Sabbatsturist i San Antonio

05.07.15 af Leif Hansen

Sloganet "Remember the Alamo!" ringede i mine ører, da jeg hørte G. T. Ng´s sabbatsprædiken på vores første sabbat ved Syvendags Adventistkirkens verdens samling i San Antonio. For ligesom at Texas´ nationale mindesmærke "The Alamo", opildnede til kamp, var hans budskab at huske på grundlaget for Adventistkirkens ophav.

Gennem hurmor ledte han forsamlingen ind i adventistkirkens profetiske historie, med udgangspunkt i Åb 10 og Dan 12. I sin gennemgang af Adventistkirkens traditionelle udlægning, fremhævede han skuffelsen den 22 Oktober 1844, som en oplevelse der var sød i munden, men bitter i maven (Åb 10,10). Han fremhævede at det som Daniel skulle holde skjult (Dan 12,9), nu var åbenbaret, for "tiden er [inde]".

G. T. Ng fremhævede at teksten i Åb 10 ikke sluttede i vers 10, men forsatte: "Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger." (Åb 10,11). Skuffelsen i 1844, var ikke slutningen på adventbevægelsen, men nærmest begyndelsen. Og denne tekst var nærmest vores missionsbefaling: "Du skal igen profetere ..."

Her i denne tekst placerede han Adventistkirkens mission, at det ikke var slut med en uopfyldt profeti om 1844, men at vi skal profetere igen. At Jesu genkomst stadig er relevant.

Ja, Jesus kommer snart igen, det tror jeg på. Men jeg har det lidt svært ved det gennemgående tema, og som G. T. Ng afsluttede sin prædiken med, at Jesus kommer igen, inden næste Generalkonference session. At vi ikke skal mødes om fem år. Kan vi bestemme at Jesu genkomst skal være indenfor 5 år? Og hvis det ikke sker, er det så en ny skuffelse? Kan vi med en bestemt livsførsel fremskynde Jesu genkomst? Og hvis det ikke sker, hvem skal så have skylden? Spørgsmål som er blevet mere aktuelle for mig de sidste par dage?

Trods forskelligheden, indfaldsvinkler til forståelse af teologiske spørgsmål, kultur, påklædning, mand og kvinde, sort og hvid, imponerer det mig, at tusinder af adventister kan samles til sabbatskole og gudstjeneste. Fantastisk er det at mennesker af alle racer, folk og tungemål, sidder side om side, forskellige som vi er, og i fælleskab tilbeder Gud. Nogle siger AMEN af fuld hals for hver andet ord som bliver sagt, mens andre (som os) er mere tavse i deres udtryksmåde. Særlig bliver forskellen visket ud, når der er fællessang og vi alle er ens.

Det er nu svært ikke at trække på smilebåndet over flere små ting som sker her i Alamodomen. Mennesker som mødes, ting som bliver sagt, eller små optrin. F.eks. den lille 2 årige pige, som stod alene mellem stolrækkerne foran os og så op imod scenen. Og da hele salen begyndte at klappe, klappede hun med. Charme, pænt tøj og lækkert hår, fik mit hjerte til at smelte for denne lille pige, som fortryllede hele stolrækken.

Mange af indslagene vidner om mange arktiviteter rundt omkring i verden. Og langsomt bliver man fyldt af indtryk, som gør at man glemmer de fleste. To ting har jeg dog bidt mærke i, nemlig to danske input. Den første var Børge Schantz's bidrag til sabbatskolen,ved at være forfatter til dette kvatals lektie. Desværre nåede han ikke at opleve den ære at se det ført ud livet, da han afgik ved døden. Fra talerstolen blev han rost for sin iver til mission, som lektien netop handler om. Den anden var Happy Hand i København og Ålborg. To bidrag som satte lille Danmark på det store adventist verdenskort.

"Højdepunktet" for dagen, var måske da nogle stykker af os, listede op til den sidste række helt oppe under taget. Her havde man et fantastik overblik. Uforstyrret af menneskemængden kunne vi tale om den store oplevelse at være Sabbatsturist i San Antonio.

GCSA15 alamodome panorama2



BIBELVERS

Fil 3,10
… for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død
Find vores kirker og afdelinger