Menu

Usundt religiøst lederskab

Blogindlæg er alene et udtryk for skribentens holdning.

Af: Lasse Bech

06.03.2019

Husk at intet menneske står mellem dig og Gud. Selv den mest vidunderlige prædikant skal aldrig få autoriteten over dig.

Der har i medierne været mange forfærdelige sager om misbrug og manipulation i forskellige kristne miljøer. Det understreger, at religion kan være en stærk kraft – desværre både til godt og ondt. Derfor er det utrolig vigtig at være på vagt overfor usunde elementer i religiøse sammenhænge. Det er let at være på vagt overfor de trosretninger, du ikke er enig med. Men det er når du er mest begejstret, at du lettest kan fare vild. I den forbindelse har jeg tænkt på nogle advarselslamper, som man ikke må ignorere. Der er naturligvis flere, men de her er meget vigtige.

Den første advarselslampe er, når en leder får en status, hvor han kan befale hvad tilhængerne skal gøre. Det kan simpelthen ikke forenes med den frihed vi har i Kristus. Vi skal være lydige mod Gud – ikke mod nogen, der mener at tale på hans vegne.

Den anden, som er i forlængelse af dette, er at lederen får en status, hvor tilliden til ham er blevet så blind, at man ser gennem fingre med ekstreme og uhyrlige udtalelser. Man undrer sig måske over dem, men de får ikke én til at bryde med lederen. Så er vejen lagt, for at lederen efterfølgende kan påstå hvad som helst.

Den tredje er, når lederen har fået en status, hvor tilhængernes beundring er så stor, at der kan foregå et misbrug, som man så vælger at acceptere, fordi man er så taknemmelig eller benovet over dette stærke og meget åndelige forbillede.

Den fjerde er – og det opdager man måske ikke engang – når der bliver benyttet forskellige metoder til at manipulere og hjernevaske. Religion har et element af hengivelse og tillid. Man skal blot være opmærksom på, at det er Gud man skal hengive sig til – ikke de mennesker, der hævder at tale på hans vegne.

Jeg er nået frem til, at selv det bedste og smukkeste kan ødelægges og blive til det værste og mest modbydelige – men det skal ikke få os til at gå glip af de gode, smukke og ægte ting. Husk, at intet menneske står mellem dig og Gud, så selv den mest vidunderlige prædikant skal aldrig få autoriteten over dig.