San Antonio 2015 - dag 9 - fredag

10.07.15 af Leif Hansen

Aftenstemning i San Antonio

Som turist i den amerikanske by San Antonio, nyder vi at køre parløb med det store adventistiske fællesskab, som også er her. Om dagen legede vi turister i og omkring byen, og flere aftener søgt vi mod Alamodome, hvor Adventisternes verdenssamling præsenterede de forskellige divisioner.

Byen har indrettet sig efter at Adventisterne har invaderet den. Det vil sige, at byen forandrer sig efter møderne i Domen. Veje spærres af og lukkes, når der er folkevandring fra Domen til Downtown eller hotellerne. Og der står politi over alt. Selv om der er grønt for bilerne, stopper politifolk dem og lader gruppen af mennesker komme over. Politiet prioriterer den gående trafik, frem for den kørende.

Som turist møder man andre adventister ved de attraktioner man tager til, og man kommer nemt i snak med dem. Det er som om hele verden er samlet på et sted. Mange har også adventistlogo på deres tøj, så de er nemme at spotte.

Flere aftener tog vi til Alamodomen, for at opleve den adventistiske stemning. Og som vi nærmede os Alamodomen, blev mylderet af mennesker større og større, nærmest som kom de fra alle verdenshjørner. På grund af politiets belejring af området, glider alt smertefrit.

For at komme ind i Alamodomen blev alle sikkerheds tjekket. Tasker bliver gennnemset for våben.

Når man kom ind i Alamodomen kan man fordele sig i gangene rundt om den store hal. Og langsomt fordeler man sig ind hallen, og pladserne tættest på scenen, bliver først besat. I den seksion som vi sad i, var der kamp om de bedste pladser, og nogle kom i god tid for at holde pladser for andre.

Aftenmøderne havde nogenlunde samme skabelon, nemlig en sangstund, bøn, præsentation af en division, en tale om en af adventistkirkens pionerer og endnu en præsentation af en division. Enkelte aftner var der præsentationer af tre divisioner. På grund af disse præsentationer, kom der mange i deres nationaldragter.

Hele denne generalforsamling var spækket med sangere og musikere, grupper og orkestre fra hele verden kommer med et stykke musik. Musik af høj kvalitet, bliver leveret. Musik som hensætter én til himlen. Musik som rammer adventistnerven. Musik som man kan lukke øjnene til og bare nyde.

Torsdag aften var det trans-europæisk divisions tur til at præsentere sig. Og jeg må tilstå at jeg blev lidt stolt. For de havde valgt et tema, om at tænde et lys. At et lys, kan forplante sig og tænde mange flere lys. Og det var netop det som skete i salen. For da Raafat Kamal præsenterede den trans-europæiske division, lyste gruppen af delegerede fra divisionen med nogle små lygter. Der blev annonceret en film om 5 casestories om mennesker som var i mørke. Og alle fortalte de om ulykkelige elementer i deres liv, som var umenneskelige. Men alle 5 endte med, at de på en eller anden måde fik bragt et lys, som bragte dem glæden og frelsen ind i deres liv. Og de slutte alle fem med at synge en sang.

Under denne sang, begyndte alle på scenen igen at lyse med deres lygter. Og langsomt begyndte hele salen at tænde deres lygter i telefonerne. Det bragte en helt særlig stemning frem, hvor der var små lysglimt rundt i hele salen. En stemning som jeg ikke har oplevet før. Sangen som de sang havde nemlig titlen "Be one light" og var en opfordring til hele forsamlingen. At hvis man tænder et lys, forplanter det sig til mange flere. Og at vi skal hjælpe mennesker fra mørke til lys.

Jeg kom sådan til at tænke på en bibeltekst, fra da Paulus blev kaldet. I Apg 26,18 fortæller Paulus om den mission han havde få da han mødte Jesus på vejen til Damaskus. Nemlig at han var sendt for at åbne hedningens øjne, så de vender om fra mørke til lys. Og det var præcis Trans-europæisk Divisions budskab.

Torsdagen sluttede af med en sammenkomst med de danskere som var i San Antonio til Adventistkirkens verdenssamling. Og det var hyggeligt og et frisk pust, midt i alt det ståhej som eller var.

Snart er ferien i USA slut, og rejsen går hjem ad. Tak for de oplevelser jeg har haft i San Antonio. Jeg har nydt at være turist, men også at være med til at opleve Adventistkirkens samling i Alamodome. Jeg rejser hjem, med indtryk som jeg ikke ville have været foruden.

Leif Hansen 

 



BIBELVERS

Sl 88,14
Jeg råber til dig om hjælp, Herre, hver morgen kommer min bøn til dig.
Find vores kirker og afdelinger