Godt Nytår

af: Thomas Müller

 

For dem, som foretrækker at læse nytårstalen, følger teksten her:

2018 er nu historie og vi siger velkommen til 2019. Mange oplevelser er lagret I hjernen i 2018 og nye oplevelser ligger og venter på os.

For min familie og jeg, har det været et velsignet år med sundhed og et godt helbred - og endnu et år hvor jeg har oplevet Guds indgriben, hans nærvær og omsorg.

For Adventistkirken I Danmark har det været et velsignet år - særdeles velsignet. Nye medlemmer har sluttet sig til vores fællesskab, møder og programmer og aktiviteter har fået os I berøring med venner udenfor kirken, der endnu ikke har mødt Jesus som ven og frelser. Men særligt på et område er vi blevet velsignet.

I fællesskab har vi siden 2010 lykkes at barbere vores pensionsgæld ned til 33 mio kr. Som omtalt ved årsmødet i maj og senere i Adventnyt har nogle medlemmer af kirken givet 24.5 mio kr til nedbringelse af gælden. Det ændrer markant på vores daglige drift, hvor vi sparer væsentlige beløb på renter og afdrag.

Da økonomichefen og jeg fik beskeden var det svært at finde ord og svært at forstå, da denne pensionsgæld har ligget som en tung mørk sky henover os. Skyen er ikke væk, men lettet og vi kan begynde at se den blå himmel og begynde at tænke på at udvikle kirken og investere I unge og projekter. Også I denne nytårs hilsen skal der lyde en stor tak til giverne af gaven, som har ønsket at forblive anonyme. Det er fantastisk at opleve at medlemmer ønsker at ære Gud med deres ressourcer.

Der er to spørgsmål jeg og ledelsen har grublet over: ”Hvad ønsker Gud at sige til os med denne pengegave?” og ”Hvordan kan vi bruge den til at mobilisere medlemmer?”

Kirken består af mennesker – kirken består af du og jeg - og før vi beslutter os for at der skal ske en forandring, så sker den ikke. Den forandring, der skal ske, må bæres af en indre længsel efter at Guds rige må vokse. En indre længsel efter at jeg selv kommer nærmere Gud. Derfor kommer vi som noget af det første til at oversætte bogen “Following Jesus” (at følge Jesus). Den indeholder 50 korte afsnit, som gennemgår Jesus’ liv og udfordrer os til at følge I hans fodspor. Bogen egner sig til familieandagter og små studiegrupper i menigheden.

Det næste vi har sat i gang er oversættelsen af filmen “Tell the World” som er en to timers spillefilm delt op i seks afsnit, der fortæller historien om hvordan Syvende Dags Adventistkirken opstod. Filmen giver et godt indblik i adventisthistorien og vil være en stor hjælp for vores børn og unge at værdsætte hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

I 2019 udkommer sabbatsmagasinet, som vi i efteråret har arbejdet på. Pakket ind i et præsentabel design vil dette magasin inspirere venner uden for kirken til at følge en ugentlig rytme, hvor ro, hvile og familietid bliver prioriteret og en anledning for os som adventister at tale om et af vores centrale trospunkter - en velsignelse vi har fået for at dele med andre og ikke beholde for os selv.

I 2019 kommer vi til at fokusere på mission og hvordan den lokale menighed kan blive et center i lokalområdet, som gør en forskel for vores venner udenfor kirken. De fleste forandringer sker med små skridt og en af disse skridt vil være at styrke forstandere og ledere i menigheden. Det vigtigste arbejde er i den lokale menighed og fra Unionens side vil vi gøre hvad vi kan for at støtte op om dette arbejde.

En måde at styrke det lokale arbejde er at støtte de mange lægprædikanter, som trofast uge efter uge hjælper med at prædike. Tak for den store indsats, der allerede gøres her.

I løbet af sommeren vil to nye medarbejdere slutte sig til holdet, idet Bjørn Ottesen og Thomas Rasmussen kommer tilbage til Danmark for at arbejde. Deres placeringer er endnu ikke helt på plads, men vi glæder os over at kunne styrke præste-teamet.

Nytårsaften berørte Dronningen en af de temaer har valgt at fokusere på, nemlig tillid. Hun sagde: ”Det øger tilliden, når vi mødes menneske til menneske og taler med hinanden. Vel kan vi være uenige. Det skal man have lov til. Det hører med til at tænke over tingene og at danne sig en mening. Men vi skal altid lytte til hinanden og prøve at forstå hinanden … Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder.”

Her er det fundamentale kristne principper Hun taler om, og minder mig om Johannes evangeliet, hvor Jesus siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre." (Joh 15,5)

Det er min bøn og mit ønske for Adventistkirken i Danmark i 2019 at vi i fællesskab må bære megen frugt, at vi må indse vores afhængighed af Kristus og lade ham forvandle os og fylde os. Lad os mødes ”menneske til menneske” og hjælpe hinanden i fællesskab med at dele troen til vores venner udenfor kirken.

Må Gud velsigne dig og din familie.

Må Gud velsigne vore menigheder og vores opgave.

Godt Nytår!



BIBELVERS

Luk 2,20
Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Find vores kirker og afdelinger