, hvor vores overbevisning respekteres. Om det betyder, at der skal udarbejdes en tredje bevilling (som bla Danmark har ansøgt om, eller om Generalkonferencens vedtægter skal ændres, så en kommissioneret præst kan blive formand, eller om der findes en helt tredje løsning, ved jeg ikke. Men kirken er i Guds hånd og han skal nok få os igennem denne fase af sin mission. Vi går ind i dialogen med et åbent sind uden på forhånd at have besluttet et bestemt udfald.

Som en afsluttende note anerkender kirkens policy landets love, hvis ikke de strider imod Bibelens lære. Inden jeg rejste til USA fik jeg svar fra en dansk advokat som er medlem af ligestillingsnævnet, at vores nuværende praksis ikke følger landets love. Havde vi nu ikke tilladt kvindelige præster findes der en undtagelse, men da vi allerede anerkender kvindelige præster kan vi ikke bruge undtagelsen. Måske bliver dette vores udvej, selvom jeg personligt er ked af, at det skal blive denne indgangsvinkel, der evt. kommer til at være udslagsgivende for en løsning. Jeg havde langt hellere set, at det var vores overbevisning, der var det bærende i en løsning.

Da vi for nogle timer siden afsluttede i Generalkonferencens auditorium gik jeg op til Ted Wilson, trykkede ham i hånden og sagde: ”der er få ting vi er uenige om, men heldigvis så meget mere, vi er enige om og som samler os.” Jeg ønskede ham Guds velsignelse, og han gjorde det samme til mig.

Lad os midt i denne diskussion huske, hvorfor vi er Adventister. Vi er her for et formål, at afslutte reformationen og forberede verden for Jesus’ snare komme. Det er den mission, vi er sammen om og det er den opgave, der forener os. Om du så er lille eller stor, rødhåret eller kommunefarvet, mand eller kvinde – det er Gud ansvarlig for, det er ham, der kalder dig og mig til at forene os i den opgave, han har betroet os. Lad os bruge alle de anledninger, vi kan.



BIBELVERS

Es 40,8
Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.«
Find vores kirker og afdelinger