AHS"Det er et privilegium at få sådan en udfordring at kunne være med til i en bred sammenhæng at få de bibelske fortællinger i omløb og styrke kendskabet til kristendommen," siger Birgitte Stoklund Larsen, som tiltræder som generalsekretær for Bibelselskabet pr. 1. august.

Bibelselskabet får ny generalsekretær 

22.04.15 - Pressemeddelelse fra Bibelselskabet

Akademileder og redaktør cand.theol. Birgitte Stoklund Larsen er ansat som ny generalsekretær i Bibelselskabet. Birgitte Stoklund Larsen tiltræder stillingen den 1. august 2015

Det bliver 54-årige Birgitte Stoklund Larsen, der sætter sig i stolen som ny generalsekretær i Bibelselskabet den 1. august 2015.

Birgitte Stoklund Larsen har de seneste ca. seks år været leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende. Før dette var Birgitte Stoklund Larsen i over ti år ansat som redaktør ved Kristeligt Dagblad. I perioden 1987-1996 var Birgitte Stoklund Larsen forlagsredaktør på Forlaget Anis.

Birgitte Stoklund Larsen er uddannet cand. theol. fra Aarhus Universitet. Dermed får Bibelselskabet en generalsekretær med erfaring både fra forlags- og mediebranchen, samt den kirkelige verden.

"I bestyrelsen er vi glade for, at Birgitte Stoklund Larsen har sagt ja til stillingen som generalsekretær. Bibelselskabet har med sit brede fundament brug for en leder, der kan kommunikere på alle faglige niveauer og med respekt for den mangfoldighed, som dansk kristendom indeholder. Birgitte Stoklund Larsen har med sin baggrund de formidlingsmæssige egenskaber, Bibelselskabet har brug for, kombineret med en faglig baggrund som både teolog og redaktør. Vi ser frem til, at Bibelselskabet, med Birgitte Stoklund Larsen ved roret i samarbejde med den dygtige stab af medarbejdere i Bibelselskabet, kan fortsætte den meget positive udvikling, som Bibelselskabet har haft de senere år," udtaler bestyrelsesformand Sverri Hammer.

"Det er et privilegium at få sådan en udfordring at kunne være med til i en bred sammenhæng at få de bibelske fortællinger i omløb og styrke kendskabet til kristendommen. Bibelselskabet har styrken til at kommunikere på mange platforme, og jeg glæder mig til at indgå i en så professionel organisation. Jeg ser også frem til et godt og robust samarbejde med alle de personer, kirker og organisationer, som er en forudsætning for, at Bibelselskabet kan løse sin opgave", siger Birgitte Stoklund Larsen.

"Meddelelsen om Birgitte Stoklund Larsens ansættelse som ny generalsekretær er glædelig for Bibelselskabet. Jeg ser frem til at give stafetten videre til Birgitte Stoklund Larsen og glæder mig til det fremtidige samarbejde," udtaler konstitueret generalsekretær Morten Predstrup.



BIBELVERS

Ordsp 28,23
Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til.
Find vores kirker og afdelinger