Det ”salt” vi skulle være i verden, kan gradvis miste berøringsfladen med dem vi ønsker at fortælle historien til. Er du mere selvoptaget end du tror?

Kristne mennesker er drevet af et ønske om at nå ud til andre mennesker med det kristne budskab. Et af de store dilemmaer i kristen kommunikation, er i hvilken grad formidlingen kan balancere med behovet “for at stå inde for indholdet”. I denne stræben efter at “stå inde for ting”, falder vi ofte tilbage på den mindste fællesnævner i et internt bagland. “Vi kan ikke stå inde for noget vi ikke kan sige, gøre eller omtale på kirkens talerstol”, synes at være den styrende tanke. Og selvcensurens svøbe svinger vi gerne, i afmagt over andres mulige kritiske kommentarer.

Konsekvensen af denne tilgangsvinkel i formidling af evangeliet, er at vores publikum hurtigt bliver indskrænket til “vores egne”. Det ”salt” vi skulle være i verden, mister dermed gradvis berøringsfladen med dem vi ønsker at fortælle historien til.

Der er utallige eksempler, både politisk og kirkeligt, hvor det budskab man ønsker at formidle, får mindre gennemslagskraft når man glemmer at formidle på modtagerens præmisser. Vi taler et kirkesprog mange ikke forstår, vi distribuerer blade, bøger, video og andet. Gør vi det egentlig mest med tanke på os selv og tilfredsheden af “at gøre det rigtige”? Spørger vi vores nabo, om de egentlig forstår det vi siger? Undersøger vi om modtageren har en referenceramme hvor de kan forholde sig til det vi formidler?

Vi siger ofte at “troen har svære vilkår i Danmark”. I vores stræben efter at nå vores naboer med ”troens salt”, taber vi ofte samtalen på gulvet, når vi forsøger at koble vores aktiviteter til troens sfære. Selv om mange aktiviteter i kirkelig regi naturligt indebærer ønsket om at formidle troen, vil formidlingen måske fokuseres bedre, hvis der blev drejet lidt på den strategi man lægger for dagen. Vi hjælper selvsagt vores nabo, fordi der er brug for vores hjælp! Alle aktiviteter der udspringer af ønsket om at forkynde evangeliet, fører ikke automatisk til tro på Gud eller deltagelse i kirkens aktiviteter. Jesus udførte mange aktiviteter og sagde meget til mange, hvor vi ofte har ønsket at se “del 2” i denne udfoldelse. Det hele bliver lidt klarere når vi holder os til tanken om, at vores aktiviteter i kirkelig regi, i første række er til for at skabe goodwill for tro og kirke. Og heri ligger nok den største gevinst vi kan håbe på.

Der er således mindre skuffelse i andres afvisning når vi koncentrerer os om at formidle på modtagerens præmisser, ikke afsenders. Om vi altid har en fanatisk klamren om egen målestok, vil vi tabe mange på gulvet og hurtigt blive irrelevant for dem der ikke tror eller besøger en kirke.