Reklamen for ånden til en mand der for længst var død og begravet, satte den levende Jesus i relief.
På en rejse til London for nylig, stod jeg på en undergrundstation og ventede på et tog. På væggen lige overfor, var en stor reklameplakat klistret op. “The spirit of Jack Daniels lives” stod der med store bogstaver. Selve historien på plakaten gik ud på at fortælle, hvordan Jack opfandt sin whisky, og hvordan historien levede videre til vore dage. Men det var også historien om hans død, og hvordan “hans ånd nu blev videreført i flasken”.
A
Mens jeg stod der og reflekterede over den lille historie, kom jeg i tanke om Bibelens historie. Den Jesus, jeg tjener, er for mig en levende person, hvor Ånden er levende og kan gives til mig, frit og uden omkostninger. Jeg tjener en levende Gud og en Ånd, der hver dag kan give mig inspiration og liv.
A
Budskabet om, at “Jesus lever”, forkyndes ofte af mere eller mindre tvivlsomme reklamesøjler, men den største reklamesøjle, er dig og mig. Er jeg begejstret for Jesus? Jeg tjener ikke noget der er dødt, men noget der er levende og kraftfuldt, og som kan påvirke mig til et liv i glæde og frihed.
A
Den reklameplakat omhandlede ånden fra én, der har været død og begravet i rigtig mange år, med et febrilsk forsøg på at videreføre hans produkt. Hvor er jeg bare glad for, at den tro jeg har, er på en Gud der lever, og en Ånd der ikke behøver at fremkaldes af en forgangen historie. Det er da noget, jeg hellere vil reklamere for.
