Menu

Passionen og pandemien

Af: Lasse Bech

10.04.2020

Måske er det slet ikke være så dårligt med en påskeuge, hvor vi må lide afsavn som troende.

Først fik vi at vide, at vi ikke skulle tage i sommerhus i påsken, så blev det ændret til, at det måtte vi godt.

Vi fik også først at vide, at vi ikke skulle tage i kirke i påsken, så forlød det, at det måtte vi måske godt, og endelig at det skulle vi ikke alligevel.

Måske er det slet ikke være så dårligt med en påskeuge, hvor vi må lide afsavn som troende. Der er mange elementer i fortællingen om Jesu lidelse, der kan blive sat i et nyt perspektiv i denne tid, hvor verden lider. For Kristus lider altid med os. Også han måtte lide ensomheden ved social distance.

Sidste år var det branden i Notre Dame og terroren i Sri Lanka, der gav lidelsen et aktuelt udtryk. I år er det pandemien, der minder os om Jesu passion, der altid er en lidelse med os i vores lidelse.

Efter nadvermåltidet gik Jesus med sine disciple ud til Getsemane have – her søgte han et fællesskab med social distance. Han bad sine disciple om at våge sammen med ham mens han søgte afstand. Han sagde til dem: ”Bliv her, og hold jer vågne sammen med mig” Og beretningen lyder videre: ”Han gik lidt væk derfra, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad…” (Matt 26, 38.39, Bibelen 2020) Jesus søgte ensomheden, men han havde brug for sine nærmestes nærvær – på afstand. Derfor var det en stor smerte for ham, at han fandt dem sovende, da han vendte tilbage til dem. I pandemiens skygge kan vi mindes, den lidelse at have fysisk distance til andre mennesker og den endnu større lidelse somme tider heller ikke at have deres fulde opmærksomhed.

Den nære fysiske kontakt fik Jesus dog hurtigt efter bønnen i Getsemane. Det var i form af et kys. Et dødskys vel at mærke. På samme måde er det under pandemien, at det nærvær, der normalt er et udtryk for intimitet og omsorg, potentielt ville være kilden til død. Når vi i denne tid må undvære hinandens fysiske nærkontakt, kan vi mindes den lidelse det også var for Kristus at opleve en nærkontakt, der var forræderisk.

De store forsamlinger i passionshistorien er problematiske for frelseren. Da han blev arresteret, skete det ved ”en større flok mænd, der var sendt af Rådet, og som var bevæbnet med sværd og knipler” (Matt 26,47 Bibelen 2020). Og det er også den store folkeskare, der forlanger hans død med tilråbene: ”Op på korset med ham!” (Matt 27,23 Bibelen 2020)

Jesus blev slæbt med hen til ypperstepræstens gård, og ”Peter fulgte ham på afstand” (Matt 26,58) Det er en paradoksal afstand, for Peter fulgte ham trods alt – det havde han måske ikke behøvet. Alligevel var afstanden et udtryk for, at Peter beskyttede sig selv, og da han blev spurgt om sit kendskab til Jesus, så fornægtede han ethvert kendskab til Jesus. Lidelsen vor frelser her stod i gennem bestod ikke i, at Peter var fulgt med på afstand, men at han benægtede sit fællesskab med Kristus. Det var ikke den fysiske afstand, der var Peters svigt, men at han ikke stod sammen med Jesus – på afstand.

Den største lidelse Jesus gennemgik var at opleve den åndelige distance. Det gjorde lidelsen ubærlig, og alligevel bar han den. Det var distancen til sin himmelske far, der var den værste. Lidelsens højdepunkt – eller lavpunkt om du vil – var da han råbte ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” (Matt 27,46)

Det er indlysende, at for troende er det et savn, ikke at kunne forsamles i kirkerne. Lad os imidlertid benytte anledningen til at besinde os på det savn og den lidelse Kristus gik igennem, da han oplevede den ultimative sociale distance.