Pastor Umesh PokharelShanti og Umesh Pokharel med dennes to sønner.

Leder af Adventistkirken i Nepal på besøg Danmark

08.05.14 - Tekst og foto: Sven Hagen Jensen

Pastor Umesh Pokharel, som er leder af Syvende Dags Adventistkirken i Nepal, besøger Danmark i disse dage, hvor han taler til bhutanesere fra flygtningelejrene i Nepal.

Det er tredje gang Umesh Pokharel aflægger besøg i Danmark for at mødes med nydanske bhutanesere. Denne gang har han sin familie med på en kombineret ferie- og forkyndertur. De vil tilbringe 2-3 uger her i maj måned i det midt- og nordvestjyske med programmer i Viborg, Thisted og Pandrup, hvor der er en pæn koncentration af bhutanesere. 

Pastor Umesh PokharelKludetæppe overrækkes i Viborg.

Pastor Pokharel, som er nepaleser, har siden sin omvendelse til kristendommen haft et virksomt liv i sin kirke med oversættelse af bøger og eget radioprogram foruden sin præste- og ledergerning. I et land, hvor over 80% af befolkningen bekender sig til hinduismen og ca. 1.4 % er kristne og hvor lovgivningen på mange måder favoriserer flertalsreligionen, er det en stor udfordring at lede en kristen mission og betjene over 100 lokale kirker og grupper spredt ud over landet. Sammen med den åndelige og administrative ledelse af Adventistkirken i Nepal har han også hovedansvaret for ADRA Nepal (Adventist Relief and Development Agency), som fokuserer på at afhjælpe fattigdom og nød i Nepal. Dette har bragt ham og hans medarbejdere ind i nogle af flygtningelejrene for de mennesker, som er blevet drevet ud af deres hjemland Bhutan. Og herved er der skabt en naturlig kontakt til dem, som senere er blevet modtaget i Danmark og har bosat sig her.

Pastor Umesh PokharelTil møde i baptistkirken i Pandrup.

Ved et møde i Viborg her sabbatten den 3. maj fik Pastor Pokharel overrakt tre strikkede kludetæpper til fattige i Nepal fra en lokal kristen strikkeklub, som består af danske, såvel som bhutanesiske og congolesiske deltagere. Lignende gaver har tidligere skabt glæde, hvor de blev givet. I baptistkirken i Pandrup talte Pokharel søndag den 4. maj til en stor gruppe bhutanesere om at tilpasse sig forholdene i deres nye hjemland, yde deres bedste og holde fast ved de kristne værdier i en hverdag, hvor materialismen og nydelsessygen står i kø for at få opmærksomhed.

Sabbatten den 10. maj er der møde i Adventkirken i Thisted og den følgende dag er der planlagt besøgsrunde i Nykøbing Mors.

Pastor Umesh PokharelIngelis og Sven Hagen Jensen på besøg i hjem i Pandrup.

For halvandet år siden var Ingelis og Sven Hagen Jensen på besøg hos familien Pokharel i Katmandu, Nepal, og over årene har der udviklet sig et tæt samarbejde. Ingelis Jensen arbejder som frivillig og besøger bhutanesiske familier i det midt- og nordjyske med jævne mellemrum. 



BIBELVERS

Sl 51,3
Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Find vores kirker og afdelinger