Menu

Nyheder

73-årig dansker bag indsamling

17.02.2020

Tekst: Maria Lykke Andersen


John Alex Nielsen (73 år) har lys i øjnene. Han er kommet forbi ADRA Danmarks kontor i Nærum, for at blive fejret med lækker konditorkage, anerkendende rygklap fra personalet og ikke mindst en tale af bestyrelsesformand Thomas Müller. Årsagen til festivitassen er, at den gæve pensionist endnu et år (2019) har indsamlet over 100.000 kroner til Hjælpeaktion.

Læs mere om Hjælpeaktion her

Indsamleren går ene mand sin rute igennem to gange med start juni og slut lige før jul. Fra mandag til torsdag tilbagelægger hans pensionist-ben 4-5 km. Fredag og lørdag hviler han ud og går i kirke på Frederiksberg. Søndag besøger han de kendte i deres private hjem.

Listen over byer, indsamleren når igennem, taler for sig selv: Hele Storkøbenhavn helt op til Hillerød og ned til Køge. Næstved, Slagelse og Bornholm får også besøg. Klippeøen besøger han en uge i august, hvor han bor hos venner.

”Forretningerne på Bornholm er dem, der giver de største bidrag hvert år. Jeg har fået mange venner derovre,” fortæller han.

”Jeg elsker at samle ind, og jeg kunne ikke drømme om nogen bedre opgave.” Det positive svar kommer prompte, da han bliver spurgt om, hvorfor han yder en så imponerende indsats i Hjælpeaktion hvert år.

”Jeg har en kærlig Gud, og jeg føler mig meget velsignet. Når nu jeg selv har det så godt, vil jeg gerne give en hånd til alle de nødlidende i verden, som ikke har været lige så heldige som mig. Ovenikøbet får jeg god motion og frisk luft. Jeg har fundet min helt rette hylde,” siger John Alex, der aldrig har fået en uddannelse eller sin egen familie. I 40 år har han været glad for at komme på dagcentret Christianehøj i Søborg.

Gennem årene har et par journalister fortalt historien om den ihærdige ADRA-frivillig, og i en lokalavis blev han for 15 år siden kaldt Danmarksmester i indsamling!

”Det er Guds kærlige hjælp og mirakel, at jeg overhovedet har kunnet klare at samle ind i så mange år, og endda så høje beløb. Jeg har vel fået en vis frimodighed i vuggegave, men jeg er ikke dygtigere end så mange andre i Hjælpeaktion,” siger John Alex.

Siden 1980 har indsamleren med sin ihærdige indsats i Storkøbenhavn, Slagelse, Næstved og Bornholm afleveret i alt 5,3 millioner kroner til Hjælpeaktion.

Læs mere her

Til oversigt