Subjektiv sandhed forandres, hvad er så det uforanderlige?

For nyligt læste jeg en god artikel skrevet af Walder Hartmann. Walder, inspireret af min tidligere kollega Mark Webster, filosoferede over, hvorfor så mange forlader troen. De konkluderer begge, at svaret ikke ligger i, at vi fokuserer for meget på teologiske læresætninger, hvoraf nogle skaber retfærdiggørelse gennem frygt. Løsningen er at pege hen til Lammet (Jesus), der tilbyder retfærdiggørelse gennem tro! ”Vi har brug for at genoplive evangeliets gode nyhed.”

Problemet er bare, at det ofte er i en megen moden alder, man rigtig forstår og oplever værdien af at være frelst ved tro. Og vi må oftest opleve en eller anden form for utilstrækkelighedsfølelse, før retfærdiggørelsen ved tro får evige konsekvenser for os. For alt for mange er læren om retfærdiggørelse ved tro blevet bare en anden form for teologi – desværre. Der skal noget identitetsskabende til, noget som for altid vil fastholde en i en indre udvikling, der bringer os ind i et dybere forhold til Frelseren, også selv om den intellektuel forståelse udvikles og ændres. Det foranderlige, her mener jeg forståelsen af teologien og sandheden, skal gå hånd i hånd med det uforanderlige, her tænkt på som et indre kompas, der styrer praksis og indre vækst. Læren om retfærdiggørelsen ved tro må gå hånd i hånd med en indre målsætning og kamp(Jak 3:14).

I dag hvor ’sandhed’ er mindre vigtigt, fordi ny viden hele tiden får os til at ændre standpunkt, er der behov for noget, som fastholder os i, hvem vi er. Subjektiv sandhed forandres, hvad er så det uforanderlige? Sandheden, teologien eller trospunkterne fastholder ikke mennesker i menigheden. Men hvad skal så være det uforanderlige kompas i os?

Løsningen ligger måske ikke i ’Jesu lære’ – teologi (Åb 14:12) men i Jesu liv (praksis) – ham som ideal (Åb 14:4). Unge ønsker engagement. Noget at stå for, noget at stræbe efter. Greta Thunberg og ungdomsbevægelsen bekræfter dette. Vi må give dem noget varigt, der kan være et indre kompas og vores trospunkter er ikke løsningen, de ændres også.

Næstekærlighed, hjælpsomhed, hensynsfuldhed, ømhed og godhed er evige værdier, (læs åndens frugter Gal 5:22) der igen og igen dukker op, som noget vi alle priser og ønsker – også i en Coronakrise. De er livsnære, relevante og, de tænder alle.

• Tænk hvis vi virkelig brugte disse værdier som identitetsskabende for vores børn og unge. Og som en vedvarende målsætning for vores egne liv.
• Tænk, hvis vi opdragende vores børn og unge i, at et af de allerstørste og vigtigste ting i livet (bud) er at elske sin næste som sig selv (Johs 13:34-35). Det må komme før alt andet.
• Tænk, hvis vi havde, som målsætning at være kendt for vores uselviske næstekærlighed også til den fremmede.
• Tænk, hvis vi havde et mål for vores liv, at elske, som Jesus elskede os (1 Johs 4:19). Så vil han blive stor, og retfærdiggørelsen ved tro vil finde sin plads, fordi vi hele tiden vil komme til kort.

Også her bliver Jesus stor, og kirtkens unge vil hele tiden kunne finde nye måde at lade denne uselviskhed komme til udtryk på. Og vi ville prise dem for deres opfindsomhed, uden at føle fundamentet truet.