Menu

At blive forundret

Blogindlæg er alene et udtryk for skribentens holdning.

Af: Joan Kristensen

16.07.2020

Som kristne snakker vi om vigtigheden af bibelstudie. Og dog, på grund af travlhed, kan det let gå hen og blive en overfladisk øvelse uden en egentlig forbindelse til hverdagens udfordringer.

Præsten og forfatteren Tomas Sjødin skriver: ” Travlheden er de enkle fornøjelsers ærkefjende. Den gør os blind for det nære og snart også for den gave, der bærer det smukke navn forundring.”

Forundring! Travlhed gør blind for forundring! Når man forundres, er det som om et vindue åbnes i sindet og frisk luft og ilt trænger ind med fornyelse, med en dybere forståelse. Som kristne snakker vi om vigtigheden af bibelstudie. Og dog, på grund af travlhed, kan det let gå hen og blive en overfladisk øvelse uden en egentlig forbindelse til hverdagens udfordringer. Fordi bibelen ikke er den enkleste bog at give sig i lag med, har de fleste brug for lidt hjælp for at finde ned i dybden, ind til det der skaber mening og forundring.

For mange år siden fik jeg en bibel af en ven, der var udarbejdet med ekstra hjælp til studie. På en enkel og konstruktiv måde fangede denne bibel min opmærksomhed og fornyede min interesse i bibelstudie. I den findes der for eksempel små sektioner med overskriften ’Jeg undres’, hvor nutidige og dagligdags udfordringer er fremhævet og hvad bibelen har at sige om netop det emne. På andre sider er bestemte ord fra en nedenstående tekst fremhævet og givet ekstra forklaring på. Før hver ny bog eller brev er der en beskrivelse af hvornår bogen blev skrevet, hvem den er skrevet til, hvad den handler om, hvem der er hovedpersoner i bogen. Det giver et rigtig godt billede af hvilket studie man nu går ind til. Ved afslutningen af brevet eller bogen er der en beskrivelse af de store temaer, som for eksempel synd, kærlighed, Guds familie, sandhed, falskhed og forsikringer. Disse hjælpesektioner har gjort bibelen mere nærværende og relevant, har trukket temaer frem som almindelige mennesker tumler med, og derved åbnet for en mere levende forbindelse til Gud.

Nu om dage, kan man Google sig til information og få øjeblikkelig svar på næsten alt. Det passer til vores travle hverdag. Men det at leve med korte kolde fakta er næsten for trist. Vi har brug for det at blive forundret, at blive forbavset og overrasket. Men, som Sjødin skriver videre, så er der meget der bliver trampet ned af fødder der løber unødvendigt hurtigt, bl.a. det at finde tid og fred til at finde bibelens visdom og opleve den livgivende forbindelse til Gud. Vi ved det, vi maser med det, som om det var den sværeste opgave i livet. Egentlig drejer det sig om at prioritere, om at sortere og frasortere, om at stille spørgsmålet: ”Hvad er der for lidt af og hvad er der for meget af i mit liv? ” Et lille mundheld siger, at vi er vores egen lykkes smed. Det er til tider svært at forstå, tilmed det at fatte hvad lykken egentlig er.

Jeg tror den ligger gemt i det enkle, det dybe og nære, der hvor Guds finger møder din og du forundres!