Den fattige familie mente med forslaget, at fremmede skulle have deres eget vand, så de ikke uværdigt skulle komme til menigheden og tigge om vand, og at det var menighedens opgave at sørge for at de fremmede fik deres eget. 

Det er en mærkelig morgen – søndag den 10. februar 2019. Klokken er kun lid over seks, og jeg er netop vågnet fra en mærkelig drøm.  Almindeligvis glemmer jeg hurtigt mine drømme og falder øjeblikkelig i søvn igen, men denne gang er anderledes. Jeg kan jeg ikke få drømmen ud af mit hovedet og finde hvile igen. Inger sover tungt, men jeg må skrive den ned.

Ofte er vores drømme dagsrester, der af en eller anden grund går igen i drømmen. Denne drøm kan være inspireret af en film, jeg så, inden jeg faldt i søvn. Den var om en Amerikansk patrulje på tur i bjergene i Afghanistan i jagten på Taliban. Patruljen er nærmest udraderet, da jeg zapper ind i filmen.  Der er kun en såret soldat er tilbage.  Han bliver fundet, hjulpet og gemt af en mand og en lille dreng i en fjerntliggende bjerglandsby. Landsbyen er splittet om beskyttelsen af soldaten og mange mister livet, da Taliban i jagten på ham angriber landsbyen. De dør for at beskytte en fuldstændig fremmed. Drømmen kan også være inspireret af, at jeg ikke sover hjemme, men i Unionens gæsteværelse i Nærum. Drømmen som filmen foregår på engelsk, og jeg er gæst i en menighed, der har nogle få og meget fattige medlemmer, som taler meget dårligt engelsk. Jeg burde måske også fortælle, at jeg i drømmen er klar over, at det er sparsomt med vand i landsbyen, som menigheden bor i.

Menighedens fattige familie, der taler dårligt engelsk, har kaldt til menighedsmøde, og de har skrevet følgende forslag på en tavle, som de ønsker menigheden skal stemme om. ’We shall never give our water to strangers.’ ’The strangers’, som den fattige familie tænkte på, tilhører en helt anden religiøs gruppe mennesker, som jeg har glemt, hvem er, nu da jeg vil genfortælle drømmen. ’The strangers’ var kommet til den fattige familie for at få vand, og havde fået det. Denne oplevelsen førte til forslaget, menigheden skulle stemme om.

Jeg så, hvordan menigheden diskuterede frem og tilbage. De fleste var for forslaget, om aldrig at give vand til fremmede, da der så ikke ville være nok til dem selv. Der var nogle få, der mente, at det ikke kunne være rigtigt, at vi som kristne handlede sådan, men forslaget blev stemt igennem af menigheden.

Jeg fik ikke mulighed for at sige noget til mødet, før efter der var stemt. Men i modsætning til menigheden, der havde stemt for aldrig mere at give vand til tørstige fremmede, så vidste jeg, hvad den fattige familie mente. Jeg så hvordan de brændte af iver for deres eget forslag. De var tilsølede af mudder og havde taget graveredskaber med til kirken, og de sprudlede af begejstring medens de deltog i kirkedialogen. Måske var det deres jubel over at forslaget blev vedtaget, der gjorde, at jeg forstod, at der var noget galt, som jeg måtte forklare menigheden.

Den fattige familie mente med forslaget, at fremmede skulle have deres eget vand, så de ikke uværdigt skulle komme til menigheden og tigge om vand, og at det var menighedens opgave at sørge for at de fremmede fik deres eget.

Men så vågnede jeg! Hvileløst skulle jeg nu finde hoved og hale på drømmen. Hvordan mon danske kristne ville deltage i diskussionen omkring vedtagelsen af forslaget i deres menighed? Svaret findes måske i, hvad du tænkte, da du læste om min drøm. Hvad ville du have argumenteret til menighedsmødet? Måske kan du bare genskabe, hvad du tænkte da du læste drømmen, og du har svaret på, hvem du er?